Trekvart år efter debuten i januar 1969 var Led Zeppelin klar med opfølgeren ‘Led Zeppelin II, der i dag kan fejre 50 års jubilæum og bød på monsterhittet ‘Whole Lotta Love’ og en sand sejrsparade af tunge riffs kreeret af Jimmy Page, som over tid kom til at præge den tungmetalliske rocks udvikling i retning af endnu mere tryk på kedlerne.

Toeren blev indspillet i forskellige studier af varierende kvalitet i England, det nordlige Amerika og Canada under bandets støt voksende turneaktivitet. De fire musikere var derfor i topform, og det færdige mix af albummet stod Page for i samarbejde med Eddie Kramer, der om nogen kan sin metier i det fag.

‘Whole Lotta Love’, der på særdeles effektfuld vis indleder ‘Led Zeppelin II’, er et helt kapitel for sig af flere grunde. Det er for mange fans sammen med ‘Stairway To Heaven’ (Led Zeppelin IV, 1971) gruppens nær altoverskyggende signatursang, der forblev en fast bestanddel af repertoiret frem mod den sidste koncert med Bonham sommeren 1980.

Derudover skabte ‘Whole Lotta Love’ en del drama på den indre linjer, idet Led Zeppelin i 1985 blev trukket i retten for plagiat. En stor del af sangens tekst stammede ordret fra bluesklassikeren ‘You Need Love’ indspillet af Muddy Waters for Chess Records (1962) og skrevet af Willie Dixon.

De stridende parter indgik et frivilligt forlig, der dels sikrede Dixon en net sum penge og fremtidig kreditering på samtlige genudgivelser og genoptryk af albums, der måtte inkludere ‘Whole Lotta Love’.

Der er mere endnu af samme skuffe, dog uden at det endte for en parykklædt dommer i en engelsk retssal. Small Faces med den karismatiske og kraftfuldt syngende energibombe Steve Marriott i front havde på deres debut-lp i 1966 et nummer med, ‘You Need Loving’, der minder en del om førnævnte Waters sang dog med en anden tekst.

Plant og Page sneg sig gerne ind til Small Faces livekoncerter, når lejlighed bød sig, hvilket er mere end blot almindelig forståeligt. Plant var stærkt påvirket af Marriotts måde at synge og frasere på, og det høres med al tydelighed ikke kun i ‘Whole Lotta Love’, men især der. At betegne det som vokalplagiat er såmænd ganske rimeligt. Alt fra låneri til decideret røveri i den branche er jo ikke just et ukendt fænomen.

Midterstykket i ‘Whole Lotta Love’ er lidt af en bedrift ud i vilde panoreringer, brug af effekter, Bonhamske slagserier og vokale støn iscenesat af Page og Kramer, der gik amok henover mixerpulten og drejede på et utal af tilrådehavende knapper. Sikke en fest de må have haft. En særlig minderig version af denne rockklassiker stammer fra Led Zeppelins optræden på Knebworth festivalen i 1979, hvor Page jog hele holdet gennem forskellige rytmiske og tematiske varianter af selve riffet med en sikkerhed og suverænitet, der understreger hvor fremragende et band, Led Zeppelin vitterlig var i den originale formation, når alle cylindre og hestekræfter blev sat fri.

Tungt og funky som bare fanden – det samme kan med god ret siges om “toeren”, der klart hører til noget af det bedste i hele kataloget.