Millionsælgeren ‘JAGGED LITTLE PILL’ FYLDER 25

”90’ERNES DARLING OG HENDES MEGASÆLLERT”

Fotograf: PRESSEFOTO

Den 13. juni 1995 satte den 21-årige canadiske sangerinde Alanis Morissette en lavine i gang på verdensplan med udsendelsen af hendes tredje album ‘Jagged Little Pill’, der ad åre har passeret et svimlende salg af 33 millioner eksemplarer samt resulteret i hele seks singlehits fordelt over perioden juli 1995 til december 1996, hvilket utvivlsomt har været til gavn for albummets længere holdbarhed.

‘Jagged Little Pill’ er Morrisettes første internationale lancering og et markant stilskifte ovenpå de to forrige udgivelser i 1991-92, hvor den stod på såkaldt New Jack Swing (et mix af forskellige stilarter tilsat tidens r&b) og Dance pop. Hendes 1995 gennembrud er derimod et mix af alternativ rock, post-grunge og skamløst iørefaldende popmelodier. Instrumenteringen består hovedsageligt af guitarer, keyboards, bas, programmerede trommebeats samt mundharpe, som Alanis Morissette selv tog sig af.

Så er der selvfølgelig hendes letgenkendelige og ofte følelsesladede sangstemme, der tenderer mezzo-sopran lejet. Det forlener sangene med en dramatisk iscenesat kraft, når der synges igennem i det øverste register. De første forsøg, ‘Alanis’ og ‘Now Is The Time’, solgte behersket i Canada, som Morissette forlod i 1994 for at prøve lykken i USA efter endt High School eksamen i Toronto. Samtidig sluttede teenageårene, der undervejs modnede hende personligt og musikalsk til at tage det ultimativt store sats.

Alanis Morissette havde heldet med at møde den rette samarbejdspartner, da hun lærte sangskriveren, produceren og tekstforfatteren Glen Ballard at kende, efter hun bosatte sig i Californien. Teksterne på ‘Jagged Little Pill’ stod Morissette egenhændigt for, mens musikken er begået i partnerskab med Ballard. Flere pladeselskaber sagde nej til ‘Jagged….’, hvilket de bitterligt måtte have fortrudt, men Maverick Records, der blandt andet havde Madonna i folden, så potentialet og indgik en aftale med Morissette og Ballard i slutningen af 1994. Et klogt træk, idet ‘Jagged…’ blev selskabets historisk største omsætningsmagnet nogensinde.

Ballard håndterede programmeringsdelen og de fleste af instrumenterne fraset bas, mens en række prominente studiemusikere klarede det øvrige arbejde herunder Flea fra Red Hot Chili Peppers. Indspilningerne foregik i Westlake Recording Studios i Hollywood, hvor der blev eksperimenteret flittigt med diverse sounds, beats, elektriske og akustiske kombinationer. ‘Jagged…’ er effektivt sat i scene med high production value, der ramte tidens stemning og toneklang så klokkeklart rent, at man næsten måtte nive sig selv i armen.

Enorm kommerciel succes parret med kompromisløs kant og et lyrisk univers præget af angst, aggression, brudte relationer, misbrug, fortabelse, forelskelse og en snert af forløsning. Den cocktail kunne noget og på en måde sjældent set i rockens historie. Ballard har i interviews givet udtryk for, at han var dybt fascineret af Alanis Morissettes modenhed, intelligens og formuleringsevne blot 19-20 år gammel, da deres kreative proces gik i gang. Det kan jeg sagtens følge ham i og fik noget af en aha oplevelse, da jeg tæt på jubilæumsdagen genlyttede hele albummet vist nok for første gang i 23-24 år samt fandt de fleste af teksterne i diverse kommentarspor via YouTube.

Da ‘Jagged…’ udkom var jeg på vej mod de 31 og dermed ti år ældre end ophavskvinden, men et fornyet blik på hendes lyrik tydeliggjorde, at jeg næppe selv ville have været i stand til at udtrykke mig så tilsvarende modent, reflekterende og hudløst ærligt. ‘You Oughta Know’, ‘Hand In My Pocket’, ‘Ironic’, ‘You Learn’, ‘Hand Over Feet’ og ‘All I Really Want’ – for blot at tage singlerne alene – røg lige i systemet, mens musikken vekslede mellem sensibel pop og heftige guitarudladninger i det røde felt, hvor Morissette krænger sjælen ud i de heftigt dynamiske strømfelter og nærmest tvinger lytteren til at forholde sig til indholdet.


Et milliontalligt publikum over hele kloden fangede melodien, og det gennemført helstøbte album har faktisk meget andet at byde på end kun de nævnte singleudspil. De fleste kritikere tog godt imod ‘Jagged….’, mens skeptikerne i koret vrængede på næsen af budskaberne og lyden. Priser, nomineringer og placeringer på lister over de bedste udgivelser gennem tiden var der dog rigeligt af, og i 2005 genudgav Morissette pladen i en ti års akustisk jubilæumsversion, som blev sat eksklusivt til salg gennem Starbucks’ forhandlernet.

Ligefrem at gøre ‘Jagged….’ til et direkte feministisk kampskrift er nok at stramme begejstringen en anelse. Denne skribent hælder mere til, at Alanis Morissette blot har sat ord og toner til egne frustrationer og oplevelser af verden – et personligt manifest ikke tilknyttet nogen bevægelse. Uanset hvad er det krasse sager, der insisterer på vores opmærksomhed og får den. Morissette tog en temperaturmåling på sin samtid med en præcision, der stadig imponerer, og en del efterfølgende kvindelige kunstnere har kunnet lade sig inspirere af hendes klare stemme i en overvejende mandsdomineret branche.

Shakira, Tracy Bonham, Meredith Brooks, Pink, Michelle Branch, Avril Lavigne og Katy Perry tæller med i rækken af de navne, og flere har givet udtryk for, hvor vigtig ‘Jagged Little Pill’ er for dem. Herfra er der således kun tilbage at ønske tillykke med de 25 år til Morissettes gigantiske gennembrudsalbum, der satte tankerne i gang om et årti, som pludselig føles langt borte midt i vores udfordrede krisetid, men blev mere nærværende efter et genlyt af ‘Jagged Little Pill’ i dagens anledning.


I anledning af det 25-års jubilæum drager Alanis Morisette på turne i 2020 og 2021, og første koncert på ”2020 World Tour – celebrates 25 years of Jagged Little Pil” er så sandelig her til lands, hvor hun den 23. september går på scenen i Royal Arena.  Der er stadig billetter ledige billetter i salg til begivenheden.  

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.