Lise Cabble modtager Musikforlæggernes Ærespris

”Dokumentarfilm om og helt nyt nummer fra Miss B Haven ligger i støbeskeen”.

Fotograf: PRESSEFOTO

For 11. år i træk overrækker Musikforlæggerne Æresprisen til en dansk personlighed, der har gjort sig særligt bemærket i dansk musik. Prisen overrækkes i morgen den 25. april 2023 i forbindelse med et lukket branchearrangement på Refshaleøen.

Carl Prisen er en bredside af et awardshow, der startede i 2013 og blev sat i værk med det formål at hylde og hædre danske sangskrivere, tekstforfattere og komponister. Prisen er i dag en af de mest anerkendte på den danske musikscene. Den har sit navn efter Danmarks store komponist Carl Nielsen, og der uddeles i alt 15 priser indenfor så forskellige genre som pop/rock, jazz/roots, score, børn, tekstforfatter og klassisk.

Blandt de nominerede i år finder man bl.a. Selina Gin, FABRÄK, Tone of Voice Orchestra, Kalaha, Blæst, Ida Duelund og Maria Jagd, Tobias Rahim, Andreas Odbjerg, Peter Sommer, Maria Faust, Drew Sycamore, PRISMA, KALEIIDO, Katinka Buchwald Bjerregaard, Lucky Lo.

Kun hvem der vinder æresprisen er foreløbig offentliggjort. Tidligere har personligheder som Lars Ulrich, Jacob Groth, Hanne Boel, Anne Linnet, Poul Bruun, Jan Sneum, Peter Ingemann og Bent Fabricius-Bjerre modtaget prisen.

I år går prisen til sangskriver og musiker Lise Cabble, som første gang bemærkede sig i bandet Clinic Q (1978-85) og ikke mindst som frontfigur i Miss B Haven (1986-97). Da Miss B. Haven stoppede valgte hun sangskrivervejen frem for solistvejen, og det har blandt andet sikret hende hele fire sejre i dansk melodi grand prix med Aud Wilken (1995), A Friend in London (2010), Emmelie De Forest (2013), og Leonora (2019). Som det nok er de fleste bekendt vandt sangen ”Only Teardrops” fremført af Emmelie De Forest endda selveste Eurovision.

Men hun er meget mere end succes med Miss B Haven og Melodi Grand Prix. Cabble, der selv udtaler at  en catchy tilgang og en stor alsidighed er nøgleord for hendes arbejde som sangskriver, har i løbet af en lang og flot karriere også markeret sig som bidragyder indenfor tekst- og musik i samarbejde med navne som Michael Learns To Rock, Sanne Salomonsen, Peter Belli, Kim Larsen og Hjalmer.

I 2021 udgav hun så for første gang i en alder af 63 år musik i eget navn i form af en digital EP med fem nyskrevne numre, der i tidens toner mest af alt beviste, at hun også som vokalist stadig har masser af personlighed og relevans.

– Lise Cabble er en enestående dygtig komponist og tekstforfatter. Hun har en meget personlig stil og bevarer sin integritet i alt, hun skriver. Hun fik med Miss B. Haven skabt et særlig band, der nåede ud i Europa – og fik flyttet rammerne for, hvordan et album skal lyde. En direktør i et stort engelsk selskab kaldte dem i 80’erne sågar “A Female Rolling Stones”, fortæller bestyrelsesleder i Musikforlæggerne, Ole Dreyer, og uddyber:

Flere af vores populæreste og mest elskede navne har også indspillet eller optrådt med hendes sange. Fra Michael Learns To Rock, Sanne Salomonsen og Peter Belli til Hjalmer og hans far Kim Larsen. Lige nu arbejder hun sammen med Burhan G om sange til en musical over Lise Nørgaards udødelige tv-serie Matador. Hun er sin egen, og har et højt konsistent kvalitetsniveau. Derfor er Lise Cabble en naturlig modtager af vores Ærespris.

Med prisen følger en pengecheck på 30.000 kr., som Lise Cabble traditionen tro giver videre til et nyt spirende sangskrivningstalent. Hvem, hun vælger at give pengene videre til, offentliggøres til selve prisfesten.

Er man i øvrigt nysgerrig på at dykke ned i historien om Lise Cabble, så er der også godt nyt på vej, idet filmskaberen Torben Skjødt Jensen i slutningen af sidste år kunne oplyse, at det efter mange års kamp nu endelig var lykkedes at rejse den nødvendige økonomiske støtte til at kunne færdiggøre en dokumentar om kvindebandet, der forvandlede sig fra Clinic Q til Miss B. Haven.

En dokumentar, et  poetisk/politisk rockmanifest , der har fået titlen ”Nobody’s Angel”, og som forventes at få premiere senere i år. Det jo et scoop i sig selv. Men ikke nok med det, så har Miss B. Haven også været samlet for første gang i 25 år for at indspille et helt nyt nummer til filmen.

Det skete med ingen ringere end Sune Rose Wagner (The Raveonettes, Psyched Up Janis) i rollen som både producer og guitarist, og så selvfølgelig med Lise Cabble – Vokal, Mette Soele Mathiesen – trommer, perc, kor, Lene Lykke Davidsen – Bas, kor og Minna Grooss keyboads, kor. Den oprindelige guitarist Anne Vig Skoven døde i 2013, blot 54 år gammel.

Studieejer Flemming Rasmussen (Metallica, Sort Sol, Gasolin m.fl) styrede selvfølgelig teknikken, ligesom han gjorde tilbage i 1982 da Clinic Q indspillede deres eneste album i Sweet Silence.

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.