Julekalender – LÅGE 7

"Dagens artist - Frederik Schnoor - ikke kun for forrykte"

Fotograf: Brian Selander

På Side 33 vil vi som vores julekalender på vores webside hver dag fra 01.12 til 26.12. bringe et kort interview med dagens artist. En person vi i årets løb føler har bidraget med gode oplevelser eller begejstring til musikhjertet. For julen er jo som bekendt hjerternes tid – så lad os sætte musik og spørgsmål i omdrejninger.

Dagens artist er Frederik Schnoor. En mand, hvis visitkort igen i 2019 blev udvidet med et par ekstra titler – ”festivalleder” (Kun for Forrykte Festival) og ”Music Manager” hos Target Group – og det ovenpå de eksisterende titler som udøvende musiker, sanger og sangskriver (Freddy & The Phantoms, Beefeaters), grafiker, og ejer af eget musicmanagement Deluxe Music, der involverer både booking og promotion af diverse kunstnere.

Lidt af en palet denne musikalske entreprenør udfylder, med lige dele gejst, passion, engagement, viden og ikke mindst evnen til at udnytte handlingens kraft.

Musikalsk indgik han i år med hans band Freddy and the Phantoms en international pladekontrakt med Mighty Music – og udgav også det første skud på et kommende album – den herlige og hårdtslående blues/rocker ”First Blood Universe”.

Derudover er han igen i år en af bagmændene af den danske udgave af karavanen ”Light of day ” – som er en løbende række af støttekoncerter, der samler penge ind til en organisation skabt i New Jersey, USA, med opbakning fra f.eks. Bruce Springsteen. Organisationen har  igennem 20 år med koncerter i USA og verden over arbejdet for at skaffe penge til yderligere forskning omkring Parkinsons syge og for at kunne yde hjælp til nogle af de ramte af sygdommen.

Arrangementet finder i år sted i Støberihallen i Hillerød på næste lørdag den 14.12.19, og en ting er sikkert – dem der optræder, har roots, rock og den gode sag i deres hjerter. I år med blandt andet Freddy and the Phantoms, Ester Brohus, Vini ”Mad Dog” Lopez (fra Bruce Springsteens første band Steel Wheel og den første udgave af E. Street Band), Jeffrey Gaines og ikke mindst det canadiske stjerneskud Miss Emily.  

Jo – Frederik Schnoor er en mand med hjertet de rette steder, og derfor har han selvfølgelig med Freddy and The Phantoms for nogle år siden begået en julesingle – der rent faktisk tager meget godt over hvor Slade slap med deres klassiker “Merry Christmas Everybody”.

Heldigvis havde han midt i forberedelserne til både jul og “Light of Day” tid til at svare på lidt spørgsmål.

SIDE 33 – Musikåret 2019 er ved at gå på hæld. Hvad har for dig personligt været de mest minderige og positive musikalske stunder eller oplevelser i året der gik?

“Som både musiker og arrangør af koncerter har det været en kombination – men det er klart at den første Kun for forrykte festival 2019 var årets helt store oplevelse både som arrangør og optrædende”  

SIDE 33 – Hvad ser du ellers med glæde eller forventning frem til i 2020 indenfor musikkens verden?

“Jeg har personligt mange ting på tapetet og kommer både med en ny omgang med Kun for forrykte festival 2020FOr FFF 20 samt et nyt album fra Freddy and the Phantoms og nyt Beefeaters album, så der bliver gang i den på den musikalske front.

Ser også frem til  at se hvordan den seneste regering  og kulturministeren vil prioritere DR’s radio kanaler og om vi i 2020 måske endeligt kommer til at se nogle ændringer i hvordan man forvalter fx playlisterne. Jeg kommer selv politisk set til at gå ind i den sag.! Men med alt det arbejde håber jeg da også at se nogle koncerter – KISS Copenhell ville være fedt hvis der bliver tid.  Må man iøvrigt tage en 4 årig med på festival – min søn er nemlig også kæmpe KISS fan… ! 

SIDE 33 – På denne side søger vi jo også gerne det alternative, og de mere smalle udgivelser. Har du en personlig favoritsang om julen eller tiden omkring, som du vil anbefale? Altså en sang, der ikke lige findes på de mest sædvanlige ”Jule Hits” opsamlinger. ” 

“Så må jeg lige tage manager hatten på og anbefale The Beatophonics – og deres “A Very Merry Christmas “. Den er tidløs og fremmaner den rigtige julestemning godt alternativ til Chris Rea’s fortærskede evergreen”  

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.