Michael Philip Jagger, kendt og adlet som Sir Mick, samt rockens adræt og dekadent dansende forfører og frontmand i The Rolling Stones gennem mere end 60 år, runder endnu et skarpt hjørne. Nærmest fra dag et i sin professionelle karriere som entertainer fandt denne karismatiske kvindebedårer ud af, at han kunne få borgerskabets bornerte døtre og senere deres mødre til at hvine henrykt, når han rystede røv, rullede med hofterne og krængede de enorme læber frem i en sulten og uforskammet lysten attitude.

Jagger er tilmed en dygtig forretningsmand, filmproducer, investor, et stilikon, intellektuelt velbegavet, showman af yderst sjælden kaliber, hæmningsløs skørtejæger og ikke mindst en talentfuld sanger og sangskriver med absolut habile evner som guitarist, mundharpespiller og pianist. Sir Mick er en funky bluesman par excellence og en af vor tids største personligheder.

Med et højere kondital i behold end mange yngre mænd er i stand til at fremvise, kan Jagger i dag således fejre de 80, og han er stadig i stand til at turnere med rullestenene i fuld vigør inklusiv sprint, æggende dansetrin og indpiskende energiudladninger, der gennem årtier har fået et milliontalligt publikum til måbe og gå i ekstase. Det så man senest under deres dog noget korte 60 Years jubilæumsturné i Europa sommeren 2022. Jagger er kort sagt en verdensmand og legende med hele kloden som sin legeplads.

Han blev født i Dartford, Kent i England den 26. juli 1943. Jagger gik efter endt skoletid i gang med en uddannelse som talknuser på London School of Economics, som han afbrød før, eksamen kom i hus, for at satse på musikken og sin forkærlighed for blues og r&b, en passion han delte med den nære ven og oprindelige klassekammerat Keith Richards. Jagger var således 19 år, da hele Rolling Stones eventyret startede i juli 1962, hvor en flok lømler i lapsede klæder forsøgte at hutle sig gennem tilværelsen ved at stjæle mad fra venner og bekendte, indtil deres ‘claim to fame’ blev sat i gang ved hjælp af et afbud, der gjorde det muligt for kvintetten at spille et job i den berømmede Marquee Club i London.

Diabolske kræfter

Hans makkerskab med Richards i ord og toner har i deres bedste perioder i 60’erne og 70’erne resulteret i den ene stedsegrønne perle efter den anden, der placerer dem som en af rockhistoriens allerstørste, væsentligste og mest stilskabende sangskriverpar. Mick Jagger viste desuden i en alder af blot 26 år, hvordan man iscenesætter sig selv i løbet af blot få sekunder og samtidig værende i stand til at drive orkesteret frem mod klimaks under Stones’ USA turné i 1969, der blev minutiøst skildret i dokumentarfilm klassikeren Gimme Shelter.

Dog kunne hans mojo intet stille op mod hærdebrede Hell’s Angels rockeres brutale fremfærd som sikkerhedsvagter under den famøse gratiskoncert i Altamont den 6. december det år, der kostede flere mennesker livet og sluttede 60’erne af på den værst tænkelige måde i et orgie af vold, stoffer og kaos. Diabolske kræfter syntes af klæbe sig til Jagger & co.

Sangskrivertandemmet i Stones virker nærmest som nat og dag på nogle punkter. Jagger har siden 70’erne hældt mere og mere til et liv på første klasse i jetset miljøet, mens Richards udlevede sin blues i en tumultarisk rus af vanedannende stimulanser. Jaggers tilværelse blandt villige damebekendtskaber i sus og dus med lejligheder og luksuspalæer placeret rundt omkring på kloden har dog ikke fuldstændig drænet hans kreative virkelyst. Tværtom har Jagger ofte haft fingeren på pulsen i forhold til nye musikgenrer, udtryksformer og tidens toneklang; fra reggae, punkrock og dub til disko og et drys af verdensmusik.

Den genkendelig vokal

Som vokalist trækker Jagger på et stort register gående fra det inderligt lavmælte og romantiske med sans for melodisk indlevelse til det krasbørstigt growlende og en hvinende falset i fuld kontrol og med sikker intonation. Hans stemme hører til rockens nemmest genkendelige også i talelejet præget af lige dele humor, kynisme, præcise formuleringer og bevidst distance, når et budskab skal ud til den undrende offentlighed. Solokarrieren har budt på fire udspil mellem 1985 til 2001 plus diverse sideprojekter og levering af sange til filmsoundtracks.

I 1985 kom det langt hen ad vejen vellykkede She’s The Boss med en velsyngende Jagger og et stjernebestrøet hold bag sig, der blandt andet bød på Pete Townshend og desværre afdøde Jeff Beck. Samme år indkasserede Jagger et gigahit i selskab med David Bowie i deres fortolkning af den gamle Motown traver Dancing In The Streets, der samtidig blev brugt til at skabe opmærksomhed omkring den storstilede Live Aid koncert i England og USA.

To år efter trådte Stones vokalisten vande med det jævnt hen kedelige album Primitive Cool, men vendte vitalt tilbage i 1993 med Wandering Spirit, et fremragende album, hvor Jagger demonstrerer, at han mestrer det meste og boltrer sig lystigt i kontant hardrock, soul, moderne rytmer, gospelklang og forløsning i titelsangen samt folk og ømt tonesatte ballader. Jagger har senest ladet høre fra sig på solofronten med Goddess in the Doorway, der efter min smag er for ufokuseret til at løfte sig op i forgængerens liga, selv om hans samarbejde med Lenny Kravitz ikke er helt ueffent.

Den mand er for vild, konstaterede jeg i et delt opslag fra maj 2019, hvor Jagger i en alder af 75 år kunne ses varme op i et motionsrum til at fortsætte verdensturneen med Stones efter at have gennemgået en mindre hjerteoperation. DR P4 bad mig derefter samme dag om at kloge mig på fænomenet Jagger i et ti minutter langt indslag, og tre måneder senere udkom min og fotograf Henrik Hildebrandts bog i coffee table format, The Stars Are Out Tonight, med hans billeder og mine tekster såmænd prydet af Mick Jagger på forsiden.

Stones og Jagger har været en tro følgesvend i denne signaturs personlige som professionelt farvede musikunivers i rollen som skribent, og alt tyder på, at dette vil fortsætte, hvilket er helt fint med mig. Imens venter næppe kun jeg spændt på det annoncerede nye album fra den kant, Stones første med friskt studiemateriale i 18 år siden A Bigger Bang i 2005. Afdøde Charlie Watts er med plus Bill Wyman og selveste Paul McCartney, har meldingerne lydt. Hvor langt ud i fremtiden skal vi kigge? Bliver det mon til efteråret, eller skubbes udgivelsen til starten af 2024 efterfulgt af en sidste verdensturné? Team Jagger må da gerne snart give lyd fra sig, men hemmelighedskræmmeriet er åbenbart en del af iscenesættelsen.