Julekalender – LÅGE 2

"Dagens artist - B-Joe - med egen alternative julesang"

Fotograf: Maria Fremming

På Side 33 vil vi som vores julekalender på vores webside hver dag fra 01.12 til 26.12. bringe et kort interview med dagens artist. En person vi i årets løb føler har bidraget med gode oplevelser eller begejstring til musikhjertet . For julen er jo som bekendt hjerternes tid – så lad os sætte musik og spørgsmål i omdrejninger.

Dagens artist er B-Joe alias Joe Johansen, der i år har udgivet et nyt album “Electric Blue” det første siden 2012 – og det med lidt af et A-hold bag sig –  Michael Engman Torp (bas), Flemming Olsen (trommer) og Kasper Daugaard (keyboards) – og de leverer fuld pensum fra the school of rock med både classic rock, heartland-rock, blues, psykedeliske stemninger, flower-power power og historiske hippiefornemmelser på skemaet.

B-Joe må betragtes som et af vort lands forholdsvis få nulevende ægte guitarguder, og på dette album folder han og bandet sig i den grad ud med løssluppen ekvilibrisme, energi og lyst over 10 numre, der insisterer på, at der også i 2019 er plads i det musikalske landskab til guitarorienteret næstekærlighed.

Samtidig har B-Joe turneret land og rige rundt som en del af Hardinger Band, og sørget for at nationalskatten fra Shu-Bi-Dua stadig bliver rocket og rykket med ligedele værdighed og vitalitet.

Vi stillede ham vores tre julekalenderspørgsmål – om året der gik, det der kommer og så et om julens musik.  

SIDE 33 : Musikåret 2019 er ved at gå på hæld. Hvad har for dig personligt været de mest minderige og positive musikalske stunder eller oplevelser i året der gik?   

Det må absolut være indspilningen og udsendelsen af mit nye album “Electric Blue” og den smukke modtagelse, det fik – bl.a på Side 33, hvor især foromtalen af albummet rørte mig dybt. Man er jo altid usikker på, hvad det egentlig er, man har skabt … om det er acceptabelt eller noget rigtigt lort. Mine bekymringer blev pludselig meget mindre, efter at have læst foromtalen og senere anmeldelsen – og de andre smukke anmeldelser, som fulgte efter … Man (jeg) laver jo ikke min musik for anmelderne, men det betyder da noget, om man bliver ditched eller hyldet 😉

SIDE 33 : Hvad ser du ellers med glæde eller forventning frem til i 2020 indenfor musikkens verden?  

“Jeg glæder mig til at skulle rigtig meget ud at spille. Hele sommeren – fra maj til september – er totalt booked med Hardinger Bands sommertour. Masser af festivaler og udendørs arrangementer på de store scener, som jeg elsker at boltre mig på. Og når sommeren går på hæld, skal vi sgu’ ud at spille B-Joe efterårstour. Dét bli’r for viiiildt!!!”

SIDE 33 : Her på siden søger vi jo også gerne det alternative, og de mere smalle udgivelser. Har du en personlig favoritsang om julen eller tiden omkring, som du vil anbefale? Altså en sang, der ikke lige findes på de mest sædvanlige ”Jule Hits” opsamlinger.

“Jeg har min egen alternative julesang, som er mere animistisk end kristen og uden alt for mange nisser. Den handler om solårets midvinter, og de ritualer der traditionelt set er forbundet med årets korteste dag og længste nat. Om shamanen, der trommer solen frem fra sit vinterhi igen … så vi kan leve og trives.






Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.