I dag skal regeringen og folketinget sætte retningslinjerne for FASE 4 af genåbningen af vort lille land. Det sker med en kulturminister Joy Mogensen, der som minister har virket lige så svag og svækket, som hun var stærk og handlekraftig igennem mange år som borgmester i Roskilde Festivals moderby. Om det er agt eller magt hun har manglet er svært at spå, men det kan konstateres at der ikke er grebet mange af de ellers gode konstruktive forslag, der f.eks. er lanceret fra Zenia Stampe fra Det Radikale Venstre, der som en af de få kulturordførende politikere rent faktisk har signaleret at hun vil og forstår betydningen af kulturoplevelser i vort lille land.

Så vidt jeg ved er der ikke mange folkevalgte, der har baggrund i musikbranchen eller underholdningsindustrien – og sådan er det sikkert også i deres embedsværk – og hos de forskere, der skal rådgive og rapportere til dem. Jeg har dog hørt fra sædvanligvis pålidelig kilde at Kåre Mølbak rent faktisk kan spille en god omgang guitar hvis det lige tager ham. Så kan tonen ikke lige få en anden lyde – og en der stemmer med virkeligheden, som den rent faktisk er – og ikke som nogle tror i kassetænkningens forurenede og forenklede billede.

Lad os dog starte med det vigtigste – publikum. Uden dem – er der ikke meget kunst og musik tilbage. Uden kunst og musik er der ikke meget liv tilbage. Punktum.  

Alle meldinger fra FASE 3 går på at langt hovedparten af publikum i alle aldre og til alle typer af kultur og musikarrangementer rent faktisk har forstået at efterleve de til stadighed gældende retningslinjer om afstand og hygiejne. Lad det blive ved at være sådan – og lad os som publikum blive ved med i god ro og orden og i en god tone, at erindre hinanden om at det nu engang er sådan virkeligheden er lige nu. Lidt besværligt – men også det hele værd – HVIS vi som publikum til gengæld kan få lov at opleve KERNEVÆRDIEN – kunsten, kulturen, musikken, sporten – og se den virke, frem for at se den lide en stille død.

Det kan vi kun hvis det sikres et levegrundlag for alle led i branchen. En lille del har levet godt – nogle få mere end godt – og kan klare sig længe hvis de som f.eks. Annette Heick også har levet med en form for økonomisk ansvarlighed. I et stærkt interview med Berlingske.dk skriver hun blandt andet følgende (i uddrag) direkte appel til  kulturminister Joy Mogensen.  

”Vi tjener vores penge på at levere glæde, omsorg og nærvær i al slags vejr. Det kræver håndelag, erfaring, professionalisme og en bevidst tilsidesættelse af egne behov. Hvis ikke vores kulturminister tager vores branche alvorligt, hvorfor skulle danskerne så gøre det?

Regeringstoppen har leveret en historie om, at det var særlig farligt at være i sale, hvor man griner eller synger. Sådanne negative eller mangelfulde udmeldinger er gift for os i underholdningsindustrien.

Det siger jeg ikke af disrespekt for sygdommens luner, men fordi jeg repræsenterer den milliardindustri, der sælger godt humør og ubekymrethed til danskerne. Vi skal kunne tilbyde tryghed og sige til folk, når de bestiller billetter, at der er styr på det. F.eks. at de får et gratis mundbind, og vi placerer dem efter regeringens anvisninger. Men har vi ingen klare retningslinjer, ja så sælger vi ikke billetter. Og hvis vi ikke sælger billetter, så er vi de facto lukket ned.

Jeg og en lang række kunstnere har tjent godt og artigt lagt til side, men netop derfor føler jeg en forpligtelse til at gøre opmærksom på, at vi i det øverste lag af kagen kun repræsenterer en lille bitte del af faget. Under os befinder sig en enorm mængde af mennesker, som siden marts har været uden job, uden mulighed for at få hjælp, uden mulighed for at agere.

Jeg skrev allerede i maj måned, at jeg ikke mente, vi ville kunne komme i gang med kulturen før 2022, fordi så lang tid tager det at sætte ting i søen, og så lang tid ind i fremtiden har jeg selv fået jobs aflyst. Retfærdigt eller ej. Det er en forudsigelse, som jeg desværre stadig tror på. Det er også noget, jeg har kunnet tage højde for i min private økonomi. Og det er heldigt for mig. Men hvad det angår, er jeg på ingen måde repræsentativ for min branche. De færreste har haft de muligheder, jeg har haft, og deres sag skal tales. Højt og klart. Lige nu bøjer de nakken og stirrer døden i øjnene”.

Klarere kan det ikke siges – en lille del af branchen og udøvende kunstnere skal nok klare sig – men hovedparten vil bukke under i løbet af kort tid, hvis ikke der sker noget.

Nogle vil måske mene at der er for mange kunstnere og musikere herhjemme – og at alle ikke vil kunne forvente at kunne leve af sit håndværk. Ganske rigtigt. Men som et folk har vi brug for kultur til at samle os, gøre os klogere, udvikle os, underholde os – og derfor er der også et overordnet politisk ansvar for at der sikres et så bredt orienteret kulturudbud landet rundt.

Lad os gerne bruge dette afbræk i vanens magt til at gentænke hele den måde vi støtter og udvikler kulturen på – der er med garanti sovepuder, der kan fjernes, og der er med garanti brancheforeninger, der kan arbejde stærkere sammen. Det vigtigste er at holde fokus på målet – på bolden – og at holde en milliardindustri med tusindvis af arbejdspladser – driftig og givende.

Der er nok af gode branchefolk som politikerne og deres embedsværk kan spørge til råds! Udover Annette Heick har fornuftige folk som Simon Kvamm, Signe Svendsen, Michael Falch, Harald Haugaard, Ginne Marker, Ralf Christensen og Jesper Jul fra spillestedet Pavillonen allerede komme med respektfulde og indsigtsfulde indlæg og betragtninger, der som den røde tråd har udgangspunkt i at vi ikke kan eller skal skære alle over en kam.

Og lad det til sidst være sagt. Hovedparten af publikum vil rent faktisk ”bare” gerne have lov at se og høre – de behøver hverken sex, drugs eller alkohol imens.

Så HVIS det (alkohol) er problemet – så igangsæt gerne f.eks. koncerter og teater- og sportsbegivenheder med alkoholforbud. Det vigtigste er at vi kommer i gang med ALT det som er forsvarligt i forhold til IKKE at sprede yderligere sygdom.  Det kræver ‘blot’ at de folkevalgte politikere evner at skelne og prioritere. Så lad nu FASE 4 være præget af sund fornuft, tillid og tro på hinanden, og klare – men individuelt betingede – retningslinjer, der peger i retning af en vision – og nogle mål for hele branchen.