Komponist og visesanger Tony Vejslev er død 93-år gammel

"Læs her - Nekrolog - skrevet af musikerkollegaen Finn Olafsson"

Fotograf: Torsten Olafsson

Tony Vejslev har gennem årtier optrådt med sine melodier til digte af prominente samtidige forfattere som Frank Jæger, Thorkild Bjørnvig, Ole Sarvig, Jørgen Gustava Brandt. Senere skrev han også melodier til digte af ældre forfattere som Emil Aarestrup, Sophus Claussen og Johs. V. Jensen. Sangene er alle udgivet på Musikforlaget Olafssongs’ label med Tony Vejslev selv som sanger og guitarist, men mange af hans melodier kendes også med kunstnere som Kim Larsen, Eddie Skoller, Erik Grip, Anne Grete, Jørgen ”Gamle” Hansen og Tom Frederiksen, Finn Olafsson & Torsten Olafsson – og sange som ”Bedstefar tag dine tænder på” (April, april), ”Liden sol”, ”Det løvfald” (Kirsten og vejen fra Gurre), ”O at være en høne” (Være-digtet), ”Luk døren op og se” (Påske) og ”Vi der valgte regnen” (Håndslag til Tony) er blevet folkeeje.

Tony Vejslevs melodier optræder i større antologier som Politikens Lystige Viser, DGI Sangbogen, EWH Sangbogen og ikke mindst Højskolesangbogen, hvor Tony Vejslev er repræsenteret med hele 6 melodier.

Tony Vejslev modtog i 1998 Danske Sangskrivere og Komponister/DJBFA’s hæderspris og i maj 2006 Folkehøjskolernes Forenings “Den Folkelige Sangs Pris 2006“.

Vi har modtaget denne nekrolog skrevet af musikforlægger, komponist og guitarist Finn Olafsson :

Nekrolog – Tony Vejslev 25. okt. 1926 – 13. jan. 2020.

Det er med stor sorg, at jeg må meddele, at min gode ven, komponisten, visesangeren og fhv. overlærer Tony Vejslev er afgået ved døden efter kort tids sygdom, 93 år gammel.

Tony Vejslev er især kendt for sine iørefaldende, enkle og sangbare melodier til Frank Jægers digte.

Han blev landskendt i 1953, da han sammen med vennen Frank Jæger udsendte bogen “19 Jægerviser”. Men allerede som barn under krigen optrådte han med egne digte og kompositioner samt recitation af bl.a. jyske digte i de dengang så populære hjemstavnsforeninger. Han fik engagement i bl.a. Lulu Ziegler Kabaret’en og i Tivolis Glassal. Han medvirkede også i Danmarks Radios Drengekor, i hørespil og teaterforestillinger – og ledede en jazz-kvartet!

Efter mødet med Frank Jæger på Schneekloths Gymnasium koncentrerede Tony Vejslev sig om musikken til Frank Jægers digte og senere til tekster af andre danske forfattere – det var vennerne Thorkild Bjørnvig, Ole Sarvig og Jørgen Gustava Brandt og ældre digtere som Emil Aarestrup, Sophus Claussen og Johs. V. Jensen.

Allerede, mens Tony gik på seminariet, var han at finde blandt den lille snes mennesker, der startede det danske fjernsyn – som kameramand og aktør. Efter sin lærereksamen i 1950 rejste han til Argentina og underviste børn af danske udvandrere. Siden hjemkomsten fra Argentina underviste han i sprog i flere skoleformer og bosatte sig på Samsø med sin hustru Benthe – og siden i Ejlstrup ved Helsinge i Nordsjælland. Han afsluttede sin karriere som overlærer i midten af 1980’erne på Fredensborg Skole.

Efter at Kim Larsen i 1982 havde fået stor succés med maxi-singlen ”5 Eiffel”, som indeholdt to af Tony Vejslevs melodier, blev jeg opfordret af Poul Bruun, Medley/Xenia Records, til at kontakte Tony mhp. at producere en LP med Tony som solist. Det førte i 1983 til indspilningen af LP’en ”Tony Vejslev synger Frank Jæger, Thorkild Bjørnvig, Ole Sarvig og Johs. V. Jensen”, og senere til indspilning og udgivelse på LP/CD og i nodebøger på Olafssongs af stort set samtlige melodier  Tony Vejslev har komponeret. Men ikke mindst førte det til et, gennem fire årtier, langt samarbejde mellem Tony og Musikforlaget Olafssongs – og ét for mig berigende nært venskab med et vidunderligt, inspirerende, humoristisk og musikalsk menneske.

Efter at Tony Vejslev selv ophørte med at optræde, har Tom Frederiksen, Torsten Olafsson og jeg  optrådt over hele landet med et stort antal hyldestkoncerter for Tony Vejslev og Frank Jæger. Over alt bliver vi mødt af et publikum, for hvem Tony Vejslevs melodier til Frank Jægers digte har stor betydning, ligesom vi møder utallige elever, som fortæller begejstret om deres charmerende lærer.

Tony Vejslev efterlader sig sin søn Jakob Vejslev og sit barnebarn Kristoffer Vejslev Dyssegaard, der også er komponister.

Æret være Tony Vejslevs minde.

Dato og tidspunkt for bisættelsen vil snarest blive annonceret på olafssongs.dk, på Facebook mv.

Leave a Replay

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.