Det er efterhånden snart 20 år siden at Julie Maria udsendte sit bemærkelsesværdige debutalbum ”Beautiful minor”. Siden er det blevet til yderligere fem album, der alle har været med danske tekster.
For det givende samarbejde og samspil, som hun opbyggede med Steffen Brandt efter at han i 2006 inviterede hende med til en af hans ”Udenfor sæsonen” koncerter, gav grobund og lyst til at udtrykke sig på dansk.
I 2007 kunne man høre de to i en stadig mindeværdig duet på den smukke sang ”At elske dig” fra albummet ”På kanten af virkeligheden”, og senere udkom den i et boblende Mike Sheridan remix på EP’en ”På vej ud over kanten”.
Julie Maria blev med rette regnet som en af sin generations store sangskrivertalenter, men i 2019 havde hun et behov for at trække sig lidt tilbage fra sin musikalske fortid. Hun var på det personlige plan generelt midt i en transformationstid, og vidste at det også måtte inkludere hendes musikalske virke.
Stille og roligt gik hendes sangskrivning fra mol til dub dur, ikke mindst inspireret af at hun var flyttet til Trekroner i Roskilde, hvor balancen mellem behovet for både by og natur for alvor gik op.
I 2019 blev der udskrevet en konkurrence om at skrive en sang til fejringen af 75-året for Danmarks befrielse. Med en præmiesum på 90.000 kr. og over 1200 indsendte tekster og melodier er det den største sangskriver konkurrence i Danmark nogensinde.
På opfordring begyndte hun at se på om hun mon kunne skrive en eviggrøn melodi til vinderteksten ”Frihedens Lysdøgn”, som Anne Vad så formfuldendt havde skrevet. Det lykkedes kun delvist, men hun så tog kontakt til Nikolaj Busk (Dreamers Circus), der på egen hånd selv havde forsøgt at komponere et bidrag, men havde opgivet . Men sammen var de gode, og resten er historie.
Sangen vandt konkurrencen og har siden fået sig et liv langt ud over jubilæumsåret 2020. For først har corona pandemien og siden krigen i Europa på brutal vis understreget at vi aldrig skal tage friheden for givet.
Sangen er allerede blevet optaget i højskolesangbogen, og senest også i den nye og meget flot illustrerede udgave af Højskolesangbogen for børn.
Projektet gav ikke bare Julie Maria fornyet tro på altings timing, men også en tro på at hun var på rette nye veje, og siden har hun været involveret i alverdens forskellige andre projekter, der alle har de som rød tråt haft det til fælles at ville gøre noget for håb, fællesskab og samhørighed.
Hendes faste musikalske følgesvend er nu om dage hendes TC helicon voice live loop station, der kort beskrevet i selve nuet optager vokaler, lyde og instrumenter, så hun i løbet af ingen tid kan lyde som en regulær musikalsk enmandshær.
Hun optrådte for nylig ved to vellykkede og innovative koncerter i lokalområdet, hvor SIDE 33 var til stede blandt publikum i henholdsvis kulturhuset “Det kolde lade” og Trekroner Kirke. Det var begge steder mildt sagt overvældende, og beviste til fulde at en kunsters udviklingspotentiale på ingen måde er aldersbestemt.
Julie Marie lyste naturligt op i et overdådigt smukt lydbillede, og tilmed berigede hun publikum med nærværende og tankevækkende reflektioner over hendes egne oplevelser med hvad lys og lyd kan gøre ved og for en. Som tilhører fornemmede man en artist, der var både balanceret og i bevægelse, fordi hun på sin egen måde har åbnet sig for noget større. Det var som om hun talte og spillede helt frit, og derved skabte nye relationer til tid, sted og rum. Tæt på magisk.
Det kan det måske også være at opleve Julie Marie i den kommende tid, hvor hun tager rundt på en lille tur i forbindelse med hendes store JulieMariaInTheLoop livesession-kulturprojekt.
Et meget originalt projekt, der er lavet i samarbejde med spillestedet Fermaten i Herning og fem unikke kulturperler i Midt og Vestjylland. Essensen er seks nye Julie Maria sange, hvortil der er lavet seks meget flotte og stemningsfulde videoer. De fungerer som et levende bevis på at der i den grad er tale om et nytænkende og ‘ud-af-de- vante-rammer’ projekt, baseret på et stærkt kultursamarbejde med en masse gode folk og institutioner i Midt og Vestjylland. Videoerne er optaget på henholdsvis på Nørre Vosborg, Nordisk Teaterlaboratorium, CHPEA Museet, Bovbjerg Fyr, Remisen i Brande og på Fermaten.
I de kommende uger tager Julie Maria rundt på en LIVE session tour, hvor hun genbesøger de nævnte steder, så man igen kan få mulighed for at opleve hvordan et tværgående og unikt samarbejde, kan bidrage til at løfte og inspirere hinanden både geografisk og kulturelt. For er der noget tiden er moden til, så er det lidt mere bæredygtigt fælleskab på tværs.
Julie Maria går forrest. Hun leverer et livsbekræftende soundtrack fyldt med visioner og nysgerrighed. Herfra følger vi gerne med.