Dødsdrift, dæmoner, dekadence og junk hænger som tunge mørke skyer over Stones’ hovedværket ‘Let It Bleed’, der i dag kan fejre 50 års jubilæum.
At den i perioder kaosramte britiske kvintet i 1969 overhovedet var i stand til at trække et så mesterligt og musikalsk iscenesat album op af hatten, er faktisk et under i sig selv. Spændinger florerede i bandet, Brian Jones, medgrundlægger og multiinstrumentalist, gik i hundene og døde under indspilningerne, og en ny mand måtte køres i stilling.
Valget faldt på den noget yngre Mick Taylor, hvilket skulle vise sig særdeles klogt. Med ham steg niveauet betragteligt. Taylor er dog kun aktiv på to sange, og Jones høres kun svagt på ‘Let It Bleed’, der lægger tungt ud med en Stones klassiker par excellence, ‘Gimme Shelter’, der understreger, at Keith Richard(s) er in charge som guitarist, komponist og kreatør.
Gadekampe, krig og konfrontation går lyrisk som en rødglødende strømpil gennem ‘Gimme Shelter’, mens gæstesangeren Merry Clayton vokalt set forlener sangen med en rygradsrislende soul- og gospelpower. Stones evner forbilledligt at kombinere blues, gospel og country med deres eget brand af hård kontant riffrock, hvilket ‘Live With Me’ er glimrende eksempel på.
Her træder Richards/Taylor dobbeltaksen dynamisk i karakter og løfter en flig af, hvad der ventede i fremtiden. Side 1 byder desuden på en dybfølt fortolkning af det gamle Robert Johnson nummer ‘Love In Vain’ og fyrig country rock i titelnummeret med alle dets hentydninger til coke, erotiske udskejelser og følelsesmæssig afhængighed.
Side to åbner med ‘Midnight Rambler’, der over tid er blevet en kronjuvel i koncertprogrammet. Sangen er en misogyn makaber skildring af en kvindeseriemorder on The Loose inspireret af den berømmede ‘Boston Strangler’, der hærgede i USA i starten af 60’erne.
Den smukke kærlighedsballade ‘You Got The Silver’ blev Keith Richards’ første solonummer som sanger uden Jaggers hjælp, og resultatet besidder dets helt egen charme. Ovenpå den effektivt rockende ‘Monkey Man’ er det tid til ‘Le Grande Finale’ med ‘You Can’t Always Get What You Want’, der ligeledes har opnået status som noget af en Sing a Long live attraktion siden 70’erne.
‘You Can’t…’ får det helt store udtræk tilsat London Bach Choir og diverse gæstemusikere inklusiv produceren Jimmy Miller bag trommerne i stedet for Charlie Watts, der ikke magtede de rytmiske udfordringer. Sangen refererer i indpakket form til periodens modkultur, nye politiske vinde og liberale indtag af stoffer dog tilføjet, at vi ikke kan få alt, men muligvis, hvad vi har brug for.
Nye strømninger i tresserne præget af ungdomsoprør, radikale grupperinger og selvdestruktiv adfærd i dele af hippiebevægelsen gik således ikke hen over hovedet på Stones, der absolut havde blik for den zeitgeist, der markerede sig i disse år.
Mere voldelige tider varsles forude i hele grundstemningen på ‘Let It Bleed’, og dagen efter pladens udgivelse kulminerer de dystre forudanelser med blodig brutalitet under den berygtede ‘Altamont Free Concert’, der skulle sætte trumf på Stones iøvrigt vellykkede USA turné nov.-dec. 1969.
Det hele endte ud i drab, destruktion, druk og dårlige trips alt indfanget af det kamerateam, som skulle dokumentere bandets amerikanske comeback efter flere års koncertpause.
Dokumentarfilmen kunne næsten ikke hedde andet end ‘Gimme Shelter’, der havde premiere den 6. december 1970 et år efter ‘Let It Bleed’ og ‘Altamont’. Den unge Meredith Hunter trak angiveligt en pistol og blev knivdræbt af hærdebrede Hell’s Angels medlemmer hyret til at stå for sikkerheden den dag ved hjælp af aggressiv selvtægt.
‘War, children, it’s just a shot away’, lød mantraet i åbningsskæringen fra dette monumentale rockværk, mens et nyt årti ventede forude.
