Elegantier, laps, verdensmand, kvindebedårer, sangskriver, crooner og yderst selvbevidst. Alle adjektiver og prædikater passer fint til beskrivelsen af den britiske musiker og frontman i Roxy Music. Bryan Ferry (født den 26. september 1945 i Tyne and Wear, England) var med til at grundlægge Roxy Music i 1970.
Art rock, glam rock og senere mere dansevenlig poprock kombineret med elektroniske eksperimenter, avantgarde, sans for mode, outreret påklædning, moderne kunst, glamourøse pladeomslag med mere eller mindre afklædte modeller samt generel visuel iscenesættelse, og du har et ganske godt billede af, hvad Roxy Music stod for musikalsk som imagemæssigt.
Bandet debuterede i 1972 med ‘Roxy Music‘ og singlen ‘Virginia Plane’. Til og med 1973 var keyboardtroldmanden Brian Eno en del af bandet og tilføjede lydbilledet adskillige elektroniske nyskabelser, indtil han besluttede sig for at etablere sig som soloartist og senere som producer for navne som David Bowie og U2.
Kernen i Roxy Music, der udover Ferry talte saxofonisten Andy Mackay, trommeslageren Paul Thompson og guitaristen Phil Manzanera, fortsatte ufortrødent frem mod 1982, hvor bandet blev opløst efter udgivelsen af deres til dato mest succesfulde album ‘Avalon’. Inden da havde gruppen markeret sig med en række albums og sange, der især klarede sig flot på det europæiske marked, mens det krævede mere benarbejde i USA.
Her kan nævnes ‘For Your Pleasure’ (1973), ‘Siren’ (1975), ‘Manifesto’ (1979) og ‘Flesh + Blood’ (1980) Disse lp’er indeholdt singlehits som ‘Do The Strand’, ‘Love Is The Drug’, ‘Angel Eyes’, ‘Dance Away’, ‘Oh Yeah’ og ‘Over You’.
Ferry udgav sit første soloalbum i 1973, ‘These Foolish Things’, og markerede sig fra første færd som en dygtig og personlig fortolker af andres materiale. Hans egne kompositioner tilfaldt hovedsageligt Roxy Music, indtil bandet gik i opløsning.
Dette ændrede sig dog efter Roxy Music, og i 1985 viste han med ‘Boys and Girls’, at det ligeledes faldt ham let at skrive popsucceser i eget navn, hvilket ‘Slave To Love’ og ‘Don’t Stop The Dance’ satte en tyk streg under. I 1999 excellerede han i jazzstandards og evergreens på ‘As Time Goes By’, og hans versioner af diverse Dylan klassikere på ‘Dylanesque’ (2006) er bestemt også et lyt værd.
2012 og 2018 producerede han plader med sit eget The Bryan Ferry Orchestra, der i bedste 1920’er jazzstil omarrangerede Roxy Music og Bryan Ferry-numre – og ind i mellem disse udgivelser udkom ”Avonmore” (2014), der beviste at han som sangskriver og arrangør stadig var Top of the Pop.
17. juni 2018 oplevede jeg Bryan Ferry i Roskilde Kongrescenter. Hans band talte som ekstra bonus den storartede guitarist Chris Spedding, en sand session-veteran der har spillet med et utal af navne. Med lige dele kølig distance, professionalisme og veloplagt indlevelse bød Bryan Ferry og hans hold op til nostalgisk hitkaravane inklusiv enkelte overraskelser.
Fra Roxy Music-klassikere over solokarriere-highlights til fortolkninger af Rodgers & Hart (‘Where or When’) og John Lennon (‘Jealous Guy’). Desuden fløjter Mr. Ferry ualmindelig rent og melodisk.
Det oprindelige Roxy Music line-up minus Eno og Thompson samledes den 29. marts 2019 for at spille nogle af deres klassikere i anledning af, orkesteret skulle indlemmes i The Rock’n’Roll Hall of Fame. Talen under ceremonien stod Simon Le Bon og Roger Taylor fra Duran Duran for.
Roxy Music og i høj grad Bryan Ferry har påvirket en del artister indenfor punk, new wave, elektronisk musik og 80’er pop. Blandt dem kan nævnes Sex Pistols, Talking Heads, U2, Madness, Chic og ikke mindst Duran Duran. Indtil midten af 1970’erne stod Roxy Music for noget af det mest originale, moderne og vilde, man hidtil havde set og hørt på den britiske og europæiske rockscene. Ingen lød kort sagt som dem.
Et kæmpe tillykke skal hermed lyde til Bryan Ferry, en mand med historie, stil og stjernedrys. Jeg er udpræget fan.
