Den 05.07 fylder Huey Lewis 70 år – og i år er det 40 år siden at det første album fra Huey Lewis & the News udkom. Men man skal næppe forvente at disse mærkedage markeres på landevejen, for Huey Lewis er hårdt ramt af ørelidelsen Menieres, der har medført høretab, øget støj følsomhed, tinnitus mv., hvilket konkret betyder, at Huey Lewis hverken kan synge eller optræde.
Lidelsen blev diagnosticeret i 2018 efter et totalt tab af hørelse i forbindelse med en koncert. Siden har Huey Lewis kæmpet med de alvorlige følgevirkninger, og det besværliggjorde ligeledes arbejdet med at færdiggøre det første Huey Lewis & The News album i 19 år med nye sange.
Det lykkedes heldigvis – albummet “Weather” udkom den 14.02.20 – med 7 helt nye sange – og en spilletid på 26 minutter. Og elsker man i forvejen lyden fra gennembruds albummet – millionsælgeren – ”Sports” (1983) og det efterfølgende ”Fore” (1986) – ja, så er ”Weather” en stor nyhed, der nok engang beviser at den samme historie sagtens kan fortælles igen og igen, hvis historien bare er god og tidløs.
Det er et album, der har straks har sikret sig en sang både på Side 33s ”Rest of the World” liste – og på ”Ro på” på Spotify – og det afspejler måske det Huey Lewis & The News kan – for de rummer nemlig både rocken, romantik-takken og roen og ikke mindst følelsen af fest, farver og fællesskab.
Til nummeret ”Her love is Killin’ Me” er der netop udgivet en Huey Lewis hyldest video lavet af en fan – klippet sammen af klip af Huey Lewis fans verden over – og den er af hovedpersonen selv blevet både fremhævet og rost via gruppens Facebook side. God stil.
Til gengæld skal du altså nok se ret langt efter mere nyt fra Huey Lewis – eller en Huey Lewis optræde LIVE. I et interview med CBS Sunday Morning i februar, gjorde han det klart, at han ikke tror på – at han bedømt ud fra hans aktuelle tilstand – kan komme til at lave mere musik.
I et aktuelt interview fra den 15.04 til ”The Big Interview” med Dan Rather fortæller han også åbent og ærligt, at det også er en af årsagerne til at albummet kom ud nu – trods kun syv numre – for så har han trods alt noget at have fokus på – efter en tid hvor depression og selvmords-tanker har præget den ellers altid livsglade og udadvendte personlighed.
En trist melding – men så ekstra glædeligt og velkomment, at ”Weather” – kort og godt – er udkommet, og kan bringe gode nyheder ud til en fortsat stor og loyal fanskare – hvilket førnævnte video jo så ganske fint dokumenterer.
Sidst Huey Lewis spillede her til lands var til Skive Beach Party i 1999, og har det været i bare nærheden af det niveau og den høje cigarføring – han i bogstavelig forstand – udviste sammen med sine storswingende The News, da han 5 år før det gæstede Midtfyns Festivalen, ja så er det en af de koncerter at dem der var så heldig at være til stede nok vil huske for evigt. Jeg så dem selv i 1994 – og det gjorde da at der på indersiden af musikhjertet siden har været tatoveret ”The Heart of Rock & Roll” – og at der er et stort smil på læben hver gang at tankerne tager en tur tilbage til den underskønne juni dag på Fyn.