Det er så ganske let at tage ting for givet. Mon ikke de fleste af os kan nikke genkendende til den følelse? Tydeligt blev det i hvert fald i forbindelse med følgerne af den stadig ulmende COVID-19 pandemi. Pludseligt var meget ikke som før. Vi skulle ændre vaner og adfærd. Vi måtte give afkald på noget af vores frihed. Vi måtte pludselig tænke mere over vores almindelige gøren og laden.
Mange ved også at vi ikke skal tage selve livet, der er os givet, for givet. Alverdens grumme sygdomme tager hver dag favntag med mennesker, som var raske og rørige lige før. Sådan oplevede sangeren og sangskriveren Christina Strandholdt det da hun i 2014 fik beskeden om at hun var ramt af aggressiv brystkræft med lokal spredning – kun 4 måneder efter hun havde født sit første barn. Hun skulle igennem et behandlingsforløb, som varede i to år med kemobehandling, operation, stråling og immunterapi. Hun stod igennem, og blev erklæret kræftfri i 2016.
Alt burde være godt. Men pudsigt nok var der pludseligt ikke flere kræfter tilbage i kroppen. Livet fortsatte omkring hende, mens hun selv ufrivilligt stoppede op. Reaktionerne ovenpå sygdomsforløbet kom, da skuldrene blev sænket. Det var både uventet og uvelkomment – og nye følelser kom i spil, da livet ikke længere i sig selv var det.
Familien omkring hende havde været en klippefast støtte – men det var de mange modsatrettede følelser indeni, der nu fik plads. Sorg, vrede, taknemlighed, frygt, kærlighed og bevidstheden om at alle ikke var lige så heldige som hende. Det sidste blev hendes drivkraft hen imod arbejdet med det debutalbum der fredag den 13. august lander med titlen ”Lucky One”.
Den nu 40-årige Christina Strandholdt har leget og udforsket musik siden hun var barn, men der skulle altså dette alvorlige sygdomsforløb til før at det for alvor blev til musik af en karakter, som hun følte for at dele med verden.
Og tak for det. For det er bestemt en relevant historie – og nogle vigtige refleksioner, som ligger bag dette album, der med garanti kan gøre en forskel for mange. Ikke mindst fordi albummets overordnede vision ikke er at fortælle sangskriverens egen historie – men nærmere række ud til den skrøbelighed, som forbinder os med hinanden og minder os om, at vi ikke står alene.
Det gør hun i et sanseligt, nøgternt og nøgent elektro-akustisk folk univers, som hun netop ikke har skabt alene – men sammen med produceren og filmkomponisten Astrid Fabrin.
At Christina Strandholdt ikke bare vil røre en – men også vil rykke ved nogle ting var hendes første single ”Angel Skin” et gribende bevis på, da den blev præsenteret med en billedside ud over det sædvanlige. I samarbejde med kunstner Pernille Bossow producerede hun en animeret musikvideo, bestående af over 200 unikke linoleumstryk – en såkaldt linomation. Så vidt vides den første af sin slags. ”Angel Skin” refererer i øvrigt til den kirurgiske tape (englehud), der holder operationsar sammen under heling.
Debutalbummet indeholder 12 sange – eller tilstande, om man vil. En album, der evner at slutte fred, hvis man som lytter og menneske giver sig tiden til at tage plads i en af den slags rutsjebaneture, der skal opleves i slowmotion og med paraderne nede. Et album, der former sig som et soundtrack – et lydspor – skabt af erfaret indsigt i selve livets udkantsområder – og med kærlighed til selve nuet som et vigtigt omdrejningspunkt.
Der er pladerelease hos Rødegaard i Knebel i Mols Bjerge på selve udgivelsesdagen fredag den 13. fra kl. 19. Albummet udkommer digitalt og på LP.
