Julekalender – LÅGE 3

"Dagens artist - Jens K - med flere koncerter i vente"

Fotograf: Maria Fremming

På Side 33 vil vi som vores julekalender på vores webside hver dag fra 01.12 til 26.12. bringe et kort interview med dagens artist. En person vi i årets løb føler har bidraget med gode oplevelser eller begejstring til musikhjertet. For julen er jo som bekendt hjerternes tid – så lad os sætte musik og spørgsmål i omdrejninger.

Dagens artist er Jens K, der i mange år har været det man i branchen kalder lidt af en ”anmelder-darling” for de få. I år udsendte han sit femte album ”Skarpladte drømme”.

Siden 2001 har sangeren og sangskriveren Jens K tidligere udgivet fire album, som i en perfekt verden havde givet mere opmærksomhed. Men han har også gemt sig lidt. Til tider måske ligefrem meget. For meget. Og hans sange og hans album – har trods tilløb – heller ikke helt ramt det niveau, som der skal til for at stå på den øverste hylde. Men NU skal det være. Jens K skal og vil ud af skyggesiden, selvom det er der han måske trives bedst – og hvor hans ord og musik skabes bedst. Han er både melankoli, livsglæde, sorg og kærlighed – båret af skarpladte drømme.

Sammen med producer Flemming Borby har de skabt et album, der indrammer fortid og nutid – og som bør skaffe Jens K en fremtid som fuldtidsleverandør af legende blåtonede pop-poetiske-perler. Det er et album, der emmer af musikalske og lyriske ambitioner, og de indfries – tag bare nogle af titlerne ”Tintin og Zen”, ”Cand Mag i løgn og latin” og ”Sport, nazisme og biler”. Det er ikke hverdagskost og dog. De er nemlig skrevet på den hverdagskost en observerende poet har indtaget igennem sådan cirka et halvlangt liv i København og forstæder dertil – og de drømme, det liv har skabt.

Flemming Borby og Jens K

Albummet er på vanlig vis modtaget med flotte anmeldelser – og første oplag af CD’en blev hurtigt udsolgt. Men en nyt oplag er landet, så bestemt en oplagt julegave idé til en af de personager, der stadig holder af at nyde musikken med et teksthæfte i hånden. Og er du på den den anden side af de 40 er der masser af genkendelige billeder i de tekster.

SIDE 33 – Musikåret 2019 er ved at gå på hæld. Hvad har for dig personligt været de mest minderige og positive musikalske stunder eller oplevelser i året der gik?   

”Som altid Vi Sidder Bare Her med Jørgen Leth i front på ”De Øjeblikke Man Har” og en anden vis mand Leonard Cohens efterladte sange sat i scene af sønnen Adam Cohen og en række fantastiske musikere på ”Thanks For The Dance ”

Jeg har lyttet til en del spoken word som Singvogel med Peter Laugesen – ikke nye album, men altid et lyt værd på grund af Laugesens tekster. Så det tre vise mænd, der har efterladt de største spor i år.

Derudover må jeg da indrømme at jeg er vanvittig glad for at mit nye album ”Skarpladte drømme”, der udkom 01.11 med flotte anmelder ord – bl.a. her på Side 33 og i Politiken – og ikke mindst blev taget utroligt godt imod af publikum.”

SIDE 33 – Hvad ser du ellers med glæde eller forventning frem til i 2020 indenfor musikkens verden?  

“Som noget helt nyt ser det ud til jeg får indgået en aftale med en god booker i det nye år, så det ser ud til at der er koncerter i vente. Stat tuned på www.jenk.dk

Jeg ser med glæde frem til at DR opprioriterer smallere dansk sproget musik, såvel i deres radiokanaler som i deres tv programmer – selvom det nok mere er et naivt håb. Vi skal vel 20 år tilbage da DR på fortræffelig vis gav airplay til mere spændende og skæve udgivelser, men siden de valgte at lægge under for hvad de tror folk vil høre og ikke miste lyttere til kommercielle kanaler, er det gået ned ad bakke. Jeg er af den overbevisning, at folk gerne vil udfordres bare en smule imodsætning til når de lytter til Voice, POP FM og hvad de hedder.

DR har en unik mulighed for at kunne gøre dette og jeg tror mange hungrer efter en mere seriøs musikformidling, det andet kan de jo nemt finde andre steder!  Så man har da lov at håbe. Ansættelse af en række musikjournalister kunne jo til en start være en fordel. Hvad er et land uden sange at synge? DR bør leve op til deres public-service ansvar. Simpelthen en mere seriøs indgang til rytmisk musik ”

SIDE 33 – På Side 33 søger vi jo også gerne det alternative, og de mere smalle udgivelser. Har du en personlig favoritsang om julen eller tiden omkring, som du vil anbefale? Altså en sang, der ikke lige findes på de mest sædvanlige ”Jule Hits” opsamlinger.

Det kan gøres kort. “Skammens Vogn og deres ”Mystiker””

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.