Først og fremmest er det en udsøgt fornøjelse at høre et helt nyt ungt dansk band, der slet ikke lyder som så meget andet på up-coming scenen. Det er ikke endnu et band eller en artist, der vil lyde lidt som Mø, Jada, Gilli, Lord Siva, Hugo Helmig, Christopher, Lukas Graham, eller Minds of 99.

Når den unge kvartet Milevidt således nu udsender deres debutsingle ”Bare Børn” er det en helt anden – og pudsig nok mere moden lyd – som de præsenterer. En lyd, der lyder til at være samlet op på den vej som bands som f.eks. Ulige Numre, Folkeklubben og Blå Nætter før dem har betrådt med succes – og en lyd, som er blevet rigtig voksen i samarbejde med en af landets bedste producere – Nikolaj Nørlund.

Om Milevidt udtaler Nikolaj Nørlund:   “De har den rette kombination af mod, evner, ungdom, talent og poesi. Glæder mig til at følge dem fremover.”

Og fokus er rettet på håndspillet folk-rock med jordnære, dansksprogede tekster, som tager udgangspunkt i deres hverdag. Singlen ”Bare børn” er forløber for en debut EP der via Target Group udkommer 25. september.

Og så ved jeg ikke om det bare er mine overmodne sommerkolde øregange, der hører en form for rytmisk og opbygningsmæssigt rytmisk slægtskab med en god gammel klassiker som Søren Kragh Jakobsen’s ”Kender du det?” .

Ja, unge har vi jo alle været – også mulitiinstrumentalisten og sangskriveren Andreas S. Jensen – der fra 1979 – 1985 var en af stjernerne i børnebandet Parkering Forbudt. Siden rykkede hans teltpælene op fra Vesterbro – og flyttede til London, hvor han siden har fået opbygget en fin karriere i musikbranchen og et ganske imponerende CV – bl.a. som følge af arbejde med internationale artister som Kevin Lyttle, Armand Van Helden, Dido, og ikke mindst Dub Pistols, som han har spillet med verden over, og på de største festivaler.

I 2017 fik Andreas S. Jensen dog lyst til at rette fokus på sit eget udtryk, og det fandt han så ganske udmærket på debutalbummet ”Disturbed”, der bestod af ti –  ofte ganske iørefaldende – alternative pop-rock sange. Et album som beviste at Andreas S. Jensen formår at skabe sit eget univers på baggrund af alt den musik, der har inspireret han i årenes løb – lige fra akustisk singer-songwriter, rock, indie, pop, country, elektroniske elementer, og tysk cabaret fra 1930’erne.

Nu er han så ude med en ny single ”Love & War” – og der begynder sig bestemt at tegne et billede af en mand, der virkelig er ved at finde sig tilpas som solist – som manden i front, der med masser på hjerte, vil præsentere sine velskrevne sange. så stærkt som muligt – og vil kæmpe for dem på helt fredsommelig vis.  

Velskrevne sange er der også at hente hos en anden moden debutant – sangeren og sangskriveren Joakim Lykke, der netop har udsendt sin tredje single ”Set These Woods on Fire” – og den bekræfter indtrykket af en artist, der vel nu er parat til at komme med det debutalbum, der måske – lige som en god ost – har ligget på lager – lige præcis så længe, som det var nødvendigt. Straight ahead pop/rock uden de store armbevægelser – det skal der også være plads til.

Ja, nogle gange behøver det ikke være så svært. Nogle gange må det egentligt godt mest af alt være ganske enkelt.  

Sådan er det med duoen Bly – der består af Thomas Høirup og Rikke Tranberg – der netop har udsendt singlen ”Enkelt”. Det er helt enkelt en lytteværdig og behagelig lille dansksproget folk-pop sang, der fra første møde smyger sig ind under huden og bliver der, som en velkommen uventet gæst.

De beskriver det selv helt fint i deres pressetekst ”Lyden er let og legende og alvoren er lige bag smilet”. Skønt. Men ingenlunde et skønmaleri.

