Sønderjyske Kasper Buch er trods sin stadig unge alder en sanger og sangskriver, der på god gammeldags maner via mere end 400 koncerter siden hans første professionelle koncert i 2016, bare stødt og roligt har udviklet sig på alle planer. Det har gjort, at han nu for alvor har fået tegnet omridset af sig selv, og sine musikalske rammer.
Hans debutalbum ”Memories” fra 2020 understregede billedet af en artist på rette vej, men som langt fra var kommet i mål. Siden overbeviste hans to 2021 singler ”Point This Ship” og ”Searching For The Day” om at han fortsat havde helt styr på retningen.
Sidste år fulgte han op med den melodiske single ‘Holding On’ med tilhørende musikvideo, som hyldede hans families stærke opbakning til Kaspers drøm om en musikkarriere. En drøm og en vej, der også har været vanskeliggjort af en psykisk sårbarhed, som han har været meget åben omkring, og nu har fået vendt til en styrke.
Nu kan han så afsløre, at det bliver i starten af 2024 at hans længe ventede andet album udkommer. Han har netop færdiggjort indspilningerne til albummet i Lundgaard Studios sammen med sit faste band.
Som optakt dertil udgiver han den optimistiske uptempo-single ‘Running My Own Way’ i morgen den 10. november. En eftertænksom sang, der oser af tro, håb og kærlighed og som ligger i naturlig forlængelse af temaet for “Holding On”, der iøvrigt også vil være at finde på det kommende album.
“Running My Own Way” beskriver ifølge Kasper Buch den rejse, han startede for snart otte år siden. Han er netop blevet far til sit barn nummer to, og er ganske åben om de valg han har måtte træffe for at nå dertil, hvor meget af hans liv foregår på landevejen.
“Vi skal ikke tage publikum for givet, men jeg vil heller ikke lægge skjul på, at prisen er høj, når jeg må undvære familien i længere perioder. Musikbranchen er uden tvivl et felt, hvor man kan føle, at man står meget alene. Men man må satse alt for at nå ud til sit publikum”.
– Kasper Buch
Kasper Buch har om nogle erfaret, at det er en livsstil at være musiker, og det kræver noget af alle i familien, fordi omkostningerne og bumpene på vejene ikke altid er til at regne ud. Det beskriver han så ganske rammende på ”Running My Own Way”, der trods sin indadvendte titel vel mest af alt er en hyldest til fællesskabet, og kærligheden til og fra de nære og kære.
Måske er historien hørt før, men krydret med livsklogskab fra egen kuffert, og pakket ind som en melodisk pop/rock sang, så fremstår budskabet alligevel både frisk og relevant.
P5 kan vidst roligt gøre plads på sendefladen. En sang, der på sin helt egen måde, kalder på genhør.
Kasper Buch spiller på Ribe Bryghus den 25. november, og ellers er der aktuelt ni koncerter i det nye år at se frem til. Flere vil blive tilføjet.