Markante ændringer hos SIDE 33

"Nye tider. Nye sider. Men også videre"

Fotograf: Maria Fremming

SIDE 33 tager sig en forlænget efterårsferie, mens vi flytter til ny matrikel, og ændrer lidt i selve fundamentet for skabelsen af dette musikmedie, der så dagens lys tilbage i april 2019.

Siden har jeg egenhændigt og uafhængigt forsøgt at skabe et bæredygtigt forretningsgrundlag. Det er ikke lykkedes. Rundt regnet har jeg vel personligt på de 3½ år haft omkring 1 million gode danske kroner i tabt arbejdsfortjeneste. Men jeg har overlevet, og udlevet med indlevelse. Vokset som menneske med et nyt netværk, og med oplevelser, som jeg ikke ville være foruden.    

Jeg anser derfor ikke pengene som tabte eller spildte. Tværtimod føler jeg , at næsten hver en krone har været givet godt ud. For there is something rotten in the state of Denmark når vi taler musikformidling. Jeg er blevet maksimalt bekræftet i, at utroligt mange mennesker mener, at der er behov for at blive bedre oplyst – sagligt og fagligt – om emner, der interesserer dem eller kan komme til det.

Det gælder ikke mindst omkring nyheder omkring musik. En kunstart eller udtryksform, om man vil, som i den grad evner at samle folket, mere end den skiller. Her kan vi alle være farverige, dele sorger og glæder, og alt det ind imellem, uden at skele til om vi er røde, blå, lilla, sorte eller hvide.

Men tidens trend er at der alle steder skæres ned på musikformidlingen – senest tydeliggjort via den hovedrystende og skammelige fyringsrunde i DR.  

Musikskribenter søges

Omfanget af ny musik er voldsomt – men kvaliteten er generelt høj. Desværre drukner ufatteligt mange fantastiske udgivelser i mængden. Jeg vil fremover gøre mit til stadig at formidle information om de absolut mest interessante album, der ser dagens lys – men jeg kan ene mand langt fra nå dem alle, ikke engang 1/33 del. Så har du musik på hjernen og i hjertet, og en lyst og naturlig sproglig evne til at udtrykke din holdning sagligt og med fagligt belæg hos en musikalsk bredside til os alle, så lad mig endelig høre via madskornum@side33.dk.   

Personligt flytter jeg SIDE 33 fra at være min primetime beskæftigelse, til at være en fuldblods bibeskæftigelse. Jeg starter pr. 01.11 i en fuldtidsstilling hos AP Pension. Det glæder jeg mig utroligt til. Vi deler værdier. Her fylder hjertesager lige så meget som pengesager, samtidig med at der skal være plads til alle.

Foto: Maria Fremming

Nyheder fra torsdag til lørdag

Fremtidig fokus vil være uændret, men SIDE 33 vil fremover alene bringe opdateringer torsdag – lørdag. Det være sig omtaler og anmeldelser af danske album, videopremierer og præsentation af aktuelle videosingler, LIVE reportager fra de små scener og fra nogle af de mere markante live begivenheder på dansk jord . Samtidig opretholdes et fokus på alle de spændende musikere, der bevæger sig udenfor TOP-40-listerne og alt mainstream markedsføringen.

Jeg har i årets løb med musikhjertelig TAK modtaget urimeligt mange skønne album, som jeg desværre ikke har nået at sætte ord på. Jeg lover at gøre alt for at samle op på de bedste af disse album inden årets udgang, så så mange læsere, som muligt får en ekstra mulighed for at opdage de efter min åbenhjertelige mening vigtigste danske album fra 2022.

Tak for støtten hertil – til abonnementer, til samarbejdspartnere, til bidragsydere, til musikerne, til arrangørerne, til læserne. Lad os fortsat sammen kæmpe for en bedre musikformidling i det danske medielandskab – for i alt slags vejr er musik nu engang et vidundermiddel for det der er oppe i vores hoveder. Men som det meste andet her i tilværelsen – ingenting kommer af sig selv!

Ny adresse til anmeldereksemplar

Som hidtil anmelder vi album på baggrund af såvel digitale link, som via en udgivelse i fysisk format.  Vi hylder dog musikken en helhedsoplevelse, hvor tekst, musik, coverart kommer i spil. Derfor foretrækker vi at at indtage musikoplevelsen via et fysisk medie. Det medie, hvor der i parantes bemærket, hvis du vil støtte op omkring musikken, rent faktisk kan være lidt penge at tjene for den gennemsnitlige musiker og sangskriver. Derfor vælger vi at prioritere de album vi modtager som LP (eller CD) højest.  

Da mængden af efterspørgsler om anmeldelser er større end vores aktuelle omfang af tid og ressourcer, kan vi dog aldrig garantere en anmeldelse pba modtagelse af et “anmeldereksemplar”. Men fremover kan det sendes til nærmeste pakkepost til adressen : SIDE 33 v. Mads Kornum – Lysalleen 560, 3 tv – 4000 Roskilde.

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.