MIG & QUEEN

"40 ÅR MED ‘THE GAME’"

Fotograf: Album Cover (beskåret)

Forspillet – en dronning fødes …..

Ærkebritiske Queen udgør en essentiel del af mit personlige lydspor fra drengeårene til starten af 20´erne, hvilket i årstal dækker perioden 1975 til 1985-86 stykker. Herefter falmede interessen for kvartetten, det har mestret og boltret sig i det meste; fra progrock, metal og hardrock over storladne kompositioner med overdubbede korstemme en masse til radiovenlig poprock, disco og funk her og der tilføjet elementer af engelsk vaudeville, akustiske ballader, trad. jazz, kitsch og camp.

Og i anledning af 40 årsdagen for udgivelsen af deres 8. studiealbum ‘The Game’ er det jo fristende at botanisere lidt over netop dette bands betydning for mig og sikkert millioner andre med.

Det hele startede med ‘A Night At The Opera’ og supersinglen ‘Bohemian Rhapsody’ (1975), og jeg erindrer tydeligt spændingen ved at lytte til Hans Otto Bisgaards venlige røst, når P3 sendte Tipparaden, for at finde ud af, hvor højt placeret mine helte lå – ‘Bohemian Rhapsody’ indtog første pladsen i adskillige uger, men efter 1977 var det ikke længere muligt at orientere sig i den slags hos DR, da samtlige hitliste orienterede programmer blev nedlagt og stemplet som underlødigt bras.

Min tre et halvt år ældre storebror investerede i ‘A Day At The Races’ (1976), og begge blev vi slået omkuld af den perfekte velklang, der lå i de flerstemmige korharmonier i ‘Somebody To Love’ og Freddie Mercurys frontvokal i almindelighed. Hvilken power og pitch – hans tonale rækkevidde syntes uendelig. Queen kørte nær nonstop fra vores kamre i Aabenraa, mens forældrene lå i skilsmisse og efterfølgende præsenterede os for nye livsledsagere. Jeg levede i min egen verden, da puberteten meldte dens truende ankomst, og byens biblioteker samt omkringliggende pladebikse blev mit helle. Nye Queen forsyninger kom til:

‘News of The World’ (1977) og ‘Jazz’ (1978) fyldt med aggressive guitar riffs og hits i spandevis: ‘We Are The Champions’, ‘We Will Rock You’, ‘Spread Your Wings’, ‘Bicycle Race’, ‘Fat Bottomed Girls’ og ‘Don´t Stop Me Now’. Direkte svimlende. Og i 1979 kronedes det hele med 90 minutters heavy rille, da dobbeltalbummet fra Queens Europaturne, ‘Live Killers’, blev udsendt. Tysk tv transmitterede forskudt en optræden i fuld længde, og mit helteorkester hamrede igennem i majestætisk stil ført an af Freddie Mercury i læderdress og korthårsfrisure.

Ekstasen steg yderligere, da ‘Live Killers’ nåede hjem i samlingen købt under en af de mange ture til Flensborg syd for grænsen. Mit skriggule Maxwin By Pearl trommesæt købt for indsamlede konfirmationsskillinger kom på overarbejde, når jeg forsøgte at følge med Queen live over de små højttalere og imitere Roger Taylors vilde rundgange. Forventningerne til et nyt Queen studiealbum hobede sig op, mens 70´erne blev til 80´erne.

Lad spillet begynde – ‘The Game’ udkommer …..

Den 30. juni 1980 oprandt dagen endelig for ‘The Game’, som jeg fik fingre i under sommerferien, før det sidste års folkeskoleprøvelser skulle afsones. ‘The Game’ indvarslede forandringer i Queen lejren, uden at det gammelkendte helt forsvandt af den grund. Genhørt i 2020 efter årtiers pause må det indrømmes, at der faktisk er tale om et gedigent album, og at bandet her demonstrerer en håndsværksmæssig kunnen, der nok gik noget hen over hovedet på mig som 15-16 årig.

