Der er sket en del siden Lars Lilholt i 1966 som 13-årig dannede sit første band The Sealions sammen med hans tre år yngre bror Kristian Lilholt, og den senere så berømmede bluesmand Ole Frimer.
Siden har sangskriveren, sangeren, og ikke mindst spillemanden Lars Lilholt – der i dag den 14. marts 2023 fylder 70 år – dårligt kigget sig tilbage. Til gengæld har han kigget sig vidt omkring. Både i ordets bogstaveligste forstand. For der findes vel snart ikke den by, som han ikke har optrådt i her til lands, og ikke mindst musikalsk, hvor han har bevæget sig nysgerrigt rundt – og været med til at udvikle udtrykket og nuancerne inden for både dansk folk, spillemandsmusik, singer/songwriter, rock og roots. Troubadouren Lilholt forstår som en af vort lands fremmeste til både at varetage og formidle det traditionelle, samtidig med at han selv som sangskriver hele tiden bidrager med nye sange, vinkler og historier.
Han er en helt naturlig storyteller, der med underspillet jysk humor, som fast følgesvend, forstår at favntage både livets alvor og frimodighed, med plads til både begejstring og eftertænksomhed, via en legende og let musikalsk tilgang.
Livets alvor så Lars Lilholt selv for alvor i øjnene, da han sidste år i februar blev opereret for tarmkræft. Efter en intensiv genoptræning stod han dog klar allerede den 3. juni i Tivoli Friheden i Aarhus, som første stop på endnu en sommertour, der også bød på en helt forrygende åbningskoncert på Tønder Festival. Imponerende bedrift.
Unik samhørighed med publikum
Det siger nok en del om hvad det betyder for Lars Lilholt at stå på en scene. Mange vittigheder har han sikkert måtte høre på i gennem årene om hans til tider ’gymnaestrada’ lignende koncerter. Men fakta er at hans koncerter afspejler toppen af den samhørighed, som det overhovedet er muligt at opnå mellem artist og publikum.
Jeg oplevede det selv første gang tilbage i 1988 i Mølleparken i Aalborg, da Lars Lilholt Band var på programmet til Open Air sammen med legendariske The Kinks. På et tidspunkt gik strømmen, men Lars Lilholt gik til gengæld ingen vegne. Han gik et par skridt frem, og overlod det publikum at holde gang i det omkvæd, der lige var blevet ‘cuttet’. Der gik mindst 10 minutter inden strømmen kom igen, men indtil da gjaldede omkvædet blot videre fra et publikum, der var alt end end slukket. De var derimod optændt af den levende benzin, som Lars Lilholt altid medtager når han går på en scene. En stor oplevelse for en teenager, som mig, der bestemt ikke var taget til Aalborg for at høre Lilholt, men for at høre KINKS! De gjorde det nu også godt, men Lars Lilholt Band stod nu for åbenbaringen den sommerdag. Næppe en tilfældighed, at det var Steve Winwood’s Higher love der efterfølgende bragede ud som pausemusik efter koncerten!
Før det havde han blandt markeret sig i bandet Kræn Bysted, og siden da med Dalton, sammen med Johnny Madsen og Allan Olsen. En legendarisk trio, hvis koncerter i øvrigt også ofte var et kapitel for sig selv. Han medvirker på mere end 30 album, udgivet enten i eget navn eller som Lars Lilholt Band, Dalton, Kræn Bysted plus det løse, og hans samlede pladesalg har passeret det i dag næsten fantasifulde antal 2½ millioner!
Seneste album er Decameron fra 2021 – men ellers vil jeg herfra først og fremmest fremhæve to album, som har potentiale til at blive fremhævet, når talen falder på de bedste danske album i løbet af de sidste 50 år. Klassikeren over alle Lilholt klassikere er for mig Kong Pukkelrygs land fra 1994. Den har det hele – festen, farverne, frustrationerne, finurlighederne. Kærligheden til musikkens mangfoldige landskab skinner igennem, og sikrer nogle af karrierens mest slidstærke numre – Men aldrig som før, Alting er forbundet, Hvidsten kro, og ikke mindst Gir’ du mig lov. En plade uden skyggen af svaghedstegn. Det samme kan siges om det album; Smukkere med tiden, som han 14 år senere udsendte. Her stod det klart, at han ikke ‘bare’ var blevet smukkere med tiden, han var også blevet en endnu bedre arrangør, formidler og performer med tiden, hvilket især titelnummeret og en gudsbenådet dansk fortolkning af Whisky in the Jar var gyldne beviser på.
40-års band jubilæum
Lars Lilholt Band har i år 40-års jubilæum, som LIVE orkester – og de drager naturligvis igen på turne for at fejre orkestrets sejlivethed, og evne til at forny sit udtryk. Udover Lars Lilholt selv har guitaristen Gert Vincent været med hele vejen. Resten var enten ikke født eller også gik de i børnehave eller folkeskole dengang i 1983. Men musikken er den samme. Med rødder dybt nede i folkemusikken, men samtidig med de vinger som pop, rock og verdensmusik giver. Lars Lilholt har altid sagt at han har et folk/rock band med klare referencer til stilartens pionerer da folkemusikken blev elektrisk sidst i 60’erne, Bob Dylan and the Band, The Byrds, Jethro Tull og Fairport Convention.
En ting er sikkert, der sker altid noget nyt omkring orkestret, der holdes levende af nysgerrighed efter hele tiden at prøve nye grænser af, og udover den traditionelle rockbesætning at benytte sig af et hav af forskellige instrumenter.
Sommerturen 2023 lægger ud den 17. maj 2023 i Horsens Ny Teater, og så der ellers koncerter landet over frem til den 2. september i Den Fynske Landsby i Odense.
Hjertelig tillykke til en sejlivet spillemand, der kun er blevet smukkere med tiden, og fortsat løbende beriger den danske musikhistorie med nyt stof. Hvad mere kan man bede om? – og så kan man iøvrigt kalde det kærlighed eller lige hvad man vil!