Kompromisløs kunstner endt i isolation langt fra hjemmet i Amerika

”Inden grænserne lukkede indspillede Amanda Palmer plade til støtte for australske brandofre - derefter blev hun selv sladderoffer"

Fotograf: Jakob Lambertsen

Amanda Palmer har måttet blive i New Zealand noget længere end planlagt. Hun har måttet dementere skilsmisserygter. Og hun har indspillet musik til støtte for australiere ramt af de store brande ved årsskiftet.

Hun underskriver sig ofte med bogstaverne AFP, og hendes mange dedikerede fans ved, at de står for Amanda Fucking Palmer. Tilnavnet skyldes den amerikanske musikers realitetssans.

Amanda Palmer ved udmærket, at hun er a pain in the ass i forhold til visse personer, kræfter og strømninger. Hun er – ud over at være en fremragende pianist, ukulelespiller, sangskriver, sanger og performer – en engageret, udfordrende og politisk kvinde, som kan finde på at kommentere stort set hvad som helst. Som regel med skarpe argumenter.

I dag for præcis to måneder siden optrådte hun i St. Peter’s i Wellington, New Zealand, en fornem gammel kirke. Der var omkring 10 i rummet – inklusive hendes mand, hendes lille søn, kirkens præst, en barnepige og en lydmand. Kirken skulle have været fyldt, men netop den dag var alt blevet ”lukket ned”, og koncerten blev konverteret til en online-coronakoncert, længe inden den slags blev almindeligt, stærkt improviseret og med masser af snak mellem sangene.


Det blev – som det skulle have været – den sidste optræden på hendes 12 måneder lange verdensturné oven på udgivelsen af det meget personlige album ”There Will Be No Intermission”, hvor hun ofte ved siden af koncerterne arrangerede sent planlagte happenings. Det skete f.eks. i København 11. oktober 2019. Når hun er i gang, giver hun sig fuldt ud nærmest i døgndrift.

Amanda Palmer hos Sceneindgangen i KBH 2019 – Foto af Jakob Lambertsen

GENFORENING AF THE DRESDEN DOLLS

Australien stod mere eller mindre i flammer, da hun ankom dertil i slutningen af december. Og inden hun rejste videre til New Zealand to en halv måned senere, havde hun ikke alene givet 15 koncerter plus diverse happenings. Hun havde også indspillet et helt album, ”Forty Five Degrees”, hvorfra al fortjeneste skal gå til Firesticks Alliance, en organisation ledet af repræsentanter for oprindelige folk, som nu er i gang med at genopbygge de værst nedbrændte områder.

Da jeg hørte om pladeprojektet, der også benævnes Bushfire Flash Record, troede jeg først, at det var et australsk forehavende, som Amanda Palmer var blevet involveret i som gæst. Men nej da, det er hendes projekt! Hun havde et par australske gæsteoptrædende med – og et par californiere, mest bemærkelsesværdigt trommeslageren Brian Viglione, som hun 2000-2008 udgjorde The Dresden Dolls sammen med. Altså en slags reunion – et nyt album fra duoen skulle også være undervejs.

Det, som flest vil hæfte sig ved, er nok coverudgaver af to kendte Midnight Oil-sange – hvor Amanda Palmer undtagelsesvist nøjes med at synge heftigt kor, mens australierne Missy Higgins og Montaigne synger for på henholdsvis ”Beds Are Burning” og ”Truganini”. Den sidste sang er sat drastisk ned i tempo i forhold til originalen, men ikke i intensitet.

Går man i dybden, gør Amanda Palmers eneste egne komposition, den ni minutter lange ”Suck It Up, Buttercup”, nok størst indtryk. Den er særligt tilegnet projektet og handler på poetisk vis om emner, som hun har en vis rutine i at synge om – voldtægt og svigt i familien – men også om brændende land.    

MANDEN REJSTE TIL SKOTLAND

Tilbage (eller snarere frem) til 16. marts, datoen for den sidste koncert, som blev anderledes end tænkt.

Amanda Palmers mand, den britiske forfatter Neil Gaiman, og deres fireårige søn Ash var samme dag fløjet til Wellington fra Australien, hvor Neil Gaiman havde været på foredragsturné. Hun havde været down under siden slutningen af december. Oven på hendes mange måneders fravær fra deres fælles hjem i Woodstock, New York, og det deraf følgende afsavn skulle den lille familie efter planen så have et par ugers fred og harmoni i New Zealand. Ferie, simpelthen.

Sådan skulle det ikke rigtigt blive. Lige præcis dér ophørte de fleste vestlige lande med at fungere, som vi var vant til. New Zealand også. Familien nåede lige omkring lukketid at hyre et airbnb-hus i den lille by Havelock North, et par hundrede kilometer fra Wellington.

Dér befinder Amanda Palmer sig fortsat med Ash, som har krævet maksimal opmærksomhed, da legepladserne har været lukket, og han ingen jævnaldrende har set i et par måneder. Situationen lettede lidt for få dage siden, da legepladserne genåbnede.

Det lykkedes for Neil Gaiman at rejse derfra for to uger siden. Han har beskrevet, hvor tomme både fly og lufthavne var, inden han via mellemlanding i Los Angeles ankom til England. Lige siden har sociale medier og engelsksprogede aviser været fyldt med påstande og rygter om, at Amanda og Neil var gået fra hinanden. Det dementerede de selv i en fælles meddelelse på diverse sociale medier natten til fredag, forfattet dels i New Zealand, dels i Skotland.

Pressefoto : Charlie Clift

Hjemme i Woodstock har parret ladet fem flygtningefamilier fra New York City og Boston flytte ind, mens de er borte. Dem har de ikke tænkt sig at smide ud, og et storkollektiv er ikke, hvad de har brug for at leve i netop nu.  

Ingen tvivl om, at den uplanlagte isolation i et fjernt hjørne af verden har været en prøvelse for ægteskabet – og ikke fremmende for deres kunst lige nu. Men hvem ved, hvad oplevelserne kan tilføre deres musik og skrevne ord i fremtiden? Måske endda være en styrkelse af familielivet?

Leave a Replay

Vil du være en del af ”SIDE 33"?

Få Nyhedsbreve og andre fordele. Skriv dig op her, og hør nærmere.

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.