Klar parat – så er der sommerhit stemning fra Tung Pirat

”Ny musikalsk bastard lægger godt fra land på deres anden single”

Fotograf: PRESSEFOTO

To danske musikere flytter til Norge – begge arbejdsrelateret. De mødes på en legeplads. Mytteri opstår ikke – men lysten til at søsætte en ny duo opstår legende let, og TUNG PIRAT er født! Bag navnet gemmer sig Kristian Kjærulff Ravn aka. Ulvefar og Joachim Debell aka. Rebell-Debell. Ravn primært kendt for sit band Ulvetimen og sine aktier i musikerkollektivet Keminova Cowboys – der har udgivet to minderige album – mens Debell har over et par håndfulde soloudgivelser bag sig.

De debuterede i sidste måned med den charmerende single ”Krudt og gas” – der satte musikalske sejl til med en bastard af en cocktail af sømands-dancehall-reggae, happy-rap, balkan, swing, ska og rocksteady – det hele samlet på cirkusskibet Tung Pirat, der i den kommende tid vil sende yderligere 5 singler i søen.

På den nye single ”Lange stødtænder” cruiser de stilsikkert videre i et univers hvor inspirationskilderne løber let hen mod navne som Balstyrko, Gnags, Analogik, Kaizers Orchestra og Malk De Koijn.   

Et godt groove, et fedt vokalt flow, og en god historie med humoristisk kant og lidt fangst mellem linjerne lyder her på øregangene, som noget mange bør kunne komme i solid sommerstemning af. Tung Pirat er kort fortalt en humørpille med lidt dybere indhold end det lige ses på overfladen.

Med sarkasme og ironi tager de pulsen på samtiden og kommenterer med humor som våben. Når Tung Pirat smider svesken på disken, gøres det ved at sammensmelte fabelagtige fortællinger, hvor dyr spiller hovedrollerne. Antropomorfismen danner rammen for en, på nuværende tidspunkt, samfundskritisk fortælling, som man kan danse til og samtidig vælge at grine eller græde over.

På duoens anden single “Lange Stødtænder” introduceres vi for hvalrossen Bobbi, og han hjælpes godt på vej af den danske rapper AndyOp, der med sit debutalbum “Nærmest perfekt” ligeledes leverede en plade spækket med holdninger og sarkastiske stikpiller til magthaverne.

Så spørgsmålet er nu om det er fra dyr og ‘søsyge’ musikere sandheden skal findes. Svaret blæser i vinden sejlet. Vi anbefaler blot herfra – Tjek dem ud – for i vores ører er TUNG PIRAT er for alvor tjekket ind med denne single.

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.