Tænk at det allerede er 3½ år siden at folk-pop bandet Laursen på både fræk og formfuldendt vis indtog den danske musikscene med deres heldigvis langtidsholdbare debutalbum med numre som “Bonderøv i Hipsterklær”, “Håb”, “Gamle Møller” og “Den danske sang”. Albummet ”Nutidslevn” høstede flotte anmelderroser – blandt andet fra vores side – og beviste at vi her havde at gøre med et band, der både kunne og ville noget, som historiefortællende værdiskabende individer og vidner fra den virkelighed, der på mange områder trænger til både serviceeftersyn og empatisk bistand i forhold til vægt og værdier.
Siden har de udsendt et par singler – en herlig ny indspilning af den gamle Per Dich klassiker og evigt aktuelle protestsang – ”Kapitalismen” – og sidste år den herlige snapsevise ”Lægen og præsten” – indspillet sammen med B-Siden og Jakobsen – og iøvrigt et nummer som stadig kan serveres som en berusende appetikvækker for krop og musiksjæl i ethvert festligt lag.
Nu er de så snart klar med deres længe ventede andet album ”Brændenælden” som udkommer den 7. maj. Første forsmag fra det album er singlen ”Igen” der udkom i går den 9. april 2021. Præsenteret som et fængende organisk, uptempo folkpop nummer, der mellem forbitrede betragtninger om ledighedens passivisering fremmaner motiver af nikotingule vægge og billige lædersofaer.
Et eksempel på det der skulle være Laursens dagsorden på det kommende album. At byde på sange, som på hver sin måde omhandler og hylder de mennesker i samfundet, der ikke lever op til vores forventninger, og som tiden er løbet fra. De personer som ikke lige passer ind. Frontfigur Andreas Laursen der med sine farverige, satiriske og til tider tankeprovokerende tekster – udsat for en let hvæsende vokal – ligger sig i lunt i det lille tomrum, som er efterladt et sted mellem Allan Olsen, Niels Hausgaard og Folkeklubben. Om singlen ”Igen” udtaler han:
-”Igen” er en sammenbidt anklage mod den klientgørelse, der opstår som følge af en udvikling i bistandssystemet, hvor individer bliver til numre og bureaukrati et mål i sig selv.
I musikvideoen til den aktuelle single sætter Laursen en række scener, der med hver deres symbolik og værdiladede genstande billedliggør den forfaldne tilstand og det virkelighedsfjerne system, som den ledige er holdt fast i.
Laursen er:
Andreas Laursen – Sangskriver, vokal, guitar
Martin Caspersen – Guitar, mandolin, vokal
Markus Nederby – Banjo, guitar, vokal
Rune Petersen – Bas
Jonas Laursen – Trommer