KOM VI LØBER + SOLVEJ – Spillestedet Stengade, KBH – 08.09.22

Kom Vi Løber + Solvej af Anne Haldager (4)

Fotograf: Anne Haldager

”En livsbekræftende tur rundt i eksistensen”

I min anbefaling af denne koncert med Kom Vi Løber og Solvej som support, havde jeg beskrevet det som en ægte ’dobbelt up – happy hour’.

To artister, der hver især har to blændende album bag sig. Kom Vi Løber med det på vinyl helt dugfriske ”Parafrase”.

To sangere og sangskrivere, der hver især har den slags personlighed, som man husker blandt mange, og som skriver tekster, der smager af mere, fordi de simpelthen bare føles tættere på en bæredygtig gourmet menu end leverpostej – og fordi de ikke tager nærmeste Top 40 vej! Begge evner de at indramme de jordnære øjebliksbilleder, refleksioner og observationer på livets ellers svært beskrivelige vej.  

Jeg har før her på siden beskrevet Solvej, som en singer/songwriter, der strikker et rodnet af enkelt håndspillet musik sammen i historiefyldte sange. Sange der som udgangspunkt ikke er enten eller.

Solvej, der er i 30’erne – er opvokset i Vestjylland – og er netop flyttet tilbage i eget hus tæt på barndomsmatriklen – efter at have været omkring sitrende postnumre som KBH og Aalborg. For hende er det ikke et valg mellem land og by. Hun rummer nemlig lidt af det hele, og finder kvaliteter og svagheder ved begge dele, og det beskriver hun f.eks. så mageløst præcist på nummeret ”Bonderøv”, med den indledende linje:

”Jeg er en bonderøv, der ik’ ka’ få noget til at gro. Jeg er en citygirl i flade sko”.

En linje, der dog trumfes af sangens stikkende og næstekærlige omkvæd, som de vel godt 30 tilstedeværende her på Spillestedet Stengade slet ikke kunne lade være med at synge med på:

”Hvor vil du hen, hvad kan du gi’, hvem er du egentlig, hvis de andre spør’, hvad skal vi så si’?”  

Et af livets store spørgsmål, som vi vel hver især kunne have godt af at tænke lidt mere over, frem for pr automatik at skulle placere alle andre i en bås med ’os eller dem’ alt imens der skrues op for ‘Ingers støjsender’.

Seks stærke numre på 35 minutter blev det til, og var rigeligt til at understrege, at Solvej aktuelt er med til at hæve overliggeren for niveauet af danske sangskrivere, og ligesom relaterede artister som Signe Svendsen og Rikke Thomsen, i øvrigt er umådelig skarp og humoristisk i præsentationen af de enkelte numre. Publikum var med hele solvejen, og møder med garanti næste gang op i double denim!.    

Hun lukkede sit sæt med den rørende voksenvuggevise ”Slå hjerte slå” – med linjen ”Så, slå hjerte slå – der er så meget mere endnu”.  Lad os da sammen håbe det, og lad os håbe at endnu flere får øjne og øre op for denne kreative og kunstneriske ildsjæl.

Derefter åbnede Kom Vi Løber – der i albumformat primært er et soloprojekt centreret omkring sanger, musiker og sangskriver Lone Slot Nielsen. Her som en kvintet bestående af – selvfølgelig –  Lone Slot Nielsen – lead vokal og guitarer, Rasmus Fogh Frisenvang – guitar, Andreas Riis Mandrup – kor, bas og keys, Asker Bjørk – trommer og Nanna Rosenløv –  kor,  keys og percussion, der med det svævende stilsikre ”Svale”, der også er første nummer på det aktuelle og stærkt anbefalelsesværdige ”Parafrase” album, satte vejen for en af de koncerter, der vil mere end at underholde. Som det ville hedde sig i komedieserien “Rytteriet” – “Vi skal længere ind endnu!”

I anmeldelsen her på siden fremhævede jeg de poetiske tekster, der sætter livets flertydighed i spil, og som også inviterer tidligere generationers ordsmede med om bord – fra Jørgen Leth og Johannes V. Jensen – her konkret i numrene Hendes ansigt og Hvid nat . Netop de numre fremstod denne aften som beviser på at stærk også kan rime på Leth, og at der nok er et usynligt felt et sted i mellem sort og hvid.

Men du behøver nu ikke til hver sang at tage ordet på bordet for at blive underholdt og overrumplet til en Kom Vi Løber koncert. Bandet spiller nemlig deres indie-rock, der leger på samme boldgader som Katinka Band og Mathilde Falch, med et ufiltreret udtryk, der både er råt og melodisk på en raffineret måde, som bare fænger.

Lone Slot Nielsen skifter selv mellem fire guitarer, og indtager naturligt hovedrollen, men giver masser af plads til at hendes medspillere kan gøre sig fortjent til priser for ’bedste birolle”. Ikke mindst guitarist Rasmus Fog Frisenvang formår undervejs at sætte farverige guitarguirlander i luften.

Fem kvarter fuldfed indie rock med kant og klasse bliver det til – vekslende mellem det rytmiske, det mere inderlige, det dansable, det punkede, og det tungt rockende. Alle 11 numre fra ”Parafrase” foldes levende ud, samt tre åbenhørt langtidsholdbare numre fra første album ”Sct. Hans”, og til sidst det helt nye ‘ikke-album’ nummer ”Vender rigtigt”.

Også Lone Slot Nielsen forstår med lune og et opmærksomt naturligt sindelag, at give noget af sig selv i en inddragende dialog med et lydhørt publikum imellem numrene. Alene det at opleve en artist nævne ord som midsommermelankoliker og rugbrødskærlighed – og spørge sit publikum ”Er i klar på en løbetur rundt i eksistensen” gør mig næsten mere akut musikalsk nyforelsket end mine rastløse ben kan bære. Det vil jeg ikke løbe fra.

Vil du selv tjekke om du får det ligesådan efter en løbetur i eksistensen, så gør dig selv den tjeneste at tjekke Kom Vi Løber og Solvej ud på deres videre vej – se hvor nedenfor.

Jeg vil i hvert fald garantere, at det bliver præcist som jeg havde stillet i udsigt – ‘dobbelt up – happy hour’.

Mads Kornum

Mads Kornum

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.