Ligesom hos Milevidt er det det nærværende og vedkommende, som er centrum for deres tekstunivers, der indsættes i et enkelt – men velspillet – og meget harmonisk musikalsk univers.

Videoen til ”Enkelt” er klippet i hånden og giver i mine øjne det rette billede af både sangen og gruppen, som jeg skal være ærlig at sige intet kendte til forinden.

De har rent faktisk skrevet sammen i efterhånden 8 år, og der er her tale om deres tredje single. Virker bestemt som nogle, der bliver værd at følge – både på udgivelsesfronten og live, hvor de specielt vil være at kunne finde via de fremadstormende low-fi platforme.

Holder man af f.eks. Alberte Winding – så kan man roligt notere Bly som et brugbart alternativ eller supplement.  

Så enkelt kan det trods ikke altid være. Så når man som band gerne vil hedde Are You In – så kan man jo vælge at stave det R U iN. Det har bandet der består af Blaxton Rune (vokal, guitar), Mark Winther (trommer) og Daniel Steffen (guitar, keys og teknik) så valgt. På førstesinglen ”Strange Love City” medvirker desuden Rasmus Hedegaard (bas) og Anne Andersson (trumpet).

Ikke mindst Anne Andersson trumpet spil løfter dette alternative rock nummer langt op over det gennemsnitlige – og til et niveau, hvor jeg allerede i spænding venter på hvad det næste bliver. På “Strange Love City” er det lyden af byens ulmende puls og glimtende tågelys man rammes af – i et nummer, der er båret af et enkelt og groovy drive – og en forsanger, der vel egentlig mest af alt lyder af naturtalent, som har tanken fuld til mere end EN bytur.

Billederne af den mærkelige kærlighedsby er visualiseret i en syret og farverig video fortælling skabt af kunstnere Brian Wolter.

Singlen er en forløber for det kommende debutalbum ”Fail Like a Saint”, der efter sigende skulle vise et band, der lige Andreas S. Jensen henter sin inspiration fra et bredere spektrum, der overskrider konventionelle grænser, lige fra alternativ folk, rock, pop til mere crooner-inspirerede, elektroniske, jazzy, eksperimentelle lydflader og klange, uanset oprindelse.

Sidst men ikke mindst – måske rettere på toppen af bjerget finder vi Palace Winter, der netop har udsendt singlen ”Top of the Hill”, der er en forløber til duoens tredje album ”Keep Dreaming, Buddy ”, der udkommer 23. oktober via Tambourhinoceros.

En både smuk og dragende elektronisk pop-single, der både sprudler og svæver igennem øregangene. Palace Winters forsanger Carl Coleman har fået fornemt selskab af Soffie Viemose fra Lowly – og skal vi ikke bare konstatere at de klæder hinanden.    

Det kommende album er en mønster eksempel på hvad der kan skabes sammen hver for sig – for det er primært blevet til via demo udvekslinger – sendt digitalt frem og tilbage mellem de to medlemmer Caspar Hesselager i Danmark og Carl Coleman, der boede på Tenerife seneste vinter.

På “Top of the Hill” er Carls frygt for sammenbrud i forhold sat i scene på selvsamme ø. Han fortæller:

“Jeg vandrede rundt på den her underlige vulkanø. Retrohotellet var som et glemt kursted i paradis. Det hele føltes som en David Lynchsk alternativ virkelighed. Caspar sendte mig de her synth-hooks og tromme-loops fra Danmark, og jeg begyndte at finde på melodier og lyriske ideer, som jeg optog på min telefon” fortæller Coleman om kontrasterne på det nye album, som blev skrevet fra to komplet forskellige miljøer”.

Imens var Caspar Hesselager i Danmark — inspireret af at lytte til hip-hop-beats og soulede hooks — ved at undersøge nye og ubetrådte soniske stier – der igen skulle kunne flytte lyden af Palace Winter nye steder hen.

Skal vi ikke bare konstatere at den nye single ihvertfald er godt på vej, og ikke ligefrem sænker forventninger mod det næste album.