Maaneland med praktisk magi til livssynet

"Se VIDEOPREMIERE fra ny jordnær drømmeduo"

Fotograf: PRESSEFOTO

Maaneland, er skabt af Andreas Rødbro og Alexander Bie. De debuterede i 2021 og har siden været i tæt samarbejde med Søren Zahle (Peter Sommer, Jacob Dinesen, Lars Lilholt, The Mukherjee Development m.fl. ), der har co-produceret gruppens debut-EP Metervarer, der udkom sidste år.

Maaneland-projektet opstod på en rustur, da Alexander og Andreas startede på musikuddannelsen i Aalborg. Et møde, der blev til et spirende venskab og senere et stærkt musikalsk samarbejde med store visioner og drømme.

I maj måned 2023 følger Maaneland op med deres debutalbum Metervarer Til En Drømmer – en plade, der både sonisk og tekstligt afspejler bandets rejse indtil videre. Med et naturligt paradoks mellem at skabe tempofyldt, storslået pop/rock og synge om det melankolske sted i livets mellemregninger, udtrykker sangene en udforskning af identitet.

De kommenterer på en samtid, hvor alt glorificeres på SoMe-platforme – højdepunkter og livets milepæle kommer i forgrunden, og man skal være unik og skille sig ud. Maaneland vil være den umiddelbare og genkendelige lyd af mellemtiden – om dagen i morgen og ikke bare den næste store begivenhed. Bedømt ud fra hvad de foreløbig har udsendt kan der meget vel komme noget stort ud af den vision.

Foreløbig har singlerne Metervarer til en drømmer, Nøglehullet og Kansasdragt været ude som digitale drømmefangere, og i dag følger nok en single, der i raketfart sætter forventningerne på optur. Omgivet af en tåge af aggressive rockguitarer og drømmende synthesizere er Praktisk Magi en sonisk metafor for Maanelands underjordiske verden. Sangen handler om at møde mennesker, der ændrer dit livssyn til det bedre, og det føles da også i høj grad, som om man for alvor ser virkelighedens sande ansigt i øjnene når linjen Du tar’ mig til den anden side af utopien rammer øregangen.  

Navnet Maaneland er et udtryk for at lede efter noget – ligesom månen, der er et sted, som alle kender, men som meget få har været. Lige nu er Maaneland to dybt forankrede nordjyder, der spiller melankolsk pop/rock og tør at drømme stort i livets mellemregninger, når alt ikke går op og fremad hele tiden. 

Lige nu er det dog bare at konstatere at tingene rent faktisk går op for denne nye drømmeduo.

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.