At tænke sig. Den efterhånden 74-årige Lasse Helner er en af den slags kunstnere, der rent faktisk har været med stort set hele vejen fra dengang rocken blev født.
Han stod første gang på en scene som bare 12-årig i 1959, og siden har musikken været drivkraften og omdrejningspunktet i hans liv, der har budt på masser af pladeindspilninger, talrige optrædener på TV og i Radio, og tusindvis af koncerter i ind- og udland, som en del af enten The Baronets, The Moondust, Lasse & Mathilde eller som solist med eget band.
Han var også en af initiativtagerne til Midtfyns Festivalen, der i perioden 1976 – 2003 udviklede sig til at blive en af landets største og mest mangfoldige festivaler. Lasse Helner – og hans mangeårige livsledsager Mathilde Bonde – var naturligvis også på plakaten da Midtfyns Festivalen – i noget mindre format – genopstod i 2019. Festivalen afholdes i år den 3.-4. september og her er Lasse Helner Band på programmet.
Måske det er kombinationen af den altid venlige, lunefulde og fine fynske personlighed og så et stort sanger og sangskrivertalent, der har gjort at han altid har haft en særlig evne til at omgive sig med musikere fra absolut øverste hylde – om det er hjemlige kapaciteter som f.eks. Ole Fick, Wili Jønsson, Alex Riel, Frank Lauridsen, Karsten Skovgaard, Ivan Horn eller nogle af de store udenlandske stjernemusikere som Daniel Lanois, Daryl Johnson eller Reggie Young.
Det og meget andet har vi snakket med ham om i forbindelse med hans nye album – ”Over the Hill – Still Got the Thrill”, der udkommer d. 16. april (digitalt/CD/LP). Et album, der fra Lasse Helners side afleveres, som en hyldest til livet og som en slags musikalsk testamente. Ikke fordi tiden er knap eller løbet hermed er kørt – men mere fordi det til tider kan være sundt at gøre status, hvis man har noget på hjertet – og det kunne Lasse Helner mærke at han havde her i disse lockdown tider.
Udtrykket skabte han med et lokalt hold af musikalske venner – og det står bestemt ikke i skyggen af nogle af de andre flotte hold – som Lasse Helner har haft omkring sig. At resultatet mere end understreger at Lasse Helner på ingen måder er “Over the Hill” kan du læse om i vores anmeldelse af albummet, der følger her på siden i næste uge.
Foreløbig kan du læse Del 1 af vores interview her – Del 2 følger i morgen.
INTERVIEW – DEL 1
SIDE 33 – Det seneste år har været et ganske mærkeligt og turbulent år for de fleste i musikbranchen. Du fik selv aflyst en del spillejob. Både med Lasse & Mathilde og med dit eget nye band, Midtfyns Festivalen blev aflyst – og dit nye album blev også udskudt. Kan du sætte lidt ord på hvordan hele den her COVID-19 situation har påvirket dig – både som menneske og som en musiker – og måske også give et bud på hvordan du opfatter at den aktuelle situation samlet set har påvirket eller måske endda udstillet styrker og svagheder ved musik- og kulturbranchen i Danmark?
LASSE HELNER – “Vi har ikke været syge. Vi bor et skønt sted med mark, skov og strand. Mange har haft det meget værre end os. Vi er i en branche, hvor aflysninger, forventede honorarer udebliver og aftaler i det hele taget er usikre. Derfor har det måske ikke ramt os så hårdt, men vi savner publikum, vi har det ikke let når dagene bliver for ens og forudsigelige. Til gengæld blev der tid til at tænke og finde projekter og sange frem, som skulle laves og det krævede lidt disciplin, så gik det i gang. Det har ramt kulturlivet i Danmark, men bekræftet os i at vi selv skal komme ud af hullerne og finde nye muligheder, hvad jeg synes vi gjorde.”
SIDE 33 – Titlen ”Over the Hill – Still Got the Thrill” giver jo næsten sig selv. Rent faktisk er der gået hele 14 år siden du udgav dit seneste soloalbum – det grammy vindende – ”At Memphis Station”. Der er så til gengæld kommet et par meget fine Lasse & Mathilde album i mellemtiden. Men hvorfor skulle der gå så lang tid – og hvorfor er det vigtigt for dig nu at udsende et album – der såvel i tekst og musik rummer både nostalgien og en nutidig energi – og som du har kaldt både en hyldest til livet, og et slags musikalsk testamente?
