MANDEN, MUSIKKEN, MYTERNE OG MENINGERNE

”FRANK ZAPPA - 80 ÅR”

Fotograf: Henrik Hildebrandt

Spørgsmålene kunne i dagens runde anledning lyde: Hvorfor overhovedet hive en frihedsaktivist, satirisk provokatør, guitarist, komponist og selfmade forretningsmand, der døde for 27 år siden, frem af gemmerne midt i en global pandemi anno 2020? Er det da så vigtigt at markere, at manden ville være fyldt 80 år i dag? Her kommer svarene: Fordi Frank Zappas synspunkter, musik, tekster og samlede iscenesættende koncept stadig er relevant for vor tid. Ingen siger vel, at vi behøver at være så trend- og tidsåndsorienterede, at historien og dens markante personligheder intet har at fortælle og lære os.

Frank Vincent Zappa (1940-1993) er for skribenten her og mange andre en af det 20. århundredes helt store kulturskikkelser, fordi han havde modet til at sige ‘sandheden’ om politik, musikindustrien, den almindelige amerikaners mentale habitus og generelle dannelsesniveau samt menneskers hang til stimulanser og overfladisk underholdning, som den så ud fra hans kynisk-pessimistiske ståsted – det skaffede ham både venner og fjender. Zappa var hudløst ærlig, umanerlig intellektuel skarp, kompromisløs i sin kunstneriske aktiviteter, en hård, autokratisk orkesterleder og kunne tendere til at opføre sig arrogant og decideret nedladende overfor sine omgivelser – især hvis den var befolket af personager, hvis talent og kunnen lå langt under hans.

Den slags kan for en del virke voldsomt usympatisk i dag, hvor der tales om på den ene side at møde den enkelte i øjenhøjde og foregive forståelse og på den anden formynderisk at fortælle selv samme, hvad der er bedst for ham eller hende. Zappa gav fanden i begge positioner. Allerede med debutalbummet ´Freak Out´ fra sensommeren 1966 satte han sin sylespidse og groft forulempende samfundskritik på skrift og lod Mothers Of Invention bade den i lyd med lige dele voldsomhed, vanvid, virtuositet, kaos, kreativitet og kompositorisk kontrol. Bandet gik planken ud i undergrundsmiljøet og blev kult, men havde meget lidt i hatten med datidens hippiekultur.

Guitarafguden Frank Zappa var hverken for fastholdere af en antikveret verdensorden eller for dovne døgenigte med blomster i håret og en hashpibe i kæften, der talte om revolution uden mål og med. Zappa forblev trofast overfor egne idiosynkrasier

I min verden dukkede Zappa op ved hjælp af storebrors pladesamling, hvor jeg gennem lytning af diverse albums fik færden af, at manden med den karakteristiske moustache spiddede alverdens former for dumhed, korrupte politikeres ragen til sig og folks småborgerlige seksualmoral grænsende til pinagtig puritanisme – hån, spot og latterliggørelse formuleret i et til tider elegant sprogligt overskud. Andre gange udtrykte Zappa sig bevidst plumpt og pornografisk tilsat nærmest hadefulde rim og remser. Musikken gik over stok og sten i et hæsblæsende tempo med skæve taktarter, kringlede harmoniske og melodiske forløb, der abrupt kunne lede over i en jam baseret på en eller to akkorder, hvor kapelmesteren blæste igennem med frodige soli helt ud over kanten.

Denne signatur har de senere sæsoner haft rig lejlighed til at fordybe sig intenst i Frank Zappa samt læse hans egne ord, politiske manifester og offentlige statements. Det er alt andet end kedeligt. Stofmængden er enorm, men ofte med forbavsende kontinuitet i helheden af musik og meninger – et gesamtkunstwerk i bedste Wagner-stil er det fristende at konkludere. Her følger nogle enkelte og stærkt subjektive nedslagspunkter i det samlede output, der stritter i samtlige verdenshjørner.

