Alting har en ende – også Side 33’ julekalender, som nu har kørt siden 01.12. med præsentation af så fremragende og forskellige artister som Rebekka Thornbech, B. Joe Johansen, Jens K, Signe Svendsen, Juncker, Hr. Henrik Hundebøl, Frederik Schnoor, Mike Tramp, Marie Fjeldsted, Mike Andersen, Teis Thomsen, Tilde, Jacob Dinesen, Johan Airijoki, Oscar Mukherjee, Laura Lundfold, Terje Espenes, Esben Kronborg, Walther, Ise, Poul Krebs, Nye Mennesker (Line Bøgh og Ann Falden), Jonas Dahl, Rikke Thomsen, og Laust Krudtmejer Nielsen.
Fælles for dem alle er det personligheder, som vi i årets løb føler har bidraget med gode oplevelser eller begejstring til musikhjertet. Og har man læst deres svar i julekalenderen vil man vide, at der er masser af spændende nyt fra langt hovedparten i det kommende år.
Det gælder også for den sidste artist bag LÅGE 26 – Laura Illeborg – der på hendes kommende album ”Exitstrategi” igen har fået selskab af selveste guitarekvilibristen Knud ”Er Gud” Møller og bassist Niels Dahl (Vildnis) – og sammen med dem er hendes 10’ende album optaget i det legendariske Sweet Silence Studio med Flemming Rasmussen ved roret.
Side 33 har smuglyttet – og kan foreløbig bekræfte, at det ikke bare er tomme ord når pladeselskabet Target blandt andet skriver følgende i deres pressetekst :
”Resultatet “Exitstrategi” er blevet til et levende, håndspillet album . Bundet sammen af vedkommende, alvorlige, poetiske, og til tider faktisk sjove sange. Musikalsk er vi nærmest i americana-land, akustisk folk med en hel masse country i ascendanten, og er man allerede fan af Knud Møllers overdådige guitarspil, så kan man glæde sig til her at høre ham udfolde sig med hele paletten af medbragte strengeinstrumenter.”
Albummet udkommer den 28.02.20, men trioen suppleret med Rune Funch tager allerede inden på landevejen med sange fra albummet – og det forrige ”Det går tit godt” (2018), der blev til med samme besætning – og giver 11 koncerter fra den 23.01.20 og frem til 09.02.20.
SIDE 33 – Musikåret 2019 er ved at gå på hæld. Hvad har for dig personligt været de mest minderige og positive musikalske stunder eller oplevelser i året der gik?
”At være på vintertour med mit dengang nye album “Det går tit godt”, sammen med Niels Dahl, Knud Møller og Mikkel Grue. Vidunderligt at være rundt i landet og være på tour og være sammen med “drengene”, og føle musikken leve, og at nogle kan bruge den til noget.
Og, at blive ved med at have sange i ærmet, selv efter albumudgivelse og tour, og at arbejde med Niels Dahl med disse sange, for derefter at indspille dem i Sweet Silence Studio, i efteråret, med Knud Møller og selv samme Niels Dahl, med Flemming Rasmussen ved roret. “Exitstrategi” (som albummet kommer til at hedde) er knapt kommet ud af duplikatoren, det udkommer 28/2 2020. Pladeselskabet har lige sendt det hele til tryk. Juhu.
Og, at høre Tyler Childers på Tønder Festival.”
SIDE 33 – Hvad ser du ellers med glæde eller forventning frem til i 2020 indenfor musikkens verden?
”Jeg glæder mig helt vildt til vi skal på vintertour igen i januar/februar, Knud og Niels og mig, denne gang skal vi have Rune Funch med, og jeg føler mig som den heldigste kartoffel, tænk at skulle spille og synge sin egen musik, flankeret af verdens bedste musikere.
Og så selvfølgelig selve udgivelsen af “Exitstrategi” 28/2, jeg er både glad og stolt over det album”
SIDE 33 – Her på siden søger vi jo også gerne det alternative, og de mere smalle udgivelser. Har du en personlig favoritsang om julen eller tiden omkring, som du vil anbefale? Altså en sang, der ikke lige findes på de mest sædvanlige “Jule Hits” opsamlinger.
”Jeg vil på det varmeste anbefale Vildnis julesingle “Hjerternes Fest” – den bedste julesang”