Fra i morgen kan man på TV 2 følge Mikkel Beha Erichsen og hans familie i ‘Kurs mod nord’. Efter mange års eventyr og sejlads i eksotiske farvande peger kompasnålen nu mod nord. Her skal et gammelt svensk redningsfartøj – skibet ”Wallenberg” bringe dem trygt igennem is og høje bølger.
Til at lave titelsangen har man igen valgt Juncker, der også lavede titelsangen “Havanna” til den tidligere serie “Kurs Mod Fjerne Kyster”.
En sang, der må betragtes som Junckers største hit udover “Mogens Og Karen” fra debutalbummet ”Snork City” fra 2004. Det er ellers ikke fordi han ikke har lavet gode sange i mellemtiden, hvilket blandt andet kunne høres på det helt urimeligt oversete opsamlingsalbum ”L’esprit de l’escalier”, hvor han genindspillede mange af hans bedste sange fra perioden 1999-2013 og udgav det på CD og digitalt via Target Group.
Albummet indeholdt blandt andet sangen ”På flugt fra alting” – oprindeligt indspillet med bandet Junior – og den rummer de herlige indledende linjer:
”nu vil jeg rigtigt langt væk – helt derud – hvor man klør sig i røven med et bambusskud ”
og så slutter han sangen med –
”på flugt fra alting på flugt fra alting – jeg har madpakke med”
Mon ikke også der er madpakke med på rejsen mod nord? Fælles for familien Erichsen og Christian Juncker er det i hvert fald, at udlængsel , syn på verden og sult på oplevelser kan beskrives på mange måder.
Juncker har med den nye single nok engang bevist at han som sangskriver tilhører samme liga som f.eks. Peter Sommer og Søren Huss – og det kan i hvert fald konstateres at han næppe har fundet mange bambusskud på sin vej.
For produktiviteten og kreativiteten er intakt. Sidste år udsendte han f.eks. ”Globus NV”, som er nærmest umuligt at komme uden om hvis man skal lave en Top 10 over de bedste danske album i 2018.