Meget mere end et jukeboxhit

"R FOR RÅSTYRKE OG ROCK’N’SOUL: ROGER CHAPMAN 80 ÅR"

Den britiske sanger og sangerskriver Roger Chapman, født den 8. april 1942 i Leicester, England og kendt som Chappo, burde faktisk med sit håndelag, enorme energiudladninger på en koncertscene og ikke mindst grundet sin råt raspende, karakteristiske og let nervøst klingende vibratorstemme internationalt set være et større navn, end tilfældet er. Dog har han siden slutningen af 70’erne haft en støt stigende stjerne på det tyske marked og nyder i nogle kredse en vis kultstatus i sit hjemland.

Ray Charles, Little Richard, klassisk r&b, soul og engelsk 60’er rock er væsentlige bestanddele i Chapmans egne sange samt yderst personlige fortolkninger af andres materiale. Sangeren med den virile urkraft af en vokal lod høre fra sig på den britiske scene omkring 1964-65 og blev året efter en væsentlig del af det progressive og psykedeliske rockband Family, der albumdebuterede i 1968 med ‘Music in a Doll’s House’ produceret af Dave Mason fra Traffic. Sangene på dette og senere udgivelser var hovedsageligt skrevet af Chapman og guitaristen Charlie Whitney.

Family blev et kendt og skattet navn i undergrundsmiljøet og optrådte der for et entusiastisk publikum med et tordnende højt lydtryk efter datidens målestok. Trods øget succes i starten af 70’erne og store festival jobs herunder Isle of Wight august 1970 lykkedes det ikke Family at opnå det amerikanske gennembrud, man havde arbejdet på i flere år. 1973 gik Family i opløsning, og Chapman etablerede et nyt band under navnet Streetwalkers med Whitney som krumtap forstærket af musikere fra King Crimson og den senere Iron Maiden trommeslager Nicko McBrain.

Streetwalkers excellerede i tung r&b tilsat elementer af rock, jazz og soul. Gruppen blev noget af en liveattraktion med Chapman i front, der leverede varen eftertrykkeligt ved hjælp af benhård professionalisme, karisma og kraftfulde sangforedrag, en formel der ligeledes blev taget i brug som senere soloartist. Streetwalkers, der havde potentialet til mere, end man nåede at realisere, gik i opløsning i 1977, hvorefter Charlie Whitney og Roger Chapmans veje skiltes definitivt.

Vulkanudbrud på Rockpalast

Chapman debuterede i eget navn med det lovende album ‘Chappo’ (1979), der samtidig demonstrerede hans evner for at skrive solide rocksange, der gjorde sig særlig godt live. Han dannede bandet The Shortlist, som formåede at spille lige op med hans tordenkile af en rockrøst, der i topform kunne få mange andre sangere til at lyde som forskræmte kostskoleelever taget i smugrygning af stedets præfekt. Chapman og følge turnerede dernæst Europa tyndt, og 1983 lykkedes det ham endelig at få et markant hit ved at lægge stemme til Mike Oldfields ‘Shadow On The Wall’ fra dennes ‘Crisis’ album.

‘Live in Hamburg’ (1979) indfanger på dynamisk vis Roger Chapman & The Shortlists kompetencer foran et medlevende publikum, og 80’erne bød på absolut lytteværdige studiealbums som ‘Mail Order Magic’ (1980), ‘Hyenas Only Laugh For Fun’ (1981), ‘Mango Crazy’ (1983) og ‘Zipper’ (1986). Den tyske ARD kanal og deres musik tv slagskib Rockpalast ligger inde med flere glimrende optagelser med Streetwalkers og Chappo inklusiv The Shortlist. Denne amatør rockarkæolog meldte sig i det hengivne fankor fra omkring 1980-81 og gennemrodede Deutsche Bücherei Apenrades pladesamling, når der gik rygter om nyt tilgængeligt fra Chapmans hånd.

Medio oktober 1981 måtte en akneramt 16-årig teenager holde sig vågen foran den lille tossekasse på værelset i Aabenraa for at dyrke Roger Chapman & The Shortlist live aus der Grugahalle in Essen ud på de små timer over midnat under den 9. Rockpalast nat transmitteret til hele Europa. Chapman gik på som sidste navn efter The Undertones, Mink de Ville og reggaebandet Black Uhuru. Det gradvist mere og mere opstemte tyske publikum gik nærmest grassat i løbet af Chapmans afdeling. Under en infernalsk lydkulisse blev frontmanden og bandet kaldt frem hele tre gange for at give ekstranumre, mens salen genlød af taktfaste ‘Zugabe, Zugabe’. Chapman arbejdede sig frem mod et metaforisk vulkanudbrud balstyrisk brølende sin rhythm’n’blues med en ærefrygtindgydende kraft, der ikke kunne andet end imponere.

Still going strong

I 90’erne og 00’erne faldt udgivelsesfrekvensen markant præget af livealbums og ældre materiale i ny forpakning. ‘One More Time for Peace’ (2007) kan såmænd gå an, men at der stadig er liv i good ole’ Chappo, får man beviset på ved at give ‘Life In The Pond’ fra juni 2021 en fair chance. Chapman indspillede den i en alder af 78-79 år med hjælp fra flere hedengangne Shortlist folk. Stemmen har fået patina, men immervæk i besiddelse af vis power og karakter. Tjek f.eks. bare ‘The Playtime Is Over’. Det holder sgu vand båret af et tungt guitarriff og Chapmans vokal, der endnu ikke har sunget sidste vers.

Et hip hurra på den runde dag skal således lyde til en stædig overlever i branchen, der fandt sit publikum og sin niche til trods for hårde odds. Roger Chapman har givet mig mange mindeværdige stunder med the real rock’n’roll deal. Thanks mate.

Leave a Replay

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.