Valgkampen kører for fuld musik – men emnet kultur, kunst og musik er underligt nok sværere at få øje på end en hvidklædt gæst på Copenhell eller en ærkekøbenhavnsk anmelder til en Sonja Hald koncert.
Tjek enhver af de ellers velmenende test om hvilke partier du er mest enige med. Ingen spørgsmål er der om kunst, kultur eller musik! Ikke engang hos DR, der da om nogen skulle have mærket konsekvenserne af et politisk holdningsskift til public service begrebet.
Problemet er måske at man i forhold til musik, kunst og kultur rent faktisk skal lytte, føle, mærke, og se for at få det optimale ud af oplevelsen. Her er det det reelle indhold og præsentationen, der virkelig tæller – og man skal selv være modtagelig og åben.
Selve oplevelsen kan ikke gradbøjes, men den kan ligesom alt andet udlægges og fortolkes vidt forskelligt. Fordelen er at man ikke behøver være enige. Smag og behag er jo en dejlig subjektiv størrelse. Der er ytringsfrihed – og frihed til selv at vælge fra eller til.
Men frie valg kræver, at de mange forskellige tilbud og muligheder rent faktisk formidles ud til modtagerne. Det er derfor vi her på Side 33 vil være en musikalsk bredside til os alle.
For hvorfor skal vi hele tiden dele os op? Sættes i stereotype kasser. Er vores grundværdier så forskellige? Næppe. Stop nu de hule og ekkoklingende mantraer. Der er ikke et rødt DR, der er ikke et blåt TV-2. Men der er begge steder mangel på public service og kvalitativ dybdegående journalistik, som den man efterhånden kun kan læse sig til i aviser som Weekendavisen, Information og Kristeligt Dagblad.
Hvorfor alt den snak om os og dem? Mennesker er videnskabeligt dokumenteret et flokdyr, der primært påvirkes af de eksisterende rammer. Kun meget få er kannibaler. Flertallet af mennesker vil hinanden – og ved at man altid er stærkere sammen med andre. Lad os dyrke det i hverdagen – i dialogen med hinanden – gennem handling – gennem kunst, kultur og musik. Når to musikere f.eks. mødes for at skrive musik, teater, eller film sammen – er det så uendeligt ubetydeligt om de er muslim, jøde, kristen eller fritænker.
Husk f.eks. på at tre af de mest indflydelsesrige, stærke og modige danske politikere med høj international anerkendelse er fra hver sine såkaldte fløje – Connie Hedegaard (C), Margrethe Vestager (B) og Özlem Cekic (F). Hvorfor? Forbi de ikke sætter sig selv over selve sagen – om det er klima/miljø, økonomi eller integration, der er emnet. De evner både helikoptersyn og at være konkrete og specifikke – og ikke mindst at skabe resultater, flytte grænser og normer.
Det er vi mange, der kan lære noget af. Også i musikbranchen. Alt for mange kigger kun i egen kasse, fremfor at søge de brede muligheder – og de større mål.
Hele verden jublede da muren i Berlin blev revet ned. Men det lader til at mange har glemt hvorfor man jublede. Der skal ikke bygges nye mure, men der er derimod mange mure – også en del af de usynlige – der trænger til at blive revet ned.
Skal vi vokse som mennesker, kræver det at vores horisonter udvides, og vi præsenteres for nye og forskellige bud på virkeligheden – på nutiden – på fremtiden, og at vi også selv er nysgerrige og opsøgende.
Hvorfor accepterer så mange voksne mennesker at kultur, kunst og musik bliver en ligegyldig parentes i hverdagen – som et forudbestemt tapet i dæmpede farver? Det er for filan historisk set kultur, der binder os sammen – og det er kulturen, der kan udfordre vores velkendte billeder af virkeligheden.
Årsagen skal måske til dels findes i at der er for få kunstnere i dagens Danmark, der evner eller ønsker at bruge deres stemme med tekster, der har en form for politisk kant – eller bare en snert af holdning. På den netop overståede Roskilde Unplugged festival hørte denne skribent 14 yngre danske artister. Kun en artist – Farfars Tobak – præsentere sange med et politisk indhold – og ingen nævnte med et ord, det alle forskere og vel orienterede mennesker nævner som verdens udfordring nummer ET – klima og miljø!. Til gengæld var der masser af drømmende tekst metaforer. Tankevækkende.
Så kære musikere, politikere og medier – vågn op – skru op. Er det så svært? Eller er det så ligegyldigt?
Det mener jeg ikke. Kunst, kultur og musik er godt for det der er oppe i vores hoveder – uanset ens politiske ståsted. Det er der man gang på gang dokumenter evnen til at skabe, til at opnå sammenhængskraft, til at flytte ting og tanker helt nye steder hen. Der hvor køn, alder, hudfarve, religion, social status kan træde i baggrunden – men også der hvor vi skaber og udvikler en national identitet, der tæller både by og land.
Det er der så sandelig måske mere end nogensinde behov for. Her fra er kampen er fløjtet i gang.