Kan man lære et træ at danse?

”Stig Skovlind har fundet svaret, melodien og kærligheden på Cuba”

Fotograf: PRESSEFOTO

Sanger og sangskriver Stig Skovlind fik i 2020 et længe ventet gennembrud med sangen ‘Jeg skal hilse fra Havana’. Den fulgte han op med den lige så charmerende og dansable ”Lille Danserinde” og senest ”Cocomama”.

Alle singler, der viser at Stig Skovlind sammen med et stærkt hold af sublime spillemænd (Kaffeorkestret) har formået at finde sit helt eget ståsted, hvor han mixer en poetisk dansk pop tone med musikalsk inspiration fra noget varmere lande. Resultatet kan høres som en slags hjemmelavet cocktail, med inspiration fra Paul Simon, Santana, Bo Kaspers Orkester og Buena Vista Social Club som hovedingredienser.  

Hans musik tænder for varmen, skruer op for farverne, og giver noget tro på at der rent faktisk er noget kærlighed og glæde til os alle.

I dag udsender han så sin nyeste single – den eksotiske opfølger ”Kan man lære et træ at danse?”. Blev ”Jeg skal hilse fra Havana” et lille gennembrud for denne sympatiske musiker, så bør denne nye single blive et regulært hit på enhver radiostation og i ethvert hjem med en voksen lytterskare, der har en form for lyst til at få kroppen frivilligt bevæget.   

En sang, der kort sagt har en effekt, som en varmelampe i en kold tid.

Privatfoto venligst udlånt fra ”LANGT UDE I CUBA”

Den usædvanlige historie bag – kommer på TV!

Sangen beskriver hvordan livet og kærligheden frister til at tage helt nye skridt hen ad vejen. Da Stig i februar 2020 filmede musikvideoen ‘Jeg skal hilse fra Havana’ ude i Cuba, faldt han nemlig for en cubansk kvinde, der medvirkede i videoen som danser. Kærligheden var heldigvis gensidig. Stig måtte dog rejse hjem da Coronaen truede med at lukke verden ned, og der skulle gå 18 måneder før han genså hende.

En landsdækkende tv-kanal rejste med Stig ud til Cuba i september 2021 og dokumenterede genforeningen. Programmet beskriver langdistance kærlighed og det med at satse alt for kærligheden. Hvordan det gik, bliver vist på landsdækkende tv senere på 2022. Kanalen breaker selv titel og udsendelsestidspunkt.

Undervejs i de 2 måneder Stig opholdt sig i Cuba lykkedes det ham at filme en dejlig livsbekræftende musikvideo til sangen, der i den grad viser noget om glæde på trods – for Cuba er i den grad et land, hvor kontraster mødes, og hvor det kan være nødvendigt at danse tunge tanker væk.

Udgangspunktet for sangen og video er udover usikkerheden om langdistancekærligheden kunne holde, også om den udkårne – Leinis Marlen – som professionel rumbadanser kunne lære den noget stivbenede skandinav at danse. Vi skal ikke gøre os til dommere over resultatet. Tjek selv.     

Opholdet medførte også at der aktuelt arbejdes på andre projekter. For Stig boede under opholdet hos den cubanske sangerinde Milada Milhet og hendes mand, og de begyndte at arbejde på en version af ‘Jeg skal hilse fra Havana’ på spansk. Milada har nu oversat og bearbejdet den danske poesi  og sangen skulle være ved at være klar til det noget større spansktalende publikum med Milada som solist.

Sidste år udgav hun den glimrende single ”Nada Sera Sin Luz”, der i den grad afslører en rustik og sjælfuld sangerinde ikke ulig en lidt mere ’rusten’ udgave af vores egen Hanne Boel.

Vil man læse nærmere om turen og se en masse flotte fotos, så kan man for et valgfrit beløb på kr. 20 eller derover læse hele dagbogen ”LANGT UDE I CUBA” via https://digidi.net/stig-skovlind

Vil du opleve Stig Skovlind & Kaffeorkestet live for første gang i 2022, så skal du se at få købt billet til Hvalsø kulturhus d. 26 marts 2022, hvor der i den grad er mulighed for en helhedsoplevelse ud over det sædvanlige.

Inden koncerten kan man nemlig tilkøbe en tapas buffet – og alt imens der spises fortæller Stig Skovlind og viser farverige billeder fra sin rejse igennem et fantastisk Cuba og afslører måske også her om man kan lære et træ at danse! Hvor mange træer der så er til stede i lokalet man måske ses i den efterfølgende halve times danseundervisning i Salsa, inden at der tages hul på to sæt musikalsk underholdning og et par DJ Sæt.

Sikke da et program. Respekt til Hvalsø Kulturhus – de fortjener næsten af få en “Jeg skal hilse fra Hvalsø” sang !   

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.