På Side 33 vil vi som vores julekalender på vores webside hver dag fra 01.12 til 26.12. bringe et kort interview med dagens artist. En person vi i årets løb føler har bidraget med gode oplevelser eller begejstring til musikhjertet. For julen er jo som bekendt hjerternes tid – så lad os sætte musik og spørgsmål i omdrejninger.
Dagens artist er Marie Fjeldsted – der er kvinden bag Penny Police, som i år udsendte et af årets absolut bedste danske album ”Be lucky” – detaljerig dream-pop med soul-feeling – og et begavet tekstunivers.
Det har taget Marie Fjeldsted lang tid at nå dertil – men resultatet har været hele ventetiden værd – og hendes nedenstående svar afslører, at der heldigvis allerede nu er sat nye mål
SIDE 33 – Musikåret 2019 er ved at gå på hæld. Hvad har for dig personligt været de mest minderige og positive musikalske stunder eller oplevelser i året der gik?
“At udgive mit 2. fuldlænge album ”Be Lucky”! Både musikalsk og personligt er det en meget vigtig milepæl for mig. Det album begyndte at tage form allerede da jeg blev gravid for over 5 år siden og tiden frem til udgivelsen i september har været helt utrolig lærerig og udviklende for mig.
Til at starte med synes jeg det var svært at kombinere at være mor OG musiker. Men inspireret af at være en god rollemodel for min datter blev jeg klar over, at jeg blev nødt til at få de to ting til at hænge sammen. Ikke så meget ift logistik og den slags, men i hjertet. For jeg vidste, at det jeg aller helst ville give videre til Viola, det var at turde følge sin intuition og turde at lade sig blive set og hørt. Så jeg blev nødt til selv at gå forrest og det blev en lang og lærerig proces, som blev viklet sammen med albumtilblivelsen. Her øvede jeg mig i at være stolt af mig selv, tage mig selv seriøst, tro på mig selv, sige hvad jeg mener, at fortryde uden at skamme mig, tage ansvar og samtidig turde slippe kontrollen, tro på processen og ikke mindst have tillid.
Så det var helt vildt forløsende da albummet kom. Det har været en vild tid, og det at udvikle sig selv og lære sig selv at kende, slutter jo aldrig, men det var alligevel rart at sætte et punktum for den proces og kigge tilbage og se hvor meget jeg var vokset.“
SIDE 33 – Hvad ser du ellers med glæde eller forventning frem til i 2020 indenfor musikkens verden?
“Jeg glæder mig altid til at skrive nye sange. Så snart jeg har udgivet noget nyt, så kan jeg mærke alt den nye musik der trænger sig på. Så 2020 bliver fuld af sangskrivning, fordybelse, udforskning af sound og tid i studiet. Så der ikke skal gå 7 år før mit næste album skal komme! Det føles altid som om, at det kun kan gå for langsomt, men den slags tager jo bare tid.“
Derudover glæder jeg mig meget til alle koncerterne der allerede er booket! Vi har spillet en del i efteråret og er virkelig taknemmelig for at vi kan fortsætte! Sangene på Be Lucky er SÅ fede at spille live og har de dejligste og dygtigste musikere med mig rundt.
SIDE 33 – Her på siden søger vi jo også gerne det alternative, og de mere smalle udgivelser. Har du en personlig favoritsang om julen eller tiden omkring, som du vil anbefale? Altså en sang, der ikke lige findes på de mest sædvanlige ”Jule Hits” opsamlinger.
“Jeg er meget vild med ”Anywhere With You” med Hymns From Nineveh!”