LASSE HELNER – “Mine soloudspil er altid kommet når de skulle, på den måde at de aldrig planlægges. De går bare i gang. Her blev jeg hjulpet af situationen og tog det alvorligt. Det var vist meningen at jeg skulle lave det her. Jeg skulle sætte en sten, komme med en status, et testamente der giver det videre jeg vil bevare og lader noget andet hvile. Jeg har rigtig meget i bagagen, men vil kun slæbe det bedste med videre. Jeg lever bestemt i nuet og nutiden og nyder mit fundament og står godt på det med en kort fremtid der skal visualisere alt det jeg har med.”
SIDE 33 – “Dine tekster på det nye album rummer både reaktion, indignation, resignation – og ikke mindst håb om handling og forvandling. ”I ain’t seen nothing yet” synger du direkte på ”Over the Hill”, hvor du også kalder tiden din ven. Så selvom musik beviseligt jo ikke har nogen pensionsalder, så har tiden det jo med at løbe – og undervejs funderer du også over om det kan betale sig at blive ved med at bekymre sig over verdens tilstand, når nu solen står op hver dag alligevel. Hvad er det du føler der er at løbe efter i en til stadighed mere og mere ungdomsfikseret kultur, og hvad drømmer du stadig om at nå at se, høre og opleve ske i fremtiden?
LASSE HELNER – “Det er en voldsom erkendelse at sige til sig selv at tiden er din ven. Jeg har ofte kæmpet imod tiden og altid tabt. Nu er jeg ven med tiden og det er bedre. Naturfolk siger at tiden kommer, den går ikke. Tiden bringer alt det gode – og det dårlige , det må du så selv sortere fra, hvis du kan. Der findes ingen pensionsalder i musikken. Den er en følelse du er nødt til at forholde dig til. Risikoen for at blive ringvrag er tilstede, men det kan ramme længe før man bliver gammel. Selvom jeg har set meget, vil jeg stadig stå på den sidste dag og vide at jeg kun har set toppen af isbjerget. Hvad der så siden vil vise sig er spændende. At solen står op lige meget hvad, er betryggende, men også et tegn på afmagt. Jeg opfatter mig selv som en modpol til ungdomsfikseret kultur. Jeg føler mig som en del af en hel kultur, der ikke er delt op. Det er det nemmeste. Jeg opsøger masser af ung musik og kunst. Nysgerrighed er et must.”
SIDE 33 – Dine første tre soloalbum i perioden 1974 – 1984 var med tekster på dansk – men siden da har du som solist kun udgivet album med tekster på engelsk. Hvad er baggrunden for det valg? – og er det helt udelukket at der igen kommer et soloalbum på dansk?
LASSE HELNER – “Min musikalske karriere startede med skiffle og amerikanske folksongs. Mine brødre havde alle mulige jazz plader som jeg også hørte. Siden blev jeg fan af Four Jacks, Tommy Steele, Cliff & The Shadows og så gik det helt galt i 1962 da Beatles kom på banen. Jeg sang mest på ”Radio Luxembourg” engelsk, altså uforståelige lyde som var svære at lytte sig til når vi hørte den station, som spillede al den fede musik længe før Mylius i DR. Siden blev teksterne tydelige men ikke mere forståelige, da poeterne trådte frem. Dylan og co. Vi sang på engelsk i The Baronets. I 70’erne kom en ny bølge af danske sangskrivere og vi fik vores egen kultur, ikke kun oversatte hits fra udlandet. Jeg udgav mit første album, som var på dansk i 74 og de danske tekster fortsatte gennem 70’erne. Det jeg har lavet på engelsk skulle være sådan. Der var ingen tvivl. Jeg laver noget på dansk igen og Lasse & Mathilde fortsætter også med danske tekster.“
SIDE 33 – Du har fået samlet et virkelig stærkt nyt band omkring dig i forbindelse med dit nye album. Hvordan kom lige det hold i stand, og hvad betyder det for dig som solist at have så gode folk omkring dig – noget som du vel egentligt igennem hele karrieren har været begunstiget med?
LASSE HELNER – “Jeg/vi har altid haft super gode musikere omkring os. På dette album er det et Corona hold, nogen jeg har tæt på mig, naboer, tætte venner og kolleger, som også var låst af Corona. Vi sad tre mand, Kell Dalager på keys, Torben Grønning på bas og jeg selv med en guitar og click track og så spillede vi og blev helt opstemte. Så tog jeg min nabo Thomas Bundgaard på guitar med i studiet og fik Nils Bo Poulsen fra Aalborg til at køre til Odense og lægge trommer på. Ham kendte jeg og ville gerne have ham med. Ole Fick lagde en guitar på hjemmefra. Jeg har rejst den halve klode rundt og spillet med superstjerner, men jeg fandt lykken denne gang, i Odense.”
