Copenhagen Blues Band – det bedste band du aldrig har hørt om! Sådan lyder sloganet på bandets hjemmeside. Det køber jeg gerne, indtil det modsatte måtte være bevist.
For med debutalbummet ”Come a little bit closer” har de i den grad skabt et af den slags album, som man simpelthen ikke kan lade være at sætte på repeat repeat. I mere end 1 time kører det bare driftssikkert derudaf. Hørbart skabt af lyst og skabertrang, venskab og et musikalsk talent, der rent faktisk kan vokse hele livet. Et album, der i sit modne og velproducerede lydbillede virker trygt og velkendt, og alligevel kommer med friske indspark og lækre detaljer. Man behøver ikke opfinde den dybe tallerken hver gang, for den findes jo rent faktisk i så mange udgaver. Det afgørende er hvad man putter i den.
På albummet, som der er release koncert for i dag den 22. april på Bartof Station, finder man således 14 nyskrevne blåtonede numre, der tager en med på en nysgerrig rejse, fuld af sjælfulde momenter, hvor det afgørende ikke er om vi kalder det blues, sydstatsrock, country eller roots. Albummet udkommer på CD via Gateway Music og digitalt.
Copenhagen Blues Band rummer nemlig lidt af det hele, og ikke mindst hele syv medlemmer, der med hver deres forcer formår at bidrage til et helhedsindtryk, der kun kan imponere.
Det er et stærkt og rutineret hold af musikere, der her er samlet, og det kan høres. De blev oprindeligt dannet i 1980, som en udløber af Smalltown Bluesband. Fra dengang er Felix Falch (guitar, vokal) og Peter Østbirk (orgel) stadig med. I 1984 sluttede Finn Poulsen (guitar, mundharpe, vokal), Nils Bonne (bas) og Frede Christiansen (trommer, vokal) sig til bandet. Fem år senere kom sangerinden Charlotte Ottenheim med og Copenhagen Blues Bands line-up var nu endelig på plads.
Bandet havde et par succesfulde år – blandt andet som opvarmning for henholdsvis Meat Loaf og B.B. King, men i 1990 gik de hver til sit, uden at de havde fået lavet et album. De fortsætte hver i sær i mange forskellige retninger. Finn Poulsen, Nils Bonne og Frede Christensen udgav f.eks. i 1998 et ganske udmærket album under navnet Full Moon Cats med sangerinden Ane Kramme Abildtoft.
Sidste år samledes de seks musikere så igen, dog nu suppleret med percussionisten Søren Schou. De gav et par støttekoncerter for førnævnte musikbar Bartof Station på Frederiksberg, og de gav i den grad genlyd. Ikke mindst fordi de her for første gang præsenterede meget at deres helt nyskrevne materiale – ekstranummeret var dog klassikeren “The Breeze”
Både Finn Poulsen, Felix Falch, Charlotte Ottenheim, Frede Christensen bidrager på sangskriverdelen, og er med til at give et bredtfavnende udtryk. Det er uden tvivl hjerteblod, der er i cirkulation. Gennemgående velspillet, velkomponeret, melodisk og iørefaldende, og toppet at især bemærkelsesværdige solistiske indslag undervejs fra Finn Poulsen på guitar og mundharmonika. Charlotte Ottenheim har samtidig den slags mørktonede og insisterende vokaltype , som man (be)mærker fra første strofe, og hun kan sagtens optages i klubben med andre danske sjæl- og kraftfulde sangerinder som Hanne Boel, Sarah Da Silva og Katharina Baets (Katharina & Raven Chant).
Hvis ikke det var fordi dagen i dag allerede var optaget til SIDE 33 stuekoncert med Sorte Fugle, så ville jeg med statsgaranti havde bevæget mig til Frederiksberg. For jeg er ret sikker på at Copenhagen Blues Band også LIVE kan både bevæge og begejstre, uanset om du kender dem i forvejen eller ej.
Og en ting er sikkert. Når det kommer til det bedste band du aldrig har hørt om, er det altid bedre, at opdage dem sent, end aldrig.