Den 24. januar udkommer det fjerde album ”Ind i Evigheden” fra sangeren og sangskriveren Marc Facchini.
Han er især kendt og anerkendt for sine tekster, som går dybere, tættere på, højere op og længere ind – end de fleste andre danske sangskrivere. Han tør, hvor andre bare tørre fødderne, og vasker hænderne. Ikke fordi han har de evige og rigtige svar, men han tager fat på nogle af spørgsmålene, der kræver svar, hvis drømmen om et godt liv på jord skal bevares.
Det kommende album kan betragtes som en ensemblefortælling om den yderste dag på jorden. På første singlen ”Bag tonede ruder” var det en asteroide, der var på vej mod jorden og undergangen er nær. Nu er næste single ”Manden og tårnet” så udkommet i fredag. I den forbindelse sætter sangskriveren i det tilsendte pressemateriale disse ord på –
”Vi danskere har aldrig haft så magert et sjæleliv, som vi har nu, hvor klima- og migrantkriser sætter store eksistentielle og etiske dilemmaer på vores allesammens dagsorden. Jeg er kæmpe fan af videnskaben, men den kan ikke alene fylde det hul, vores tro engang har siddet i” – og forklarer om selve opbygningen af sangen –
”Han er alene. Manden. Han ser folk omkring sig forberede sig på Jordens undergang. Han ser dem bruge tid sammen med venner, kærester, familie. Han har ikke nogen at bruge tiden sammen med. Han har kun noget at bruge tiden på. Han samler mursten og skrald. Han bygger et tårn. En trone. En udsigtspost. Han vil sidde på første række. Han vil have den bedste plads når horisonten bryder i brand. Han vil have et glimt af hvad der kommer efter os”.
Barske sager, som har fået en passende video – skabt af fotografen Mark Stig – se den her :