‘Absolutely Free’ (1967), Zappa og Mothers andet udspil, er kulsort samfundssatire, psykedeliske lydlandskaber og garagerock blandet med genrecollager af enhver karakter. Vi er så langt væk fra American mainstream, som tænkes kan. En ren fest for Zappaloger. Overrumplende også hørt med nutidens ører. Dyrk især det syv et halvt minut lange udstyrsstykke ‘Brown Shoes Don’t Make It’, hvilket mesterligt musikalsk puslespil.

‘Hot Rats’ (1969), et væsentligt hovedværk og en lysende stjerne i Frank Zappas gigantiske produktion. Lyden på en af de første 16 spors indspilninger i rockens historie er forbløffende transparent og detaljeret ikke mindst tiden taget i betragtning. Det kompositoriske materiale samt tilhørende improvisationer er højt oppe at flyve fra trommeintroen i ‘Peaches En Regalia’ til slutnummeret ‘It Must Be A Camel’. Zappas eget guitarspil er konstant opfindsomt og filigrant letflydende.

‘A Movie for your ears’ kaldte Zappa ‘Hot Rats’ – ‘A feast for your ears’, lyder min tilføjelse.  Overrumplende, originalt og vildt på et svimlende højt niveau, men senere satte Zappa og hans supermænd yderligere trumf på.

Havde Zappa udgivet det satirisk provokerende dobbeltopus ‘Sheik Yerbouti’ i dag, var han sandsynligvis røget ind i en mindre shitstorm grundet diverse grupperinger, der ville have følt sig stødt over ‘tonen’. Men der er nu meget andet godt at hente på ‘Sheik Yerbouti’, der helt uvant for Zappa endte med at sælge i millionklassen, efter han fik sig løsrevet fra Warner Bros. og etableret sit eget selskab. ‘Bobby Brown’ nægtede de fleste amerikanske radiostationer at spille, men det gjorde de europæiske til gengæld i righoldigt mål. Også ‘Jewish Princess’ gav ballade. Rent verbalt var manden jo ikke just kendt for tilbageholdenhed.

De musikalsk perfekt udførte parodier på new wave, punk, Disco og Dylan er faktisk ret morsomme, og generelt er det spilletekniske niveau af høj høj klasse som så ofte i Zappa lejren. Tjek blot ‘Yo Mama’ fra side fire. Hvilken opvisning i kollektivistisk og solistisk sammenspil. Den slags er sgu savnet i dag.

Frank Zappa døde alt for tidligt som følge af kræft mindre end tre uger før sin 53-års fødselsdag i 1993. Hvad ville han mon have ment om Trump, Covid-19 restriktioner, identitetspolitik, hang til at føle sig krænket og øget fundamentalistisk islamisme eksempelvis? Det kan vi af gode grunde kun gisne om. Zappa og Mothers of Invention revolutionerede rockalbum formatet og grænserne for politisk satire med et snert af anarkisme og ordekvilibristisk originalitet fra midten af 60’erne. En del af de mest vellykkede udgivelser fra den periode plus 70’erne har ubesværet stået tidens distance.

Dem kunne jeg jo godt nævne nogle flere af på 80 års dagen, hvilket hermed gøres til almen inspiration og fordybelse for såvel nybegyndere, let øvede og hardcore kendere i Zappa land – et lille udpluk: ‘Over-Nite Sensation’ (1973), ‘Apostrophe’ (1974), det essentielle live sæt ‘Roxy & Elsewhere’ (1974), ‘One Size Fits All’ (1975), ‘Zoot Allures’ (1976), ‘Joe’s Garage I, II & III’ (1979), ‘Broadway The Hard Way’ og ‘The Yellow Shark’ fra 1993 med moderne orkestermusik sendt på markedet to måneder før hans død.

Tillykke med dagen i det hinsides til denne betydningsfulde skikkelse – Zappa Forever!

Trailer for “Zappa” der var på programmet til den aflyste CPH:DOX festival 2020

Leave a Replay

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.