Heidi var med i den allerførste udgave af X-Factor i Danmark. Den udgave som de fleste mest af alt husker for Martin for Ørum. Drengen der siden blev manden bag SAVEUS. En succeshistorie uden sidestykke i X-Factor historien.
43-ÅRIGE Heidi – der dengang hed Herløw til efternavn – har i den grad også en historie at fortælle – men den rummer desværre ikke kun masser af succes. Siden debutalbummet i 2008 er der nemlig sket store forandringer i Heidis liv – både menneskeligt og musikalsk. Stemmen er lige så hæs, inderlig og sensuel som den altid har været, men lyden er ny.
Albummet ”Breaking Through The Firewall” der udkommer i dag den 11. november fra Heidi & StellarPirate er nemlig på alle måder en ny begyndelse for Heidi.
Nærdødsoplevelse og 11 dage i koma
”Breaking Through The Firewall” er Heidis tredje album, og er en collage af følelser, tanker og oplevelser, som Heidi har haft gennem de sidste ti år. Brudstykker af hendes liv pakket ind i eklektisk indie-pop, der afspejler de forskellige øjeblikke fra hendes fortid og nutid.
Nogle af sangene samler tråden op i naturlig forlængelse af Heidis seneste album ”Talisman” fra 2011. Men hvor kernen i ”Talismans” fortælling er, at finde modet til bevidst at turde gå ind i smerten, døden og transformationen, er ”Breaking Through The Firewall” et udtryk for at befinde sig lige midt i stormens øje. At komme ud på den anden side til livet efter døden – og en ny begyndelse.
De 11 numre på det aktuelle album henter inspiration fra både folk, indie, pop, reggae, soul, blues, jazz og R&B, der hver især knytter sig til numrenes karakter, mens albummets sløjfe bindes af Heidi karakteristiske stemme, der med en særlig sanselighed fortæller historier om livets op- og nedture.
Selvom albummet berører mange elementer fra Heidis liv, udspringer musikken af en helt speciel oplevelse, hun havde i 2016. Efter bruddet fra sine børns far, flyttede Heidi til Caribien med sine to døtre. Under en ferie havde hun forelsket sig i øerne og fundet kærligheden, og besluttede derfor at St. Croix skulle være deres nye hjem. Den 11.11 er det præcis fem år siden, at Heidi under et kort besøg hjemme i Danmark ud af det blå ramt blev af en hjerneblødning. Det betød akut operation og at hun måtte ligge 11 dage i kunstig koma for at stabilisere trykket i hjernen. En voldsom, skræmmende og alvorlig tilstand, der dog skulle vise sig at blive en stor og vigtig oplevelse for Heidi:
– Jeg var fuldstændig klar over, at jeg befandt mig et sted mellem liv og død. Alting var bevægelser, farver, mønstre, og jeg havde en følelse af at bevæge mig gennem universet. Det var ligesom at være inde i et maleri. Jeg vidste, at jeg lå hospitalet, men også at min bevidsthed var et andet sted, fortæller Heidi om tiden, hvor hun lå i kunstig koma.
Stof til eftertanke
Heidi var på intet tidspunkt bange eller bekymret, mens hun lå i koma. Hun følte tværtimod at alt var somdet skulle være. Men oplevelsen blev en transformation, der gav stof til eftertanke. Flere af numrene udspringer da også direkte af oplevelsen. Den bossajazzede ”Free Vibrations” tager lytteren med på rejsen gennem tid, rum, former og farver som Heidi oplevede, mens hun var i koma, mens den mere folk-poppede og samtidig inderlige singleforløber ”Shiva” blotter de mange følelser og den transformation som udsprang af oplevelsen. I dag er Heidi helt uden fysiske mén, men oplevelsen har ændret hendes syn på livet – og døden – for altid.
-“Jeg har lært, at døden ikke er noget, vi skal gå og være så bange for. Det er en transformation og en overgang, som man skal ære. Når nogen dør, er det jo dem, der er tilbage, der mærker tabet og det kan være hårdt. Men der er ingen grund til at gå rundt og være bange for at dø. Det er vigtigt at være til stede i nuet og nyde de små ting, der hvor vi er”, fortæller Heidi.
Stellar Pirate:
Bag StellarPirate står sanger og sangskriver Heidi Svelmøe, der i dag er bosat på Fyn. Hun udgav sit første album ”Audio Ballerina” (2008) i samarbejde med Thomas Blachman og Kasper Winding efter sin medvirken i X-Factor. Tre år senere fulgte hendes andet album ”Talisman” (2011), hvorpå Tim Christensen gæsteoptrådte.
Ud over Heidi består bandet af :
Lukasz Borowicki: Guitar
Søren Lund: Bas
Nicolai Dvinge: Keyboard
Per Cussion Rasmussen: Trommer og percussion
Albummet er indspillet i 2021 i Medley Studios Cph og produceret, mixet og masteret af Søren Mikkelsen.
Der bliver afholdt releasekoncert i dag torsdag den 11.11 kl. 16-19 i Villa Copenhagen, Tietgensgade 35-39, 1704 Kbh V (LIGE ved siden af Hovedbanegården).