Julekalender – LÅGE 20

"Dagens artist - Ise - hør nu bare, hun har rent faktisk ægte X-faktor!

Fotograf: PRESSEFOTO

På Side 33 vil vi som vores julekalender på vores webside hver dag fra 01.12 til 26.12. bringe et kort interview med dagens artist. En person vi i årets løb føler har bidraget med gode oplevelser eller begejstring til musikhjertet. For julen er jo som bekendt hjerternes tid – så lad os sætte musik og spørgsmål i omdrejninger. Dagens artist er ISE – alias Annelouise Adolph – der i år udsendte EP’en “Født på kanten”.

Et album, der blev mødt af 5 skiver ud af 6 mulige her på siden – og en overskrift der lød ”Ikke PJ eller Emmylou – men langt mere end en metervare” – og en konklusion der lød – “Det gør til gengæld ”Metervare” – der er endnu en iørefaldende omgang, der ironisk nok understreger, at Ise er alt andet end en metervare. Hun har noget at byde på, og noget at komme med, og når hun synger linjen ”vi er frie som aldrig før”, så ved man, at man sagtens kan lave en anmeldelse her i 2019 uden overhovedet at nævne hendes medvirken i en populært underholdningsprogram på landsdækkende TV tilbage i 2011.”

For jo – Annelouise var i 2011 en del af “X-factor” programserien på DR – og hun nåede finalen, og tabte med den mindst målte margin nogensinde – og undervejs skabte hun sammen med sin mentor Thomas Blachman et af de forholdsvis få musikalske minderige momenter – en svævende smuk version af Kashmir nummeret “Splittet til atomer”.

Netop det nummer var med til at forme hende som artist – og efter et tilløb med den mildt mellemlykkedes “Kø på Himalaya” i 2013 – mærker man med “Født på kanten” virkelig både mennesket og artisten ISE. Hun er noget så velkommen på en musikalsk løbebane, hvor også Signe Svendsen og Kajsa Vala markerer sig, som nogle af nationens aktuelt mest interessante artister.

Til næste år vil man kunne opleve det ved selvsyn, når hun tager på landevejen med sine nye sange. Foreløbig er to koncerter planlagt – den 06.03 på Godset, Kolding og den 17.04. på Kulturhuset Bølgen, Ålsgårde.

SIDE 33 – Musikåret 2019 er ved at gå på hæld. Hvad har for dig personligt været de mest minderige og positive musikalske stunder eller oplevelser i året der gik?   

”Jeg er kommet med en EP i 2019, den udkom i slutningen af november, så mit år har været fuld af dejlige, svære, frustrerende og opløftende stunder i studiet. Det er jo lige så meget en personlig udvikling, som det er udvikling af musik at være i studiet. Hvem er jeg som kunstner, og hvad er det for en sound, jeg gerne vil have? Det er svære tanker, som hænger sammen med den, man er som menneske. Men så enormt opløftende at finde sig selv i det hele. Jeg har oplevet, at det er fint at gå min egen vej – meget målrettet. Og at det bliver godt, når jeg navigerer efter mit indre. At stole på min egen smag. Det er så nemt at lade sig påvirke af andres holdning og musiksmag. Men jeg har gjort mig umage med at lade musikken flyde så enkelt som muligt.

Vi havde til en start 3 dage i The Village Studiet i Vanløse, hvor vi indspillede alle 6 numre på EP’en. Jeg havde samlet et hold af musikere, og det fungerede sindssygt godt at være under tidspres. At vi så har brugt 100 år og en madpakke på at arbejde med detaljerne efterfølgende er en anden sag! Begrænsningens kunst er svær, mens det er nemt at få 1000 ideer, der lige skal afprøves…

Hvis det så ikke lige skal handle om mig selv, havde jeg en smuk musikoplevelse i DR Koncerthuset Studie 2, hvor jeg hørte Claus Hempler. Claus Hempler kender jeg fra X Factor, hvor han var Blachmans sidekick og med på sidelinjen i alt, hvad vi foretog os. Hans nye album er for mig perfektion. Jeg kan godt lide musik, hvor man tydeligt kan mærke, at der bliver øst af den personlige skuffe. Og jeg føler, at jeg lærer hans tanker at kende, når jeg lytter til hans musik.”

SIDE 33 – Hvad ser du ellers med glæde eller forventning frem til i 2020 indenfor musikkens verden? 

”Jeg glæder mig til at komme ud og spille musik for folk i det nye år. Jeg har fundet en form, der fungerer perfekt for mig, hvor jeg både fortælle og spiller og skaber et ret intimt og personligt rum. Nogle gange synes jeg næsten, at det bliver for personligt. Men det er sjovt at blotlægge alle ens underlige tendenser for folk og få dem til at grine. Musik kan føles som en enorm alvorlig sag for den, der udøver den. Men det er jo bare musik for faen. Nogle sange, der er skrevet hjemme i en stue på en tirsdag formiddag. Den del af det må gerne komme med ud på landevejen. Jeg befinder mig bedst i musikken, når der ikke er noget lag mellem mig og dem, der lytter. Jeg kan godt lide, at det bliver én til én. Til release koncerterne fik jeg en kommentar fra en pige blandt publikum, som følte at vi var blevet veninder. Det synes jeg er et perfekt resultat af en af en koncert!”

SIDE 33 – Her på siden søger vi jo også gerne det alternative, og de mere smalle udgivelser. Har du en personlig favoritsang om julen eller tiden omkring, som du vil anbefale? Altså en sang, der ikke lige findes på de mest sædvanlige ”Jule Hits” opsamlinger?

En lille julemusik-anbefaling fra min side kan være at lytte til Indianna Dawns fortolkning af Louis Armstrongs Christmas in New Orleans:

. For den sags skyld kan du også prøve at lytte til originalen! Varm, julet – og karakterfuld:

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.