Kira Martini spiller sig ud i grænselandet

”Ny single er en ode til de langsomme aftener i byen”  

Fotograf: Pressefoto

Fire primært jazz orienterede album er det blevet til for Kira Martini, der album debuterede i 2012.

Siden har hun været en særdeles populær og respekteret skikkelse på landets mange små spillesteder, ikke mindst pga. hendes altid tilstedeværende stil, og en varm og sjælfuld vokal.  

Sidste år modtog hun den ansete Palæ Jazz Pris, der tidligere er tildelt navne blandt andre Alex Riel, Kenny Drew, Elith Nulle Nykjær, Ole Fessor Lindgreen, Ed Thigpen, Hugo Rasmussen, Josefine Cronholm, og Benjamin Koppel. Et flot og ganske velfortjent selskab at blive placeret i for Kira Martini.

Nu er hun snart klar med sit første album siden 2019, og denne gang har hun valgt at skubbe lidt til rammerne, med en mere åben tilgang til sangskrivning i grænselandet mellem genrer.

Singlen ”Better life” emmer dog af den slags ægte blåtonede jazzfeeling, som man ikke ’bare’ kan øve sig til. Det mærkes og høres at det her er 100% autentisk, og skabt direkte fra et blåt og sjælevarmt hjerte.

Singlen udkom den 26. januar via Storyville, og i dag kan vi så præsentere en videopremiere her på siden.

Med ”Better life” hylder Martini den kærlighed, melankoli og tilstedeværelse, der strømmer ud af de små barer på hverdagsaftener i jazzens København. Nummeret er skrevet som en ode til de langsomme aftener i byen. Til hverdagen, på de små scener og barer, hvor der altid er et sted, der strømmer blå toner ud fra.

”Jeg elsker dagligdagens stemning i byens rum. Der er mere ro og plads til alle slags følelser. Man kan altid finde et sted at høre musik, jamme, og bare hænge ud. Jeg elsker den spontanitet, der er plads til. Ikke at vide hvem jeg møder, eller hvad der vil ske. Lidt ligesom når vi står på scenen og spiller musikken – vi kender den, men den fører os altid nye steder hen”, fortæller Kira.

Sangen er skrevet en morgen efter sådan en jazz nat i København. Kira tog afsted en anelse melankolsk, men vendte hjem opløftet – løftet af lydene, musikken, kram, gode snakke og gensyn med venner og bekendte. Næste morgen satte hun sig ved klaveret og ”Better Life” dukkede op.

Den stemningsfulde ballade er indspillet med Johannes Wamberg – guitar, Jakob Dinesen – saxofon, Anders Fjeldsted – bas og Morten Ærø. Og får du lyst til at høre nummeret live, så spiller Kira Martini til Vinterjazz den 3. februar på La Fontaine i København og den 17. februar på Esbjerg Jazzfestival.  

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.