Rockkvintetten Kúlu har på deres tidligere udspil – herunder sidste års meget lovende EP – lydt markant mere højspændt og helhjertet rockende end de gør på deres nye single – der tager et langt mere poleret udgangspunkt. Men bandet har nu alligevel aldrig været let at sætte i kasser – heldigvis – så den nyeste lydflirt skal være dem tilgivet – og da især når de rammer en så nærværende og besnærende lyd som den på singlen “Biggest Tone”
Bandet dyrker gerne den storladne dramaet i enten tekst eller musik, og på “Biggest Tone” er det anspændte drama præsenteret i teksten – mens der er et iørefaldende fokus og flow i atmosfæriske guitareffekter og et motorik-beat på ‘Biggest Tone’, der lander et sted, hvor folk med hang til f.eks. The War On Drugs sagtens kan føle sig hjemme
Det er bandets guitarist Daniel Buchwald (Deerborn), der skrev sangen i forbindelse med forsanger Dennis Winterskovs skilsmisse. Dog med den lille krølle, at teksten er skrevet ud fra konens synspunkt.
»Dennis var lige blevet skilt, og som hans kammerat var jeg vidne til den smertefulde proces, han gik igennem. Deraf opstod idéen om at skrive en sang om deres forhold, set udfra hans nu ekskone synsvinkel. Jeg var jo tilskuer til, hvordan de begge gled fra hinanden. Jeg fortalte ikke Dennis, at jeg havde skrevet sangen og det var først, da han skulle indsynge vokalen, at han blev klar over, hvad den handlede om. Den ramte ham dybt og han brød sammen. Det var første gang, at han nogensinde har grædt over en sang, han selv skulle indsynge – men sangen betyder utrolig meget for ham i dag«, lyder det fra Buchwald
Ud over de to herrer består bandet af Asger Techau (Kashmir), Torben Guldager (Beefeaters) og Søren Sunding.