For mange vil Lasse Helner, der i dag den 14. februar 2022 fylder 75 år, nok mest af alt være Lasse fra Lasse & Mathilde. Duoen har siden deres debutalbum i 1977 – og takket være evergreen som ”Lundeborg Hymnen”, ”Vi spiller for dem der har penge” og ”Fyn er fin” – været en respekteret og anerkendt institution på den danske musikscene, med et stort og loyalt stampublikum.
De har dog aldrig hvilet på hverken laurbær eller fordums bedrifter og de har udgivet i alt 14 album, senest et af karrierens kunstnerisk mest vellykkede ”Hvem drømmer hvem” fra 2019, hvor et sandt drømmehold af musikere – Ole Fick, Wili Jønsson og Alex Riel bakker duoen op på eminent vis.
Duoen var i sin tid også stærkt involveret i opbygningen af Midtfyns Festivalen – der i perioden 1976 – 2003 udviklede sig til en af landets største og mest velrenommerede festivaler. I 1989 var festivalen rent faktisk – målt på antal besøgende – større end selveste Roskilde Festivalen.
Det skabte for parret et stort internationalt netværk, hvilket blandt andet har resulteret i både venskab og lejlighedsvis musikalsk samarbejde med selveste Daniel Lanois. Manden, der som superproducer i 80’erne og 90’erne, fik skabt en stilskabende lyd, som har medført banebrydende mesterværker for artister som f.eks. Peter Gabriel, Robbie Robertson, U2, Neville Brothers, og Bob Dylan.
Vennen Lanois og de langtidsholdbare mesterværker
Mesterværker finder man også i Lasse Helner’s flotte katalog af otte soloalbum – udsendt i perioden 1974 – 2021. Det dansksprogede ”S/H” fra 1981 er regulær poetisk pop/rock perle af fineste tidløse karat, og ”Time and again” fra 1992 er stemningsfuld roots-rock af aller øverste hylde. Optaget i det legendariske Kingsway Studio i New Orleans, med hjælp fra blandt andre Daniel Lanois og nogle af byens bedste session musikere.
Uenighed imellem pladeselskab og Lasse Helner omkring den endelige produktion gjorde dog at albummet blot udkom i et enkelt oplag. Albummet blev dog senere udsendt i den version som Lasse Helner oprindeligt ønskede det, da den nu blev udgivet i en remastret 10-års jubilæums udgave i 2002, endda tilføjet et bonusnummer indspillet med Dr. Johns band The Lower 911.
Et album, der altså kan fejre 30-års jubilæum i år, og som i den grad fortjener at bliver husket og gerne markeret i jubilæumsåret, ikke mindst på grund af langtidsholdbare numre som ”Jigsaw puzzle man”, ”Let’s be silent” og ”The picture on the wall” og ”The Twilight”. Alle numre med en klokkeklar klassiker pondus over sig.
Langtidsholdbar er i det hele taget et nøgleord omkring Lasse Helner – hvilket hans seneste album ”Over the hill – still got the thrill” i den grad også understregede. Lasse Helner lader her igen musikken tale sit eget formfulde og åbne sprog. Med en nærmest ungdommelig energi og spilleglæde, bruger han sin mangeårige erfaring til at levere livsklogt indhold til nuet sammen med tætte fynske musikvenner.
Et langt liv med musikken og fine Fyn som brændstof
Selvom han har flirtet med Memphis og New Orleans er hans hjerte og sind for altid fynsk. Født og opvokset i Aarup spillede musikken tidligt en stor rolle i tilværelsen. Han var endnu ikke konfirmeret, da han dannede bandet Small Four, og i 1964 var han med til at danne pigtrådsgruppen The Baronets, som også blev det band han pladedebuterede med.
Han har også udgivet album med Dårskabens Hus (der opstod ud af The Baronets), og med The Moondust, som han var et band han havde sammen med den senere så kendte TV-stemme Jørn Mader. The Baronets gjorde i øvrigt comeback i 2018 comeback med den vellykkede EP ”50” med tre numre – blandt andet et ny og opdateret version af deres signatur sang ”Treat Me Rigth” – og den helt nye “Fity Years On The Road” med Esben Hegelund (Esben & The Beautiful Addiction / Berlev’s Rock’n’Roll Hotel) som gæst. Esben er søn af en af The Baronets stiftere Mogens Hegelund (Mogens Nielsen).
Lasse Helner har således været med hele vejen i rockens fascinerende udvikling, samtidig med at han sammen med sin musikalske partner og livsledsager Mathilde Bondo har løftet den danske folkemusikscene, og sammen med artister som Erik Grip, Benny Holst og Povl Dissing sikret genren en bred folkelig appel.
Tørlagt tid efter Toftlund
En af Lasse Helners nære venner Jan Toftlund nåede ikke det folkelige gennembrud før at han døde i 1990. Jan Toftlund var kendt som en tørstig sjæl. Det var Lasse Helner indtil år 2000 også. I bogen ”Jan Toftlund – flagermussang og sjælemedicin” sætter Lasse Helner selv ord på tørsten:
” ’Friheden tur/retur’ fra 2000 var et livsfarligt projekt. Da jeg indledte arbejdet, sagde folk, at jeg så blev den næste, man skulle begrave. Dengang i starten af firserne omkring Midtfyns Festival kørte Carlsberg en reklame på sine vogne med et billede af Peter Færgemann og mig, hvorpå der stod:
”Vi har også øl til de tunge drenge”
Det var en reklame for elefantøl. Dengang syntes jeg, at det var lidt skægt, men når jeg tænker over det i dag, kan jeg godt se, hvor gal den var, især med tanke på, at honoraret bestod af ti kasser elefanter”
Efter en promilletung, men dog alligevel vellykket premiere på forestillingen til ”Friheden tur/retur”, som var en hyldest skabt sammen med Benny Holst til netop Jan Toftlund og hans mange mindeværdige sange – stoppede Lasse Helner med at drikke fra den ene dag efter en anden, og siden har han ikke rørt alkohol.
Siden har Lasse Helner med lune, kærlighed og kildevand fortsat med at sætte minderige spor på den danske musikscene i eget navn og med Mathilde. Han er aktiv på livefronten i begge sammenhænge når han til marts tager på sin ”75 års fødselsdagsturne”.
Et stort herfra tillykke til et menneske og en musiker, hvis musikalske aftryk for mig personligt har spillet en væsentlig rolle i livets lange soundtrack.Jeg husker det nærmest som det var i går, da ”S/H” for første gang kom i omdrejninger i barndomshjemmet og ramte de øregange, der ikke engang var teenageramte endnu. Den næsten Mark Knopfler klingende Ole Fick guitar lyd, bag Lasse’s betagende varme stemme, og tekster, der både var ligefremme og alligevel med de poetiske lag, ramte direkte ind i musikhjertet. Det satte tanker i gang, og vækkede en nysgerrighed, som Lasse Helner her 41 år efter stadig bidrager så vedholdent og velkomment til med både holdning og handling. Så det bare at sige TAK – og samtidig huske på at verden rent faktisk ikke kun er sort eller hvid!