Julekalender – LÅGE 18

"Dagens artist - Esben Kronborg - nyder øjeblikkene med sit publikum"

Fotograf: Mads Kornum

På Side 33 vil vi som vores julekalender på vores webside hver dag fra 01.12 til 26.12. bringe et kort interview med dagens artist. En person vi i årets løb føler har bidraget med gode oplevelser eller begejstring til musikhjertet. For julen er jo som bekendt hjerternes tid – så lad os sætte musik og spørgsmål i omdrejninger.

Dagens artist er Esben Kronborg – der i 2019 – efter to album med pop/rock sangskrivning med international snit – ikke mindst numre som ”4th of July” og ”Nowadays” – sprang ud som sangskriver på modersmålet.

Albummet, der kun er udkommet digitalt, og blot bærer hans navn som titel, beviste til fulde at han som sangskriver og performer med sindsro kan placeres på samme niveau, som mere kommercielt anerkendte navne som Michael Falch, Rasmus Walter og Mads Langer.

Har du en forkærlighed for navne som de nævnte, er der god chance for at du også vil falde for Kronborg. Hans sange er velproducerede og gennemførte – skabt i samarbejdet med landets måske pt. stærkeste producer Lars Skjærbæk  – og de indeholder tekster, der er vedkommende og hverdags relaterede, men uden af blive hverken navlepillende eller selvcentrerede. Det er kort sagt tekster man kan spejle sig i og melodier man kan synge med på. What’s not to like?, som man siger på godt dansk!

Og at Esben Kronborg vitterlig som person er en af de mest imødekommende og sympatiske personager, har Side 33 ved flere lejligheder selv oplevet i 2019 – ligesom resultaterne i hans sideløbende virke indenfor musikalsk undervisning af børn og unge i skoleregi, efter sigende skulle tale sit eget tydelige og beundringsværdige sprog. Det er således bare at sige – “keep on the good work”. For indenfor musikbranchen er der ikke meget der fordeles efter fortjeneste og retfærdighed. Det er og bliver de store selskabers (og lidt tilfældigheders) spil, men omvendt er det svært at blive ved at overse eller overhøre høj kvalitet.

Så kære læser – har du et nysgerrigt musikhjerte, og holder du af pop/rock med roots fornemmelser, så giv lige Esben Kronborg et lyt – og se om ikke øregangene roser dig for at tage “chancen”.

SIDE 33 – Musikåret 2019 er ved at gå på hæld. Hvad har for dig personligt været de mest minderige og positive musikalske stunder eller oplevelser i året der gik?   

“Det bedste ved 2019 har været indspilningerne af mit nye album og den efterfølgende turné med mit nye band. Det har været godt at ryste posen, både indspilningsmæssigt og turnémæssigt. Koncerten på min hjemmebane, på et pakket Kulisselageret, står som et klart lyspunkt. Men også de nye venskaber med Johannes Gissel, Casper Bak Poulsen og Dennis Flackeberg som er kommet med i bandet har været fedt.

I det hele taget alle de gode oplevelser og glade mennesker jeg har mødt gennem musikken. Det lyder nærmest frelst. Men jeg er kommet til den erkendelse, at det ikke handler om mig når jeg spiller musik. Men om det øjeblik jeg deler med andre/publikum. Man kan godt forvinde lidt i sig selv når man udgiver musik og har travlt med karriere og egen planer og forventninger. Når man så endelig står og spiller, så glemmer man alt det udenom og så sker der noget magisk. Jeg er jo stadig pisket af ambitioner om et bredere gennembrud, så det fylder til tider rigtig meget når al ens hårde arbejde ikke bærer frugt. Så jeg prøver at nyde nuet og koncerter endnu mere end tidligere og glemme alt om 2020 planer.”

SIDE 33 – Hvad ser du ellers med glæde eller forventning frem til i 2020 indenfor musikkens verden?  

Jeg glæder mig til, at indspille nogle af de sange, jeg har skrevet på her i efteråret. Derudover glæder jeg mig til, at spille med bandet igen. Og så har jeg fået en ny guitar. En 12 strenget Guild 512 Maple i Sunburst, som jeg virkelig glæder mig til at lufte. Den er lækker!

SIDE 33 – Her på siden søger vi jo også gerne det alternative, og de mere smalle udgivelser. Har du en personlig favoritsang om julen eller tiden omkring, som du vil anbefale? Altså en sang, der ikke lige findes på de mest sædvanlige ”Jule Hits” opsamlinger.

“Jeg faldt tilfældigt over en ny julesang med The Lumineers – deres version af “Baby Come Home for Christmas” den kendte jeg ikke i forvejen – og ellers er Tom Petty og hans originale “It’s Christmas All Over the World” jo altid et godt bud. “

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.