Manden bag hits som ‘Trutti Futti’, ‘Lucille’, ‘Long Tall Sally’, ‘Rip It Up’, ‘Ready Teddy’ og ‘Slippin’ And Slidin’, der alle er en integreret del af den klassiske rock’n’roll musiks DNA, har spillet sin sidste boogie og tjekket ind på samme hotel i det hinsides, hvor legender som Elvis Presley, Buddy Holly, Chuck Berry, James Brown og Ray Charles har lejet sig ind.
Pianisten, sangeren og sangskriveren med kunstnernavnet Little Richard blev født som Richard Wayne Penniman december 1932 i Macon, Georgia som den tredje i rækken af et helt dusin børn. I barn- og ungdommen stod den på Gud, gospel og kirkegang, hvor han sugede til sig, når Mahalia Jackson, Sister Rosetta Tharpe og andre i samme liga oplod deres enorme stemmekraft for at besynge Herrens skaberkraft.
Richard lærte sig ud over klaver at spille altsax og solgte popcorn, når de store kanoner gav koncert i området. I slutningen af 40’erne forsøgte han at skabe sig en karriere og flyttede hjemmefra som 17-årig. I 1953 fik Richard kontrakt hos Peacock Records, hvor han gav den som R&B sanger for fuld knald.
Han klagede over betalingen for de indsungne singler, røg uklar med bossen og flyttede i 1954 tilbage til armod og arbejdsløshed i Macon. Men efteråret 1955 vendte bøtten for den højenergiske og utrættelige Richard, der hev en aftale i hus hos Speciality Records, hvor han nok så væsentligt lærte produceren Robert ‘Bumps’ Blackwell at kende, der så ham som selskabets svar på Ray Charles.
Men Richard foretrak lyden af Fats Domino og rejste til New Orleans for at få noget i kassen med flere af Dominos musikere, uden det dog resulterede i den store kommercielle forrentning. Fat i Blackwell på ny, der efter at have hørt en tidlig version af ‘Tutti Frutti’ mente, at der var bid. Især hvis de mest åbenlyse seksuelle antydninger i teksten blev droslet en anelse ned.
‘Tutti Frutti’ skabte ravage og liv i kludene som single, blev et hit og indvarslede om noget, at rock og rul æraen var født. ‘Long Tall Sally’ fulgte trop i 1956, mens vildmanden Richard turnerede intensivt med sit larmende og højtråbende show. Artister som Richard, Domino og Berry insisterede på, at både hvide og sorte måtte være til stede ved koncerterne, hvilket de fik lov til dog adskilt i hver deres del af salen.
Dansegulvet blev hurtigt løbet over ende, når Richard foldede sig ud tampende løs i klaveret, som Fanden selv var i hælene på ham, mens han skreg sine syndige besværgelser ud med en intensitet, som gjaldt det liv og død. Den legendariske DJ Alan Freed spillede Richard flittigt i æteren og sørgede for, hans protege kom til at medvirke i diverse film beregnet for det konsumerende unge segment, der ikke kunne få nok af løjerne.
Elvis Presley og Bill Haley fortolkede Richards sange. Flere klassikere fulgte: ‘Jenny Jenny’, ‘Keep A Knockin’ og ‘Good Golly Miss Molly’. I 1957 meddelte Richard, mens hele tumulten omkring ham bulderkogte som en gryde, hvor låget var ved at ryge af, at han havde set lyset og hovedsageligt ville bruge tiden på at lovprise højere magter ved at indspille gospel plader. Men ‘djævelens musik’ havde imidlertid ikke tænkt sig at slippe sit tag i ham, skulle det vise sig.
1962 gav Richard en række shows i en dobbelt feature med Sam Cooke, der med sin inderligt soulfyldte vokal forstod at få det kvindelige publikum i ekstase. Richard holdt fast i gospel repertoiret, indtil han ledsaget af en ung Billy Preston besluttede sig for at give Cooke kamp til stregen med heftig rock’n’roll frem for salmesang.
Folk gik bersærk, og Richard var back in business. Efteråret 1962 varmede The Beatles op for ham ved flere lejligheder, og der opstod et venskab mellem de fire englændere og den excentriske showman. Senere i 60’erne dalede Richards popularitet, efterhånden som købernes smag vandrede i retning af Motown, Stax og James Brown.
Selveste Jimi Hendrix blev i 1964 en del af Richards backingband, men året efter røg Hendrix ud igen, da han begyndte at tage sig visse musikalske friheder og samtidig klædte sig opsigtsvækkende – der var kun plads til en stjerne hos Richard. Det gik yderligere ned ad bakke for Richard, indtil det i 1969 lykkedes ham at vippe Janis Joplin og John Lennon af banen under to rockfestivaler rettet mod et hvidt publikum.
70’erne blev et skidt årti for Richard, der ikke leverede flere hits, forsøgte at leve på datidens renomme og begyndte at tage stoffer. Det lignede den rene ynk, men i 1986 medvirkede Richard i blockbusteren ‘Down And Out In Beverly Hills, som han skrev sangen ‘Great Gosh A’Mighty’ til med hjælp fra Billy Preston. Flere filmroller fulgte sammen med tv show optrædender og turnéer – Richards comeback var en realitet.
Samme linje fortsatte i 90’erne: Film, tv shows, koncerter og diverse projekter, hvor han gned albuer med andre notabiliteter som Jon Bon Jovi, Elton John og soul crooneren Solomon Burke. I 2005 sang han duet med en gammel rival fra rock’n’rollens storhedstid, nemlig Jerry Lee Lewis kendt som The Killer. 2008 optrådte Richard med John Fogerty ved årets Grammy Show.
Der var stadig bud efter den gamle, der trykkede den af med den kraft og vælde, alderen tillod. I slutningen af 2013 meddelte Richard i et interview med tidsskriftet Rolling Stone, at de mange år på landevejen nu var fortid, og siden har han kun optrådt ved særlige lejligheder og personlige pristildelinger.
Richards oktanholdige rock’n’roll tilsat boogie, New Orleans R&B, gospel og en viril vokal med en power som et flittigt leverende el-kraft værk har dannet skole gennem seks-syv årtier. Manden født Penniman hører til blandt det 20. århundredes vigtigste musikalske stilskabere. Utallige navne sorte som hvide inden for et bredt felt af genrer har fortolket sange fra Little Richards katalog – en liste lang som en papyrus rulle ved det Døde Hav.
Med Little Richards død er en af de absolut største og smukkest voksende træer i rockskoven fældet for evigt – æret være Richard Wayne Pennimans minde.
