Masser af nyt at tage stilling til – The Revolution starts now!

”Nyd en frisk VIDEO SIX-PACK – på et oplyst grundlag!”

Fotograf: Maria Fremming

Smag og behag er forskellig – og begge dele udvikler sig – hvis du vil – og får muligheden. Problemet er bare, at alt imens menigmands- og kvindes appetit på at udvide horisonten indenfor mad, vin, øl, feriemål , gadgets osv. udvikler sig eksplosivt – så sker det slet ikke indenfor musik- og kulturforbrug.

Kort sagt består problemet i at den gennemsnitlige musikforbruger kun bliver præsenteret for en meget lille del af menukortet og kagebordet. De ved ikke bedre, og vælger derfor helt naturligt fra toppen af kransekagen – fordi de andre lag ikke er synlige – og så er toppen jo altid den bedste, ikke sandt!?      

En tendens, som blev bekræftet i forbindelse med en nylig undersøgelse om hvilke navne at publikum ønsker sig på programmet til næste års Ringsted Festival. Resultatet af den undersøgelse har på diverse sociale medier igen sat gang i debatten om musikalsk diversitet, kuratering og køns repræsentation.

Udgangspunktet er det faktum at den offentliggjorte Top-20 viser at publikum ønsker 19 mandlige artister – og blot en enkelt kvinde – Drew Sycamore.   

Skåret ind til benet er spørgsmålet så – er det så et problem?

Hvis man ser det isoleret set i forhold til Ringsted Festival – der er en privatdrevet virksomhed – er det naturligvis ikke. Det er enhver virksomheds gode ret at tilbyde sine kunder det de efterspørger. Det er derfor ikke Ringsted Festival der er noget galt med – og bestemt heller ikke dem, der har deltaget i undersøgelsen.

Det der efter min overbevisning er grumme galt, er at musik- og mediebranchen overhovedet ikke er opbygget til eller gearet til at præsentere og repræsentere et bredt udvalg af produkter – eller til at vægte køn, alder, udseende, social baggrund osv. på en ligevægt, der har såvel solidaritet, kvalitetsstempling og frie markedskræfter med i bunken af tunge og uomtvistelige lodder.

– Mads KORNUM, SIDE 33

Musikforbrugerne – lytterne – vælger og handler helt normalt efter vaners regulerende og rationelle magt, og på et videngrundlag, de næppe ved er så begrænset.

Lytternes såkaldte ’frie valg’ er desuden de senere år blevet forstærket af streamingtjenesternes topstyrede indtog. Tjenester der på forunderlig vis – med algoritme styrede playlister – pudsigt nok sørger for at de store velkendte artister blive afspillet mere, mens de mindre og mere ukendte artister forbliver lige UHØRT.

”De er så nok bare ikke gode nok” er der nogle der siger – og streamingtjenesterne formår foreløbig med succes at sælge sangen om ”det helt frie valg”, så de fleste tror på det. Skal vi ikke bare konstatere, at det er sandhed, der har ret så mange dimensioner. Messi og Ronaldo ville nok heller ikke score ligeså mange mål, hvis nu bare de var i kamptruppen, men ikke kom på banen!.      

Men hvem er det ellers du som forbruger bruger til at få indsigt i det aktuelle musikudbud? Ja, det er – for den voksne del af befolkningen – stadig primært DR og TV-2 og de landsdækkende radiokanaler. Og hvad spiller de? Tja, mest af alt det de tror (og har analyseret sig frem til) at du vil høre. Oversat til – ’det du hørte i går – og da du var ung’.   

Det er da en balstyrisk undervurdering af mænd og kvinder i alle aldre at påstå, at  de ikke selv kan tage stilling, og at de ’kun’ vil høre det de kender eller nyt fra ’Top-40’ klanen.

– Mads kornum, side 33

Vanedyret findes i os alle – men vi er også alle født nysgerrige. Nysgerrigheden skal dog stimuleres – og i tider hvor musik- og kulturformidling over en bred kam bliver kraftigt nedprioteret, så skal vi nok forvente at der går en del år før at svar på undersøgelser, som den nævnte fra Ringsted Festival, ser meget anderledes ud.

”The Revolution starts now” hedder et album fra Steve Earle album fra 2004. Det gjorde den ikke. Så nu fører JEG den titel ud i virkeligheden. Ikke fordi jeg er revolutionær anlagt – tværtimod – men fordi jeg ved at brugen af musik er så værdiskabende på tværs af alder og køn. Der skal derfor LYS på alt det uoplyste i musikbranchen. NU.

Målet er egentligt enkelt. Frie valg for alle – forbrugerne, pladeselskaber, festivaler, spillesteder, musikere – ja, alle led i fødekæden – men på et oplyst – og ligeværdigt grundlag. Vi har ikke brug for smagsdommere, men vi har brug for nogle, der er med til at vække nysgerrigheden hos den enkelte igen, via nogle finmaskede filtre af information og præsentation.  

Det kræver at vi fra alle led i musikbranchens ’fødekæde’ får nogle dygtige repræsentanter frem i lyset, som med passion vil kæmpe for at vi får skabt en fælles platform for den brede musikformidling. Kald den SIDE 33 – kald den hvad du vil – der skal mere end bare et navn til.

Der skal skabes én samlende platform, der på enkel og appetitvækkende vis gør det klart at det nederste stykke i kransekagen kan være lige så velsmagende – og lige så lukrativ en forretning – som det øverste stykke.

Jeg blæser til fælles kamp – hvem vil være med på holdet – hvem vil være mere til at skabe en mere mangfoldig musikverden til gavn og glæde for os alle.

– OPRÅB fra mads kornum – musikformidler

Lad mig endelig høre fra dig/Jer – hvis vi sammen skal skrue op for ambitionerne om at bevæge virkeligheden!

Og alt imens kan du skylle hele denne ‘OPSANG’  ned med en frisklagret ‘VIDEO SIX-PACK’, der viser hvor forskellige musikalske kvaliteter, der er at hente rundt omkring – også langt udenfor Ringsted Festivals Top 20.  

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.