Når den gratis Surround Festival her den 19. og 20. maj 2023 løber af stablen for tredje gang, bliver det endnu en gang med nogle af de mest lovende nye navne fra det danske musikvækstlag.
For det nysgerrige musikhjerte er der således masser at komme efter uanset om man er til roots, pop, jazz, R&B, rock eller måske bare til musik med en ungdommelig og grænsesøgende puls.
Koncerterne foregår midt i Roskilde Centrum enten på Stændertorvet eller i Latinerhaven lige ved siden af- og så en enkelt koncert i selveste Roskilde Domkirke. Det hele foregår i tidsrummet 16:00-22:00 om fredagen, og 13:30-22:00 om lørdagen..
Vil du i forårets tegn varme lidt op til de musikalske løjer indenfor fællesskabets rammer, så byder festivalen på HAPPY HOUR fredag mellem kl. 14:00-16:00, og lørdag kl. 13:30-15:30, hvor du kan få 3 for 2 på alle drikkevarer, hvad end du er til fadøl, sodavand eller vand.
Festivalen har tidligere præsenteret navne som Blæst, Pil, Guldimund, SULKA og Jacob Aksglæde, der jo sidenhen har været på programmet på nogle af landets absolut største scener.
13 nye upcoming navne er på plakaten i år – og dem kan du hver især læse nærmere om via festivalens facebook side eller hjemmeside https://surroundfestival.dk/
Hvad du falder mest for ved naturligvis kun du, men skal vi herfra plukke et særligt anbefalesværdigt firkløver ud af programmet bliver det nedenstående fire artister, som vi har ekstraordinære forventninger til:
Luna & Rezwan
Luna Ersahin og Rezwan Taha er allerede to markante aktører på den danske musikscene – kendt fra henholdsvis AySay og Rest in Beats. Særligt AySay har haft god vind i sejlene siden deres debutalbum sidste år, og de gav blandt andet en særdele minderig koncert på sidste års Roskilde Festival. Duoen Luna & Rezhan er ganske ny, og de fik deres ilddåb på sidste års Copenhagen Jazzfestival. Taler rygterne om den begivenhed sandt, så kan denne unikke koncert i domkirken vise sig at blive festivalens altoverskyggende moment.
Når to så stærke personligheder krydser vokaler og musikalske spor, så er det svært at tænke sig at det kan gå galt. Der kan ventes en smuk visuel og sonisk oplevelse i historiske rammer, hvor kirkens akustik med garanti vil løfte oplevelsen yderligere, når duoen tager publikum med ind i den direkte og dybe forbindelse til musikernes rødder, med hjælp af sjælfulde vokalharmonier og smukke melodier.
AUGUST HØYEN
Hvis du ikke kan vente med at opleve denne karismatiske artist til han senere på året optræder på Roskilde Festival, så har du chancen allerede nu på lørdag, hvor den følsomme sangskriver spreder kærlighed med en blanding af varmblodig R&B og en folk-klingende fornemmelse for intimitet.
Hans musik er blevet beskrevet som et kram fra en god og forstående ven, og de kram er allerede blevet givet til mange, for Høyen har allerede spillet på et væld af festivaler, og tidligere på ugen indtog han også Tivoli i København. Meldingen derfra var oplevelsen af mødet med en kunstner på vej mod topformen. Det er nok næppe tilfældigt, at han allerede har udsolgt to ud af tre koncerter til efteråret på Hotel Cecil i København. Det kunne selvfølgelig ‘bare’ være en hype. Det er det dog ikke. Det en ægte ‘Høyen’.
Hvis du vil se og høre en artist der i den grad er på himmelfart mod stjernerne, så det med at indfinde sig lørdag aften kl. 21.
BAHIMA
Det unge rootspop-band Bahima er et dejligt frisk og pirrende pust på den danske musikscene med en cocktail af skæve takter, gribende melodier og eventyrlige tekster om duer, dukker og alt derimellem. Det har de foreløbig har dokumenteret på den helstøbte og dragende debut EP ”Før du flyver”, der udkom i november sidste år, og via et par slidstærke singler inden da.
Tjek dem ud når de kl. 17 fredag spiller på Havescenen i Latinerhaven lige ved siden af Domkirken. Der behøves næppe et rumskib for at sikre en guddommelig oplevelse i selskab med et band, der i sjældent hørt grad emmer af originalitet og nødvendighed i både tekst og musik.
MØRKEBLØDT
Mørkeblødt er lyden af 20’ernes tankemylder i et bombardement af følelser, analoge synthesizere, guitar-riffs og en vild, utæmmet energi. Gennem sin organiske og rockede lyd – der på den aktuelle EP med den fængende og kreative titel ”Egoflænger” – placerer sig et mellem JUNG, NEPHEW og JOYCE – skaber August Sandfær alias Mørkeblødt plads til frustrationen over den til tider destruktive verden, der konstant hiver i en og minder en om, hvem man kunne være, og hvad man burde gøre.
Foreløbig bør man nok lytte noget mere til Mørkeblødt, for det kan rent faktisk nærmest føles som at se lyset!
Og ifølge en nyligt interview med sn.dk så er parolen klar når han optræder live – han vil gerne helt derud, hvor det hele er ved at vælte!
Så mon ikke det kan vælte en del omkuld når han går på scenen kl. 20 fredag? – jeg tror det!