More album walk and talk med Bo Evers

"Der arbejdes på udgivelsen af hele to album fra Bo Evers og hans faste band"

Fotograf: Maria Fremming

I går bragte vi første del af vores interview med Bo Evers – lavet efter lørdagens udsolgte koncert på Kulturhuset Islands Brygge – her kommer resten :

SIDE 33 – Hvad er grunden til at du skifter mellem band og solo koncerter?

”Hvis et spillested ikke har økonomi til at betale fem mands hyre og transport, så giver det sig selv. Solo og med band er to ret forskellige ting. Det kan virke meget intimt solo, men det er lykkedes at bevare den intimitet med bandet, hvilket kan lade sig gøre fordi de, i al beskedenhed, er verdens bedste band. Jeg spiller mine egne sange i begge tilfælde, men sætlisten tilpasses til situationen.

Fordelen ved at være helt mutters, kan være at timingen er udelukkende op til mig (på godt og ondt) og fordelen ved band er, at der er flere musikalske (og visuelle) tangenter at spille på, og at det er maga hyggeligt at være sammen. Og det kan være lidt nemmere at få en decideret fest op at køre sammen, end hvis man står og hippie’er den med sin guitar og sine viser alene.

Der er flere steder hvor jeg har været solo og hvor vi kommer som band efterfølgende. Eller omvendt. Eller bandet kommer alene. Men så bliver jeg sur og føler mig udenfor. Og det kan der komme en masse gode klagesange ud af.”

SIDE 33 – Hvornår udkommer dit næste album?

”Der er flere ting i støbeskeen. Det projekt, der er længst (færdigindspillet), er en live-plade med det her band, jeg praler så meget med. Vi har været på landevejen nærmest hver weekend de sidste mange år, og vi er ualmindeligt sammenspillede, og vi har derfor lavet en plade, hvor vi har live-indspillet nogle af de sange. Det er faktisk vores undercover band leder Anders Nilou der er tovholder og initiativtager på projektet, og det bliver, igen i al beskedenhed, skidehamrende pissegodt. Det skal støttes ved hjælp af crowfunding (forhåbentligt) og planen er, at der skal trykkes hipster-LP’er, der kun kan købes til koncerterne. Der er også blevet lavet videoer til to af sangene, så man kan se at vi spiller på rigtige instrumenter – ja, det lyder vildt.

Derudover er sangene til min “LIV” ep (sidste brik i “Stiv” og “Blød” og “Liv” og “Død”-serien) færdige. Dem er vi begyndt at spille til koncerterne nu, og de bliver indspillet så snart de er inde under huden på alle. Så kan vi nemlig gøre det lige så live som på ovenstående LP. Og det passer jo ret godt til en “Liv”-EP, ik? Så hvornår kommer den? Der går i hvert tilfælde nogle måneder. Men det er jo egentlig en forårs-plade (modsat “Død” der er til efteråret). Min timing har aldrig været god – det er et problem, jeg ved mange musikere kæmper med.”

SIDE 33 – Hvad kan vi forvente og hvordan er den blevet til?

”’Død’-pladen er en straight up break up plade. Trist, og tung og dyster og melankolsk. Dog med tvist. Men “Liv” -pladen bliver mere… live og livlig. Nu er jeg blevet far og er kommet videre i livet, og har igen fået et (lidt) lysere syn på tingene igen.

Jeg er født med et sort sind, men jeg kan godt bruge det positivt på de gode dage. Og det kan udmønte sig i noget tragikomisk fremfor noget tragi-tragisk. Kimen til mine sange er altid en følelse (glæde, sorg, liderlighed, vrede, afmagt) – og det gælder både for “stiv” og “blød” og “liv” og “død” – og for “forhold og baghold” med modspil, for den sags skyld.”


SIDE 33 – Det ser ud som om i har et fantastisk sammenhold dig og band medlemmerne indbyrdes, kan vi ikke få at vide hvordan i styrker jeres samarbejde osv.?

”Jeg føler mig virkelig ekstrem heldig her. Jeg er sammen med de her mennesker som jeg elsker og beundrer og så laver vi ovenikøbet noget som vi alle elsker at lave. Helt ærligt. Vi styrker vores sammenhold igennem samvær. Og det har vi en del af på landevejen. Der er nogle af os der godt kan blive lidt barnlige fra tid til anden, men igen må jeg fremhæve vores undercover bandleder Anders Nilou, der er mester i at hjælpe os andre (især tre af os) med at fokusere på det gode. Så har vi de her gode komplimentære sider der er en kæmpe fordel både på og udenfor scenen: cool-spice, fjolle-spice, drama-spice, zen-spice og crazy-spice – agtigt. Det er for fedt!”

Jesper Pyskow (trommer, keys, vokal) – Rasmus Rude (guitar) Emil Rude (kontrabas) – Anders Nilou (guitar)

SIDE33 – Hvad er din største musikalske oplevelse?

”De live-koncerter der har rørt mig dybest har været de mange Povl Dissing koncerter min far har taget mig med til på det nu forgange Vise-værtshus i Tivoli. Wauw! På cd kan jeg huske at Sebastians musik virkelig gjorde et stort indtryk tidligt, fordi han turde være sårbar og samtidig er så fantastisk fantasifuld og melodiøs. Og ellers er jeg stor fan af de udenlandske gamle giganter: Beatles, Dylan, Bowie, Waits og Cohen. Af nyere musik er det vist Billie Eilish og Stromae, der har ramt mig bedst.”

SIDE 33 – Hvor er du på vej hen musikalsk?

”På en eller anden måde er jeg i mål. At kunne tage hele landet rundt og spille for fulde huse på alle de her fantastiske spillesteder er drømmen. Så hvis den udvikling kan fortsætte og hvis økonomien kan følge med (til os alle i bandet) har jeg fundet mit drømmejob. Så vil jeg blive ved med at skrive, indspille, udgive og turnere. Musikalsk har jeg også været både i en ren akustisk øko-vibe og helt ovre i elektro-pop. Så jeg har ikke behov for at bevæge mig længere ud til nogle af de sider. Men finpudse og forbedre udtrykket under indspilningerne både orkester- og vokal-udtryks-wise er en evig ambition. Det kan forbedres og udvikles hele livet. Ligesom sangskrivning. Min ambition er at lave verdens smukkeste, sjoveste, sørgeligste, eventyrlige, melodiøse og rørende sange. Der er jeg på vej hen. I fuld fart.”

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.