The Victim havde sat guitaren til salg

”Den største ofring blev dog aldrig effektueret – et opkald ændrede alt”

Fotograf: Pressefoto

I disse tider hvor det for mange føles svært rigtig at nyde forårssolen for alle de grå eller sorte skyer, der mentalt hænger omkring os som følge af COVID-19 pandemien kan det være helt rart, at høre en positiv historie fra den virkelige verden. Den fik vi i et telefon interview med sangeren og sangskriveren The Victim alias Kenneth Nefling.

En af de fortællinger – som historien er så righoldig på. Mennesket på skillevejen.  Mennesket der opgivende kigger ned i mørket, men stadig drømmer om lyset – og pludselig ser det, mens det mindst ventes.  

The Victim debuterede tilbage i 2015 med singlen ”California” – et nummer der kom radiovært m.v. Alex Nyborg Madsen for ører, og som derfor blev luftet lejlighedsvis i hans legendariske og altid nysgerrige ”Madsen” programmer på DR P4. Men det der ellers lød som et oplagt og klassisk radiohit – the American way – blev det ikke. Madsens medie magt rakte desværre ikke her – og det blev ikke til den radio rotation, som både Nefling, Madsen og denne skribent havde troet og håbet på.


Det skabte usikkerhed og uro hos den unge sangskrivende selverklærede sortseer – og hans debut EP via Airborne Records trak ud – men så endelig dagens lys i 2017. Tre numre fra ”Letting it Go” fik flere afspilninger på DR end ”California” – men at fortolke det som om de var i fast radio rotation er nok at overdrive. Alle tre sange er endt med til dato at være afspillet imellem 24 og 34 gange – altså nogenlunde hvad der svarer til antallet af gange som DR P4 vælger at spille en håndfuld Nik & Jay numre om ugen – året rundt!  

Der er så heller ikke meget bling eller boing boing over The Victim. Han er i al stilfærdighed ”bare” en sympatisk ung mand med et melankolsk sind, en vokal der behager og en stærkt sangskrivertalent, der hverken kan eller skal holdes nede.      

2018 gav en del små spillejob rundt omkring – blandt andet den 23.06 på Elværket 3300 i Frederikværk, hvor føromtalte Alex Nyborg Madsen igen lod sig begejstre. Men man kan jo ikke leve af ros og rygklap, og nogle måneder efter valgte The Victim at smide håndklædet i ringen. Troen og selvtilliden var væk – han satte sin guitar til salg på Den Blå Avis.

Dagen efter ringede telefonen – det var ikke en potentiel køber – det var Michael H. Andersen fra Target Records, der via Alex Nyborg Madsen havde fået anbefalet The Victim, og derfor havde et tilbud om en pladekontrakt klar. Kontrakten blev underskrevet og annoncen på Den Blå Avis blev taget af igen.

Hvad kan vi så lære af det? Det kan betale sig at give op! Ellers også at kvalitet ikke kan holdes nede, og at hastværk ikke nødvendigvis altid er det rette arbejdstempo.

The Victim fik ro til at få skrevet de rigtige sange, og til at få dem bearbejdet og finpudset sammen med producer Anders Overgaard. Stadig med melankolien som tro følgesvend når en tekst skal forfattes. For selvom Kenneth Nefling også i kærligheden har set lyset siden debut EP’en, så er den glade kærlighedssang ikke bare den der skriver sig lettest, og ligger bedst i munden hos The Victim. Men han arbejder da på sagen – og en enkelt ægte positiv kærlighedssang er blevet skrevet og er også luftet live – men vejen til et album er nu nok stadig lang.

Det aktuelle album  – eller rettere første del af det ender som et samlet album – ”When Everything Is Over, Pt. 1” – er netop udkommet – og viser tydeligt billedet af en artist, der med fuld fokus på sangene fortsætter en udvikling, som bør vække bredt gehør i de kommende år, og holde tanker om den Blå Avis på behørig afstand.   

 Drømmene er intakte hos The Victim – og hans taknemlighed for at kunne gøre det han gør er stor. Vi er til gengæld taknemmelig for at han fortsat gør det!

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.