Roy Thomas Baker, der herhjemme især er kendt for sit samarbejde med Gasolin´, står som producer på de fleste af de albums, Queen udgav i 70´erne, men fra og med ‘The Game’ valgte gruppen at benytte sig af tyske Reinhold Mack, der i rollen som lydtekniker, producer og co.-producer er kendt fra bands som Deep Purple, ELO, Rainbow, The Rolling Stones, Sparks og Scorpions. Mack evner under sit første samarbejde med Queen at få de fire briter til at satse endnu større og bredere. Det høres allerede under åbningstracket, Freddie Mercurys ‘Play The Game’, mens ‘Dragon Attack’ af Brian May kombinerer en funky bund med tunge riffs.

Apropos funk er der ren blackjack på spillebordet med ‘Another One Bites The Dust’ et af gruppens absolut største hits i karrieren skrevet af John Deacon, hvis kontante baslinjer tilføjer nummeret et smittende drive, der sikrede det topplaceringer på diverse hitlister for rock, soul og disco. Tankevækkende at en så enkelt opbygget sang slår de fleste af bandets mest ambitiøse og komplekse satsninger totalt af banen målt i kommerciel succes.


Generelt er John Deacons pulserende basspil et stort aktiv på ‘The Game’. Tjek hans swing i Mercurys ‘Crazy Little Thing Called Love’, hvor den står på oldschool rockabilly i bedste Elvis stil og kastede en ørehænger af sig i næsten samme vægtklasse som ‘Another…’ Deacons flair for melodier, der er svære ikke at have blot en smule sympati for, er ligeledes fremtrædende i ‘Need Your Loving Tonight’.


Brian May bød ydermere ind med et par ballader, der absolut havde potentiale: ‘Sail Away Sweet Sister’ og ‘Save Me’. Også Roger Taylor blandede sig i sangskrivningen, der dog resulterede i to af pladens svagere bud.


Som det indledningsvist fremgår, gaber Queen over et imponerende spektrum af stilarter, ydermere er det instrumentale og vokale håndværk af højeste kvalitet, plus at alle er i stand til at levere holdbare kompositioner, hvoraf ikke så få endte som publikumsfavoritter. ‘The Game’ er ingen undtagelse, snarere tværtimod, men efter min vurdering gav netop denne udgivelse bandet smag for rigelig meget funk, disco og decideret pop ofte badet i svulstigt overgjorte produktioner. Efterfølgeren ‘Hot Space’ er disco i kombination med heftige guitarudladninger.

Efterspillet …..

Her stod jeg indrømmet af, men har stadig et svagt punkt for ‘Under Pressure’ med besøg af selveste David Bowie. Sent i 1984 sneg jeg mig ind på kollegieværelset i Sønderborg med ‘The Works’ og fandt nåde i albummets mere rockede sager. Jeg tog en pause med Queen efter at have dyrket deres overvældende kraftpræstation under den store Live Aid koncert juni 1985 – suveræn star quality i metermål, mens titusindvis brølede med dirigeret af Freddie Mercury her, der og allevegne.

I slutningen af november 1991 døde Freddie Mercury 45 år gammel som følge af AIDS, og den 20. april året efter blev der afholdt en gigantisk Tribute Concert til hans ære i Wembley stadion bakket op af et illustrativt stjerneopbud, der ville noget. Jeg fulgte hele spektaklet live on television og blev, som timerne gik, mindet om, hvor mange hymner, hits og helstøbte sange Queen har stået bag i Mercurys levetid. Tribute koncerten udviklede sig til en af rockhistoriens store stunder, og til trods for lyttefrekvensen er ujævn i forhold til bandets bagkatalog, støves det stadig af. Gammel kærlighed ruster jo aldrig helt.

Leave a Replay

Vil du være en del af ”SIDE 33"?

Få Nyhedsbreve og andre fordele. Skriv dig op her, og hør nærmere.

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.