MATHILDE vil give publikum sit hjerte hver gang

”Usikkerhed har medfødt en ret stilsikker debut EP”

Fotograf: PRESSEFOTO

Det er bare nedtur ikke at få opmærksomhed når man nu har noget at byde ind med. Sådan oplever mange musikere og artister det i disse tider. Men der udkommer nu også meget – nok også FOR meget i forhold til størrelsen af et potentielt publikum i vores lille land.

Hos SIDE 33 bestræber vi os på fortsat at være det filter, der fanger det meste af det, som vi tænker ville være ærgerligt for vores læsere at være foruden viden omkring.

Det kræver en daglig stram prioritering og mange timers aktiv lytning. For en ting er sikkert! Vi er ikke blot promotion selskabernes forlængede arm. Vi er ikke et af de medier, der blot kopier det meste af en pressetekst. Så når jeg, som f.eks. i dette tilfælde, modtager en pressemeddelelse med en overskrift der lyder:

”INSECURIOSITY – En EP fuld af skælvende nærvær”

… så tænker jeg – ’godt skrevet’ – men kan det nu passe, og er det også indtryk jeg som aktiv lytter selv får med? Og JA – det er rent faktisk tilfældet med den nye digitale debut EP fra 24-årige Mathilde – hvis fulde navn er Mathilde Bjerring Eriksen. Opvokset i Bælum Nordjylland, hvor hun fra en tidlig alder har taget musikken til sig – og hele tiden har prøvet af dygtiggøre sig ved at øve hjemme, ved at gå på den lokale kulturskole, og senere i livet deltage i diverse musikkurser, sangskriver workshops m.v. Hun er kort sagt søgende og ambitiøs.

PRESSEFOTO

Hendes nye EP er så også blevet til i samarbejde med en anden selvstændig, stærk og seriøs kvinde – Anna Krebs Bille – indehaver af musik og managementfirmaet STILLE STØJ. Mathilde har skrevet EP’ens numre sammen med Anna Krebs Bille – og det er der blevet fem sange ud af, som bevæger sig sindrigt og følsomt rundt i et drømmepoppende univers.  I sine sange omfavner MATHILDE dét, vi ofte har allersværest ved – vores usikkerheder – og pakker det ind i en lyd, der er elektronisk, melankolsk, let og luftig – og alligevel leveres med både nerve og … skælvende nærvær.

Det fornemmes at det er sange, der skrevet med stor selvindsigt og uden tøven over udleveringen af egne dybe usikkerheder. Sange der er skrevet for at skabe forståelse for det sårbare og det stærke i en, og med et fokus på at gøre sig bevidst om, hvad der er selvværdets styrker og hvad der er usikkerhedernes facader.

“Jeg håber at EP’en kan være med til at inspirere andre mennesker til at omfavne deres usikkerheder, og til at acceptere og anerkende disse mørkere, hårde og til tider ukonstruktive sider af sig selv.” – udtaler hun ifølge pressematerialet.

Og det håb bakker vi gerne op omkring her hos SIDE 33 – samtidig med at vi har udvalgt EP’ens stærkeste kort – det mørke, dragende og atmosfæriske nummer ”Crave and fly” til vores Spotity playliste – ”SIDE 33 – ALT GODT 2021 – HJEMME”.

Hvis verden var perfekt, burde det ikke vare længe endnu før at DR P3 tog det nummer til sig og sendte det i højtflyvende rotation. Ligesom yderligere to glansnumre fra EP’en – ”Showtime” og ”Nothing Can Rebuild Me” er det iøvrigt produceret af Malthe Guldberg, der før har haft en ’heldig hånd’ i sit arbejde med f.eks. Malte Ebert, Elias Boussnina m.fl.  

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.