’Slow-mover’, ’late-bloomer’. Kært barn har mange navne, også når det bliver voksent, og prøver at balancere sit liv mellem de store drømme og virkelighedens små daglige gøremål og kvaler.
Ise – hvis borgerlige navn er Annelouise Adolph – udgav sit debutalbum ”Kø på Himalaya” tilbage i 2013, og siden skulle der gå hele seks år før hun fulgte det op med den flotte, personlige og ganske gennemførte EP ”Født på kanten”, der bød på håndspillet indie-folk sange af den langtidsholdbare slags. En EP vi her på siden gav hele fem ud af seks mulige ’SIDE 33 skiver’.
”EP’en indeholder seks numre – der alle som fællesnævner har tekster, der fortæller historier – og gerne vil fremstille tingene som de er, uden at gøre hverken tingene eller teksterne mere komplicerede end de er. Det fornemmes dog, at Ise, som sangskriver, kan lide at lege med ord – og få dem til at skabe nogle stemningsbilleder, der til tider også har en bagside.”
– Mads Kornum, SIDE 33
Ny single og video
Legen og de finurlige favntag med ord er stadig det der optager Ise. På hendes nye single ”Halvdrømt”, der udkommer digitalt den 17. juni 2022, undersøger hun drømmens grænser.
Med et stærkt afsæt i lyrikkens altid lunefulde verden har hun undersøgt, hvad der er drøm, og hvad der er virkelighed, og ikke mindst hvordan drømmene udfolder sig for en stadig ung mor midt i livet.
”Drømme er dejlige, fordi de giver én den vildeste benzin til livet, men de er også svære, for høster man drømmene, mister de lidt af magien i virkelighedens dagslys.”
– Ise
Singlen udkommer med en stemningsfuld og inddragende musikvideo lavet af Carina Randløv , der er autodidakt billedkunstner og uddannet fra Den Danske Filmskole som animationsfilmsinstruktør.
Digtsamling og album på vej
Singlen er startskuddet på et kommende album, der for hver sang eksperimenterer mere og mere med poesien. Ise har opdaget, at det til tider kan være befriende at trække på digtets logik frem for sangtekstens tradition.
Samtidig med albummet kommer også en digtsamling med motiver fra albummet, der folder sig ud i bl.a. grafiske systemdigte.
Kunsten at have sig selv med på rejsen
Det modne og poetiske udtryk er resultatet af mange års arbejde og en rejse efter eget udtryk, som artist og kunstner.
Genkender du stemmen eller ansigtet, så er det måske fordi du var en af de mange, der i 2011 blev ganske bjergtaget, da Annelouise blandt andet fortolkede Kashmir’s ”Splittet til atomer” i finalen det års udgave af X-factor programmet på DR.
Ind i mellem hendes to soloudspil var hun en del af Lindring – der i 2017 udsendte deres hidtil eneste album ”Giv tid” med smukt svævende og indie-rockende fortolkninger af sange fra Højskolesangbogen.
En lidt hemmelig ‘semi-supergruppe’, der udover Ise bestod af Jeppe Skovbakke (I Got you on Tape, Mathilde Falch m.fl), Adi Zukanovic (Bisse, Nikolaj Nørlund, Michael Falch m.fl), Jeppe Gram (Aske Jacoby, Ginne Marker, Tue West m.fl. ) og den internationalt orienterede jazzguitarist Mikkel Plough.
Allerede med Lindring fornemmede man hvor stærkt de store ord, og de malende linjer, ligger godt i Ise’s mund. Nu sætter hun selv ord på, og det med et afsæt, som vi tror på.
Så selv om Ise på ”Halvdrømt” drømmer sig lidt væk fra virkeligheden, mærkes det i virkeligheden ,som om hun kommer tættere på. Det er hun bestemt mere end velkommen til.
Medvirkende på ”Halvdrømt” er:
Annelouise Adolph, vokal og piano.
Alexander Kraglund, bratch og violin
Kasper Palsgaard Olsen, guitar
Søren Adolph, bas
Rasmus Glendorf, trommer.