Damo Suzuki markerede sig især på nogle af de tyske Can’s mest skælsættende plader. Nu er han død af kræft i tyktarmen.
Af Torben Holleufer
Det er egentlig min ven Jonas Stampe alias Snöleoparden, som i et skrig af afmagt på Facebook simpelt skriver ordet Damo. Mere behøves ikke. For det betyder at legenden Damo Suzuki er bukket under for den kræftsygdom, som var terminal for ti år siden, men hvor han snød døden igen og igen med ubændig vilje og var grænseløs som altid i sin kunst. Et forløb der blandt andet er beskrives tæt i dokumentarfilmen ENERGY: A DOCUMENTARY ABOUT DAMO SUZUKI af Michelle Heighway fra 2022.
Han blev født i 1950 som Kenji Suzuki i Kanagawa-præfekturet, en kommune lige syd for hovedstaden Tokyo, men tog som ung til Europa for at spille guitar og synge på gaden. Jeg ved ikke, hvor kunstnernavnet Damo kom fra. Men mens han i 1970 spillede på gaden i München, blev han spottet af to musikere Köln-gruppen, Can, bassisten Holger Czukay (1938-2017) og trommeslageren Jaki Liebezeit (1938-2017).
De to havde på det tidspunkt lavet et enkelt album med en amerikansk sanger, Malcolm Mooney, men denne blev af sin psykiater rådet til at tage væk fra bandets kaotiske musik og flyttede hjem til USA og ud af rockhistorien, så derfor blev Damo Suzuki hyret til bandet, som derudover bestod af guitaristen Michael Karoli (1948-2001) og Irmin Schmidt på klaviaturinstrumenter.
Den første bølge af krautrock
Can var sammen med München-bands som Amon Duul II, Popol Vuh og Embryo blandt de første i den bølge, der blev kaldt for krautrock, som egentlig var ’en tagen pis’ på et gammelt nedsættende udtryk for tyskere, som fordomme i specielt England gerne ville vide spiste kål hele tiden. Det var dog ikke altid nedsættende. F.eks. kaldte den amerikanske forfatter Ernest Hemingway, som havde et kombineret crush og venskab med skuespilleren Marlene Dietrich, hende konsekvent for ”kraut”, og det holdt ved.
Udøverne af krautrock blandede mange stilarter og havde rødder i avantgarde og komponister som den tyske pioner, Karlheinz Stockhausen, som blandt andre Czukay havde studeret under, men også folk som La Monte Young og Terry Riley tilsat rockens originaler som Frank Zappa, Captain Beefheart og scenen omkring Andy Warhol’s Factory tilsat free jazz, og det gjorde at der kom en række voldsomt spændende plader, hvor Can var blandt de bands, der bliver regnet som blandt de bedste og som har inspireret mange.
Suzuki var først med på 1970-udgivelsen SOUNDTRACKS, men det var dobbeltalbummet TAGO MAGO – opkaldt efter en lille ø, Tagomago, øst for Ibiza i Middelhavet. Her var det kombinationen af Damo Suzukis karakteristiske chants og især trommeslageren Jako Liebezeits afklarede beats på meditative og syrede numre som Halleluhwah og Aumgh, som gjorde, at pladen regnes for et af hovedværkerne fra 1970’erne.
Han var også med på albummet EGE BAMYASI, som var mindre syret og sågar medførte, at Can fik et hit på hitlisten i form af nummeret Spoon. Men snart gik Suzuki ud for at blive gift og indgå i sekten Jehovas Vidner.
Pausen tog ti år, men så var han klar med livsprojektet Damo Suzuki’s Network, hvor han spillede i en masse sammenhænge og med eklektiske musikere overalt. Det blev til en lang række album, som ofte tog udgangspunkt i fri improvisation.
Han var af og til i Danmark og undertegnede så ham for måske 20 år siden på Loppen, hvor en lang række danske musikere anført af folk som guitaristen Peter Peter spillede Can-numre, mens Suzuki trykkede den af ved mikrofonen. Han arbejdede også som før omtalt med Snöleoparden ,som er en stor fan af Krautrock og også indspillede med Jaki Liebezeit.
Kenji ”Damo” Suzuki – æret være hans minde.
