Forleden var der historien om Mumford & Sons, der havde holdt pause i en koncert for at se afslutningen af Champions League kampen Liverpool – Barcelona.
I morgen er der så nyt vand til sport og musik møllen, idet Juncker udgiver singlen ”Udover Brønshøj”. En sang, der er skrevet på bestilling fra Brønshøj Boldklub’s fanklub Hvepsene Support, som en gave til hele klubben i anledning af at denstolte klub i år fylder 100 år.
For en sjælden gang skyld er det ikke en lettere lalleglad i ”lå lå lå låget” sang, med et såre simpelt stadion omkvæd. Det er derimod lykkedes Juncker at skrive en fodboldsang, der rækker langt udover fodbolden – og nærmere fremstår som en slags ”lokal nationalmelodi”. Reelt mere en åbenhjertig kærlighedserklæring til en bydel og til nogle af de værdier som den og klubben bygger på. Man fristes til at citere gode gamle Svend Gehrs med ordene ”Det er genialt det der!”
Den 42-årige Christian Juncker er født i Holstebro – boede i ungdomsårene i Odense, og flyttede så til Brønshøj, som nu er det sted, hvor han har boet længst. At Juncker er en skarpt observerende, levende og stærk historiefortæller har han bevist gang på gang i en karriere, der efterhånden har strakt sig ud over 20 år og lidt over en håndfuld glimrende album. Senest har han gjort indtryk med singlen ”Wallenberg” til TV2 serien ”Kurs mod Nord”.
Han har derfor været den helt rette man til at sætte ord på det autentiske, det uberørte, det uperfekte, det slidte, det afskallede, det afblegede – og alle pilsnerne, pølserne, hverdagen på stadion, følelsen af tipslørdag samt kærligheden til fodbold og Brønshøj. En bydel – der udover Bjarne Reuter – i de senere år desværre mest er blevet omtalt i mindre flatterende vendinger i forbindelse med området Tingbjerg i relation til ghetto debatten.
Om baggrunden for sangen udtaler han i et nyligt interview med Brønshøj-Husum avis blandt andet:
– Boldklubbens supportere gjorde klart, at de ikke ville have endnu en hjernedød slagsang, men snarere en hyldest til bydelen, den sociale smeltedigel, som byen er fra de store villaer til Tingbjergs blokke, hvor
stadion ligger ned til Utterslev Mose, hvor så mange legendariske bøger og film er blevet til, takket være Bjarne Reuter. Den tone ville de gerne have at jeg prøvede at indfange.
– Der hviler en særlig ånd over Brønshøj Boldklub og bydelen i form af en sjælden afslappet, hyggelig og rummelig indstilling, som tydeligst kommer til udtryk på stadion, når vi en sjælden gang er bagud med 3 mål og der er 2 minutter igen, og publikum bryder ud i sang: ”Vi er på vej, vi er på vej i Champions League”. Og med begge ben plantet solidt og en finger stukket i jorden, er det den sjæl, jeg har prøvet at sætte ord på.
”Udover Brønshøj” er inspireret og vakt til live af åbningslinjerne fra ”Månen over Bella Bio” af Bjarne Reuter: ”Jeg er et hus af glas, et gennemsigtigt vindpust i al den blå sne. En fakkel i mørket, en streg i luften,
salt på tungen, et lille OTA-solgryn i vinden.”
Sangen er indspillet med Henrik Balling fra Gangway i Medley Studiet på Vesterbro, hvor Jakob Groth, som også producerede og mixede Junckers 2018 album ”Globus NV”, igen har skruet på knapperne.
Side 33 har fået lov af Target Group til at vise videoen her dagen før officiel premiere.