Me and Maria har lige så stille fundet vejen ud igen

”Nyt LIVE album inviterer til fordybelse, ro og tro på bedre tider"

Fotograf: PRESSEFOTO

ME AND MARIA er en harmonisk og helhjertet duo, der består af sangskriver, basguitarist og backing vokalist Johannes Pehrson samt Maria Anna Rosenberg på lead vokal og keys.

Deres musik er balanceret, stemningsfuld, rolig og sanselig – på kanten til det sensitive – og i bund og grund nærmest skabt til kirkens rum og klang. Derfor virker deres valg om at udsende et LIVE album med nye sange – optaget foran et lille eksklusivt publikum ved to koncerter i lockdown perioden i henholdsvis Kværkeby Kirke og Jystrup Kirke – både oplagt og ganske velvalgt.

“Ud af ingenting” består af 10 sange – 9 nye og 1 genindspilning , og er duoens bud på en vej ud af nedlukning, ud af mørket, ud igen. Som vanligt er det bevægende sange, hvor der er god plads til stilheden, drømmene, virkeligheden, fordybelsen, og fortællingerne.  

Har man fulgt ME AND MARIA i deres lidt mere end fem år som duo, vil man nok vide at de har psykiatrien som hjertesag. Marias mor tog sit eget liv tilbage i 2010, og i den tid hendes mor var indlagt i psykiatrien, efterlyste de begge kreativitet. ME AND MARIA er derfor glade for at kunne spille koncerter i psykiatrien og give noget af det, som hun tror på, hendes mor ville have nydt. De arbejder således aktivt for at sprede budskabet om at bryde tabuet om psykisk sygdom og selvmord – og med musikken forsøger de at skabe plads til alle følelser, også de svære – og at tage deres publikum med på en fælles rejse, hvor plads og rummelighed er nøgleord.

Så hvis du er til musik med både mening, melankoli og mål i tekst og handling, og holder du i øvrigt af når f.eks. HUSH og Dorthe Gerlach er mest nedtonet, så kunne det meget vel være en god ide at tjekke ME AND MARIA ud, hvis du ikke har gjort det før.

Johannes Pehrson, der tidligere mest haft rocken som sit virkeområde, farver sangene med hans stemningsfulde basguitarspil – og Maria Anna Rosenberg har en stilsikker og dragende vokal, der ikke er kommet ud af ingenting, men af mange års sang i musicals og i kirker. Sammen skaber de en autentisk lyd, der rækker ud, og gør indtryk fordi den er så nærværende, dybfølt og fuldstændig ægte.   

Mange af deres koncerter er i kirker, og det gælder også den næste, der er den 8 august, i Ormslev kirke, Aarhus kl. 16.

Duoen har to studie album bag sig – ”Lige nu og her” fra sidste år og ”Med tusind stjerner” fra 2019 – som begge indeholder helt samme intense og tætte stemning som den der kan opleves på den aktuelle LIVE CD. De har tydeligvis fundet et spor, der bliver ved med at give.

I dag har de udsendt en LIVE SESSION video til nummeret ”Forsagt” fra deres aktuelle album, der udkom digitalt 3. juli, og allerede er blevet godt modtaget af en loyal og støt stigende fanskare. “Forsagt” handler om at opdage, når man igen er havnet lige præcis dér, hvor man ellers havde svoret, man aldrig skulle ende op igen. Man ved udmærket godt, det er tid til, at det skal være sidste gang, det sker! Men det er ikke så nemt at bryde ud af.

Se video her – og tjek også nogle af de tidligere officielle LIVE sessions de har udsendt.

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.